Orientalisme og postmodernisme – Robert Irwin AF BEGÆR EFTER VIDEN


Tendensen i vores moderne samfund til altid at have en kritisk distance overfor ’de stærke’ har i Irwin fået en skarp kritiker. Om end på et noget snævert felt, nemlig Orientalismens historie.

Citat

Den postmoderne sociolog Jean Baudrillard var engang berømt for at have udtalt, at den første Golfkrig aldrig havde fundet sted. Saids påstand om, at Orienten ikke eksisterer, men er et produkt af Vestens fantasi, en orientalistisk konstruktion, er i stort set samme kategori.

Moderne vestlig idéhistorie har igennem de sidste 200 år haft en stigende tendens til, hvad der er blevet kaldt ’kritisk distance’, det vil sige en nærmest enerverende hang til kulturel selvkritik og behov for at finde undertrykte, der kan frigøres fra deres lænker. I nyere tid er tendensen ofte blevet associeret med postmodernismen, der hæfter sit kritiske blik ved selve vores opfattelse af viden som noget relativt fast. Heller ikke det lille og temmelig snævre felt orientalisme – antropologiske og kulturhistoriske studier af det mellemste og det fjerne østen – er gået ram forbi.

Således udkom Edward Saids postmoderne klassiker, ORIENTALISME, i 1978, hvilket blev startskuddet til en mængde polemik og debat om vestens omfattende forsøg på at skabe orienten som en ’Anden’ – som et karikeret og uniformt fjendebillede at identificere sig selv som modpol til – særligt gennem orientalismen. Orientalismen afdækker ikke kun objektiv viden, men producerer også tendentiøse, racistiske og karikerende billeder af en mangfoldighed af kulturer og historiske perioder – alt sammen i vestens favør – er hovedbudskabet i Saids bog.

Lige så radikal og usympatisk revolutionær postmodernismen ofte er, ligeså stokkonservative og rigide er dens modstandere tit. Når Robert Irwin i AF BEGÆR EFTER VIDEN sætter ud for at kritisere Said, er det imidlertid langt fra så slemt, som man kunne frygte – ja, Irwin tager ligefrem udgangspunkt i, at den polariserede debat i høj grad har spillet fallit, hvilket bidrager til bogens oplagte og friske stil.

Dette selvom Irwins projekt kort fortalt er noget så tørt, som at opregne og kritisere de mange faktuelle fejl i Saids værk og i dennes beskyldninger mod orientalisterne. Hvor Said råber ’racist’ til højre og venstre, tager Irwin nøjsomt en skare af orientalismens store forgangsmænd op, vender og drejer dem, beskriver dem en for en med deres præstationer såvel som deres (til tider racepolitiske) laster. Og ja: Irwin er konservativ – tror i høj grad på viden som noget objektivt, der kan akkumuleres på skuldrene af historiens store mestrer – ’af begær efter viden’. Men det er altså en frisk konservatisme. Og man lader sig let forføre af disse skildringer af vor videns excentriske ophavsmænd.

En lille slutnote: Skulle en og anden være på jagt efter noget i stil med de bøger om Carsten Niebuhrs rejse til Det Lykkelige Arabien, der er udkommet de seneste år, så er dette ikke bogen. Her er først og fremmest tale om et indlæg i debatten mellem ’postmodernister’ og ’konservative’ og om beskrivelser af sære professorer, der aldrig kom udenfor studerekammeret, samt disses intellektuelle bedrifter i et videnskabshistorisk lys – ikke om vilde eventyrere og opdagelsesrejsende. Dette sagt, så er bogen gedigen i hvad den gør.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *