Ordfyldt ørkenvandring – Marie NDiaye TRE STÆRKE KVINDER
Den franske Goncourt-vinder fra 2009 er en tung affære, som ikke belønner sin læser med det helt store. Kilometerlange sætninger dybstegt i patos gør NDiayes prosa vanskelig at komme igennem og forplumrer budskabet i romanens tre fortællinger.
Citat
Det giver jo ingen mening. Hvad skal man med en far, som man ingenting har tilfælles med, og hvis kærlighed alligevel bare er et postulat? tænkte hun igen, men nu mere roligt og uden den følelse af afmagt, vrede og håbløshed, der tidligere havde hjemsøgt hende, når hun stødte imod denne uovervindelige mur af forskelligheder i dannelse, menneskesyn og verdensopfattelse mellem denne køligt kontrollerede mand, som kun havde tilbragt nogle få år i Frankrig, og hende selv, der altid havde boet der, og hvis hjerte var lidenskabeligt og sårbart. Hun befandt sig jo trods alt her, i faderens hus, hun var trods alt kommet, da han havde bedt hende om det.
Marie NDiaye har været en omdiskuteret personlighed i det franske mediebillede de sidste par år. Hun flyttede til Berlin kort efter Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007, og i et interview med et fransk blad i 2009 begrundede hun sin udrejse med Sarkozy-regimets ’monstrøsitet’. Det fik et par borgerlige politikere helt op i det røde felt, og affæren fik kun yderligere momentum, da NDiaye samme år vandt den største udmærkelse, en fransk forfatter kan ønske sig – Goncourtprisen.
Siden har NDiaye holdt sig i baggrunden, mens hendes bog TRE STÆRKE KVINDER er dundret til tops på bestsellerlisterne, og nu har vi altså også fået den på dansk. Romanen er delt op i tre løst forbundne afsnit, som strækker deres handlingstråde fra Europa til Afrika og tilbage igen, og fælles for dem er, at vi følger en persons indre og ydre kamp med sig selv, sin skæbne og sin omverden.
Advokaten Norah er rejst hjem til sin far i Østafrika for at forsøge at få sin bror ud af spjældet. Broren blev kidnappet af faren, da Norah var lille, og der er selvsagt en stor pukkel af smertelig fortid, som skal oprulles. Fortiden træder en smule i baggrunden til fordel for nutiden i bogens anden fortælling om den kiksede køkkensælger Rudy. Han er sydfransk, han sveder som en hest, og han har en anelse om, at hans kone Fanta har et godt øje til chefen. Derudover er hans mor en religiøs fanatiker, som er sikker på, at englene går iblandt os. Anderledes dystert bliver det i den sidste og korteste del, hvor enken Khady er blevet udstødt af sin svigerfamilie og må begive sig illegalt mod Europa.
Det er desværre kun den sidste beretning om enken Khady, der rigtig kommer op i gear. NDiaye plastrer siderne til med sætninger, som er unødigt lange og kluntede, og det meste af bogen er båret frem af indre monologer og utroværdige tankerækker. Det er romanens store problem, at personerne ikke virker troværdige, fordi de indkapsles i en skal af ophøjet og påtaget patos. Der bruges kort sagt for mange ord til at sige for lidt.
Samtidig er der gået inflation i forfatterens brug af det lille fyldord ’åh’. Det indskydes konstant i sætninger som ’han havde, åh, han havde ambitioner om at studere’ eller ’åh, naturligvis var det endnu ikke afgjort’. Måske virker det ikke som verdens største problem, men når ’åh’ bruges så mange steder, får teksten langsomt men sikkert karakter af banal triviallitteratur.
NDiaye kunne passende have kappet de to første fortællinger fra og så udviklet den sidste del om enken Khady til en roman. Hun er den eneste af personerne, der fremstår nogenlunde klart, og det er spændende at følge hendes rejse gennem fornedrelse og smerte mod Europas velbevogtede porte. Man kan mærke, at der er noget på spil i den historie, og det gør den frisk og levende modsat resten af bogen, som jeg godt kunne have undværet.
