Os og dem – Marjaneh Bakhtiari KALD DET, HVAD FANDEN DU VIL


Den unge Marjaneh Bakhtiari debuterer med stemme, stil og en tragikomisk, oplysende og vigtig generationsroman. Det er perkersvensk, det er et ungdomsoprør iført tørklæde, og det er fordomme, der støder sammen. Det er en misundelsesværdig litterær debut.

KALD DET, HVAD FANDEN DU VIL fortæller om familien Irandoust, der flygter fra Iran til Malmø. Forældreparret består af faderen Amir, der i Iran var universitetsunderviser i litteratur og filosofi, og hans kone Panthea, der var fysiker, og som især oplever fordommene og må kæmpe for at bevare sig selv og integrere sig i det nye land.

Det går lidt lettere for deres to børn Bahar og Shervin, der hurtigt lærer svensk, nye vaner og får nye venner. Men de oplever alle fire, hvordan de svenske normer bliver sat i forhold til de iranske på godt og ondt.

Amir drømmer om at åbne en boghandler for persisk litteratur, men han indser, at der ikke er marked for den slags i Malmø. I stedet åbner han et pizzeria, og senere bliver han endnu en af de overkvalificerede taxachauffør, der kører rundt i de fleste storbyer.

Panthea kæmper en brav kamp. Hun skriver svenske ord og vendinger ned, når hun ikke forstår dem og tvinger børnene til at forklare. Men det går ikke altid lige godt for hende, og trods hendes venlighed bliver hun ofte misforstået. Det sker f.eks. her, da hun skal forklare viceværten, at de har problemer med komfuret:
– ”Ja, faktisk vi har. Man kan ikke få lemmet op på ovnen. Eslåen kan ikke skides til side”.

Det er sprogvanskeligheder og især identitetsproblemer, der dukker op overalt. Den evige problematik, om det, de (ikke) kan få i det nye land mod det, de havde i det gamle.

Familien oplever disse identitetsproblemer, da Bahar bestemmer sig for at gå med tørklæde til sine forældres store sorg, og når svenskerne forsøger på at putte de ”fremmede” i identitets-bokse i forsøget på at forstå dem. Er de nysvenskere, verdensborger eller har de en dobbelt kulturel identitet, som en journalist forsøger at prakke Bahar på? Bahar undrer sig disse firkantede definitioner, hendes ønske er blot at blive betragtet som et menneske.

Marjaneh Bakhtiari har skrevet en morsom og oplysende roman. Hun blev født i Teheran i 1980 og kom til Sverige som syvårig med sine forældre, og med hendes baggrund har svensk litteratur fået en ny og vigtig stemme. Skal det ikke også snart ske i Danmark? Der er kommet så mange nye stemmer til, lad os snart høre dem i litteraturen!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *