Otte solide doser samtidsproblematik – ANTOLOGI 2008-2013
I Danmark dømmer vi ikke, vi er ikke paranoide. Vi er tolerante og fornuftige. Vi har styr på det. Eller har vi? Det sætter Kronstork og Forlaget Dramas ANTOLOGI 2008-2013 et stort og vigtigt spørgsmålstegn ved.
Citat
B Argh, jeg vil finde et sted, hvor jeg kan genoplive mit privatliv. Måske et sted på Zanzibar i en eller anden naturtilstand, hvor man kan mærke åndedrættet blive roligt og hjerterytmen falde. Bare sidde der på stranden med en kokosnød og vide, at her skal jeg ikke noget – hverken frem eller tilbage – her kan jeg være. Her finder de mig aldrig. Her kan jeg bede stille for mit indre liv: Kære indre liv, det er så dejligt at mærke dig igen, at vide, du stadig er der, at du kan føles så ren, så fri, så fuld af muligheder, så fri af alle forventninger og etiketter og …
De leger, at de er flygtet til en øde ø.
A Jeg er der bare. Lige her. Jeg forstår ordet være. Jeg er. Jeg er et menneske. Jeg er en del af en sammenhæg, der er så meget større. Jeg smager på kokosnødden. Jeg spiser den langsomt, jeg smager de mange smagsnuancer, jeg opdager, at jeg aldrig før har smagt så meget. Jeg mærker et sus i brystet, et øjeblik af muligheder, uendelige muligheder, friheder. Jeg mærker menneskets uendelige potentiale. Jeg er til.
C MEN SÅ STÅR DE DER PLUDSELIG. De har fundet dig med Google Earth og Google Latitude og Google dit og Google dat har de fundet dig, og de har taget et par programværter med, for Gud hvor er det spændende, at du bare sådan vil trække stikket ud og forlade verden.
Fra Det Normale Liv
Det er ikke sådan lige til at anmelde en antologi. Det er ikke sådan lige til at anmelde et dramamanuskript. Det er slet ikke sådan lige til at anmelde en antologi af dramamanuskripter. Så er det slået fast. Så har jeg sikret mig lidt billig rygdækning, før jeg nu forvilder mig ud i, hvad jeg nok helst vil betegne som en flagrende dvælen ved udvalgte af de otte manuskripter fra Forlaget Kronstork og Forlaget Dramas ANTOLOGI 2008-2013.
Nå, men når alt kommer til alt, og når scenetæppet er pillet ned, så er det jo egentlig nemt nok: Alle teksterne er nemlig fandens centrale og vigtige i konteksten, der hedder, ‘den sociale og politiske virkelighed, der er så allestedsnærværende i vores ellers komfortable og hyggelige, vestlige hverdag’.
I det dramatikhistoriske og –tematiske forord, der fungerer som en fornem indføring i antologiens tekster, skriver Solveig Gade om, hvordan en række politiske, klimamæssige og religiøse (ofte en blanding af det hele) ’omkalfatringer har afstedkommet en vending mod eller ligefrem af længsel efter virkeligheden’ i dansk drama i det nye årtusinde. Og i særdeleshed, mener Gade, efter 11. September 2001, som står tilbage som en politisk, men også kunstnerisk milepæl.
Det er da også med dette udgangspunkt, at antologiens første tekst, Christian Lollikes ‘Det normale liv’ (se citatboks til højre) fra 2011 drøner af sted. Her møder læseren karaktererne A, B og C og deres oplevelser af indre og ydre paranoia og overvågningsangst, når de eksempelvis forsøger at nå frem til en forståelse af menneskets Inner-Stasi, som ved enhver mangel på stramhed – dette, både i forhold til karriere, krop og psyke – melder én til Styrelsen for sjælelige anliggender. Stykket leder tankerne hen på foucauldianske teorier om usynlig magt og subjektiviseringsprocesser – blandet med en Thomas Pynchon-roman. Både Pynchon og Lollike har fokus på en konspirationsteoretisk paranoia, der opstår hos den enkelte, men som måske kan ses som et resultat af nogle ydre sociale og samfundsmæssige forventningsmekanismer om det ’perfekte’ og ’rigtige’ liv.
De fleste tekster tager udgangspunkt i at bryde med eller udstille en norm. Man skal gerne have en kernefamilie og bo i et parcelhus i en forstad. Og det er nok også mest belejligt, hvis din hud er hvid og dine armhuler er barberet. Caroline Cecilie Mallings stykke ‘Bag hegnet’ fra 2013, tematiserer eksempelvis meget elegant forestillingen om den hyggelige forstad med de hjemmebyggede carporte via en række personer, der står på den anden side af hegnet og kigger ind, ja nærmest overvåger deres naboer. Og ikke mindst: dømmer dem.
