Østrigsk loftskammerhygge – Robert Musil DISCIPLEN TÖRLESS’ FORVIRRINGER
Den rutinerede Musil-oversætter Karsten Sand Iversen har endnu en gang givet danskerne en verdenslitterær udfordring. Grib den!
Citat
Törless kunne høre på lydene at de trak tøjet af Basini og piskede ham med noget tyndt, bøjeligt. De havde åbenbart forberedt alt det her. Han hørte klynken og halvhøje klageråb fra Basini som uafladeligt tryglede om skånsel; til sidst opfattede han kun en stønnen, ligesom en undertrykt hylen, og indimellem halvhøje skældsord og Beinebergs hede, lidenskabelige udåndingspust.
Han havde ikke rørt sig af stedet. Lige fra begyndelsen var han vel blevet grebet af en dyrisk lyst til også at springe hen og slå til, men følelsen af at han ville komme for sent og være overflødig holdt ham tilbage. En lammelse lå med tung hånd over hans lemmer.
Robert Musil er først og fremmest kendt for sit frygtindgydende – og frygtindgydende geniale – romankompleks MANDEN UDEN EGENSKABER (1931-43), som ved siden af James Joyces ULYSSES og Marcel Prousts PÅ SPORET AF DEN TABTE TID rangerer blandt de mest anerkendte (og mindst læste) hovedværker i den litterære modernisme.
Lidt mindre anerkendt (men måske lidt mere læst?) er Musils debutværk fra 1906, den i omfang og genialitet knap så frygtindgydende – men dog stadig græsseligt formidable – DISCIPLEN TÖRLESS’ FORVIRRINGER, som den er kommet til at hedde i Karsten Sand Iversens nye, tekstnære fordanskning (oversættelsen fra 1966 hed DEN UNGE TÖRLESS, hvilket lyder mere af Goethe end af Musil…).
På overfladen er handlingen til at overskue. En pubertetsknægt kommer på kostskole i en fjern østlig provins af det østrig-ungarnske dobbeltmonarki. Tiden fordriver han og vennerne med at spekulere over tilværelsen, besøge det lokale horehus og udforske grænserne for deres seksualitet via sadistiske dominanslege i et skjult loftsrum. Til slut tager han hjem til forældrene igen, og man er lidt i tvivl, om Törless egentlig har udviklet sig eller ej. Af samme årsag henregner man gerne Törless-romanen til genren ’Schulroman’, hvor fokus netop er rettet mod en stakkels skoleelevs psykiske og korporlige degeneration under et iskoldt og nådesløst skolesystem.
Under overfladen handler Musils Erstling ikke så meget om skolepædagogik, udviklingspsykologi og pubertære sexfantasier, men om de i samtiden så flittigt beskrevne vanskeligheder ved at få indre og ydre realiteter til at tale sammen. Törless’ forvirringer skyldes, at hverken hans forstandsapparat, sproget eller de videnskabelige tankemodeller, han bliver præsenteret for på skolen, synes gearet til at registrere virkeligheden (både den over og under overfladen) præcist nok. Alting opløser sig derfor for øjnene af Törless (og læseren) i et skuddermudder af former, farver, halve definitioner og brudstykker af religiøse og filosofiske tanker, der er ved at blive tænkt.
Desuden er romanen et lille stykke østrig-ungarnsk historieskrivning, ikke mindst fordi Musil med Törless’ voldseksperimenter i loftsrummet leverer et interessant perspektiv på diktaturets mekanismer.
Det besværlige ved Musils bøger er, at de ikke er skrevet på litterær dannelse, men derimod af en ingeniør med doktorafhandling i filosofi og studier i fysik, psykologi og matematik. For læseren af DISCIPLEN TÖRLESS’ FORVIRRINGER kan det derfor anbefales ud over det historiske tidsbillede også at vide lidt om eksperimentalpsykologi, fænomenologi og empiriokriticisme omkring 1900.
At forlaget Basilisk og Sand Iversen tør stille krav til de danske 2009-læsere er fantastisk. Nu venter vi bare på, at Gyldendal også tør genoptrykke flagskibet MANDEN UDEN EGENSKABER, som på trods af sin unge alder i årevis har været en ubetalelig raritet i de danske antikvariater.
