Ordguirlander i medløb – Thomas Hvid Kromann HR. TOKSVIG
Figuren Hr. Toksvig fungerer som kickstarter for alle de kloge inventioner, Thomas Hvid Kromann er brændt inde med. I ly bag masken forstår forfatteren så sandelig at slå sig løs – og fast.
Citat
– Om taksonomiske principper i hr. Toksvig bibliotek:
Af kategorier, der står til diskussion i kraft af deres mangel på utvetydighed, og som, skønt de ikke udelukkende er bundet til hr. Toksvigs eksistens, dog som oftest vil være nødt til at indsætte selv samme hr. som dommer i tvivlstilfælde, kan man nævne følgende: 1) værkets grad af stilistisk brillans (for nu indledningsvist at sprede de fleste for alle vinde), 2) værkets kanoniske status (kvalificeret ved antal spalter i opslagsværker suppleret af graden af valoriserende adjektiver anvendt i disse), 3) omslagets relevans i forhold til indholdet, 4) frekvensen af ordspil, metaforer adjektiver og genitivkonstruktioner pr. side (brillansen i 1) kvantitativt vurderet), 5) bøger i hovedsætninger vs. syntaktiske forviklingsromaner.
Thomas Hvid Kromanns nye gode roman er lille. I mistænkelig grad er formatet så tæt på Per Højholts PRAKSIS-bøger, at man skulle tro, det ikke var en tilfældighed. HR. TOKSVIG måler 115 x 170 x 7 mm. Hvorom alting er: Hvid Kromanns lille roman er 3 mm smallere end PRAKSIS-formatet. Ellers fuldstændig replika. HR. TOKSVIG glider således uhindret ned i baglommen på et hvilket som helst sæt cowboy-bukser som chik ’ecriture transportable’.
Slægtskabet med Højholt ligger ikke kun i de ydre formalia. Direkte vedkendende handler kapitlet ”Hr. Toksvig falder i staver ikke langt fra stammen” om hovedpersonens primitive dialog med muldvarpen under græsplænen. Muldvarpen skyder jord op, Hr. Toksvig stamper det ned igen og en primær – ikke forsimplet – lingvistik opstår. Dén scene er planket direkte fra Højholts essay DIALOG MED EN MULDVARP fra 1994, og når Hr. Toksvig trisser rundt i prydhaven, stener foran solsorten og vasker op – og samtidig er yderst poetologisk skarpsleben – så må jeg spørge mig selv om ikke glosen Hr. Toksvig bare er en forlegen måde at få sagt glosen Per Højholt på?
Et sted mellem nutid og førnutid formidler en tilbagetrukket fortæller små, og her mener jeg små, hændelser i og omkring Hr. Toksvigs udramatiske liv. Det foregår med ”en længsel efter grundighed, perfektion og akkuratesse”, som det hedder tidligt i bogen. Pernittengrynsagtig overtager denne længsel hurtigt styringen med syntaksen, og sætningerne svulmer i kompleksitet og længde, alt imens handlingen på det nærmeste fryser fast. Resultatet er en kompetent, men først og fremmest smuk og musisk sætningsbygning, som jeg har lyttet på igen og igen den sidste uges tid. Lixtallet er sågu højt som et tordenskrald, men det nægter jeg altså at anerkende som stridsemne.
Hvid Kromann, der til daglig Ph.d’er på RUC, fremviser en genuin evne til at lade små konkrete iagttagelser med poetologisk betydning. Det er en fuldgod kvalitet, at læseren bag ved Hr. Toksvigs gøren og laden linkes videre til små ’mise en abyme’-konstruktioner og almene metaforiserede betragtninger om sprog og litteratur. Ikke mindst er Hr. Toksvigs katalog over alternative måder at systematisere bøgerne i sit bibliotek på fremragende. Den alfabetiske rækkefølge af forfatterefternavne er og bliver jo en skingrende arbitrær taksonomi.
Når disse +’er er fastslået, så kan jeg ikke holde én enkelt indvending tilbage: Det er nemlig som om hele sceneriet med den excentriske papfigur hr. Toksvig er et forceret påskud for Hvid Kromann for at få lov til at øse af sin litteraturvidenskabelige viden. Jeg synes simpelthen, det er synd for hr. Toksvig, at han skal klemmes ned i sådan en spændetrøje. Men måske står hr. Toksvig til at få revanche? I hvert fald er sidste ord i romanen, der bærer hans navn, et parentesindrammet: fortsættes.