I stykket ‘De europæiske medier’ diagnosticerer Nielsen de kapitalistiske monopoler og medier og deres magt over det enkelte individ på både forvirrende og fremragende vis. Eksempelvis i indgangsreplikken, hvor en mand (eller i denne sammenhæng, et medium), Daniel Schwartz, taler gennem sin ’ejer’, Rupert Murdoch:
– Jeg har helt legalt købt denne stemme, I netop nu lytter til. Jeg råder frit og legalt over dette ”menneskes” ytringsfrihed. Han har selvfølgelig sit liv, men det, der hidtil har adskilt ham fra dyrene, hans evne til at styre frit, at tale, den har han solgt til mig, helt frit, uden indblanding fra nogen regering.
Forvirringen går igen hele antologien igennem, både i forhold til struktur og replikfordeling. Ofte virker det dog helt bevidst, at der eksempelvis ikke skal kunne spores nogen egentlig opdeling mellem de forskellige karakterer i antologien. Som fx i Joan Rangs ‘Den hvide mand’ fra 2011, hvor det står instruktør og skuespillere frit for at fordele teksterne.
Dvæler vi lidt ved Rangs manuskript, er det, på trods af vilkårlig replikfordeling, dog tydeligt, at dramaet har en ligefremhed, som ikke ses så ofte i skønlitteraturen. En ligefremhed, som Mikkel Frantzen i antologiens efterord meget rigtigt skriver, virker overdrevent. Her specificeret gennem ét medlem af Rådet, der taler til Den Hvide Mand:
– Du er forundret over, at dette emne – dig! – kan have så stor betydning. At din tilstedeværelse er så effektfuld. At dine valg af bopæl, arbejdspladser og institutioner til dine børn påvirker andre på den måde, de gør. At dine morsomheder og uskyldige drillerier, alt det, du ikke mener noget ondt med, kan betyde så meget.
En ligefremhed, der udstiller det vestlige menneskes privilegieblindhed og totale angst for at blive konfronteret med indirekte racisme. Som Frantzen lige så rigtigt skriver, er det dog næppe en overdrivelse: ’Det er sådan, det er.’ Og det faktum tydeliggør Rangs stykke på skræmmende vis.
I Fix og Foxys ‘Pretty Woman a/s’ fra 2008 og i Kamilla Wargo Breklings ‘Kvinde kend din krop’ er fokus på kroppen og kønnet. Hvor førstnævnte problematiserer kroppen som et salgsobjekt, udstiller ‘Kvinde kend din krop – ved at lade replikker, der centrerer sig om kvindens forhold til sin egen krop, blive udtalt af to karakterer, en mand og en dame – på underholdende og tankevækkende vis de mange stereotype forestillinger om køn og femininitet. Følgende replik udsiges under en samtale om kønshår:
– M Ja, faktisk var det Henrik, min kæreste, der sagde, hey Trine, hvad med at fjerne alt håret dernede. Først nægtede jeg, men så sagde jeg: ok, på én betingelse, og det var, at han også selv skulle gøre det. Så nu er vi begge helt glatbarberede – og det klør ad helvedes til!!!
Det kan umiddelbart være besværligt at håndtere manuskripterne uden deres visuelle sidestykke. Men det er ikke en anke, man som sådan kan pålægge antologien. Den spiller på egne præmisser, den er en tekstlig version af de tidligere opsatte stykker og prøver ikke at være andet. Og den KAN læses som litteratur. Både Gades og Frantzens tekster bidrager godt til at sætte stykkerne ‘op’ og sætte dem i kontekst, både som dramaer, men også som litterære værker.
Antologiens manuskripter portrætterer vores samtid på stærkeste vis og giver normalitetsbegrebet en ordentlig rutsjetur. De har kastet flere relevante og konfronterende refleksioner af sig – og mod denne læser – end noget skønlitterært værk længe har gjort. Det er dramaer, der sparker stolen væk under al hyggen og konformiteten. Så der er kun en ting tilbage at sige: Læs dem, læs dem lige nu.
Jeg synes at Noa skriver en god anmeldelse. Især kan jeg godt lide at han mener at manuskripter KAN læses som litteratur.
Tak til forlaget fordi de sendte et anmeldereksemplar til LitteraturNu, og tak til Noa for modet og lysten til at gå i gang med det.