Overborgmesterpost revolutioneret i stemmeboks – José Saramago EN BERETNING OM KLARSYN
Demokratiets værste mareridt bliver virkelighed i José Saramagos politiske roman: 83 % af stemmerne til kommunalvalget i en unavngiven by er blanke i et valg med historisk høj valgdeltagelse. Jeg giver Saramagos bog en blank stemme, da den ikke indfrier dens simple valgløfter.
Hvis jeg lige havde læst EN BERETNING OM KLARSYN og stillede op til kommunalvalg, ville jeg blive grebet af eksistentiel angst. Én ting er, at vælgerne udebliver. Noget andet er ikke at få stemmer nok. Noget tredje og meget uhyggeligt er, at alle vælgerne stemmer blankt. At de simpelthen underkender politikerne ved aktivt og lovligt at give dem fingeren.
Det dilemma stilles regeringen overfor i den portugisiske Nobelpristager Saramagos lifligt krævende roman. Det er et spændstigt udgangspunkt, som fører relevante og hyperaktuelle spørgsmål om retsstat og demokrati med sig. På intet tidspunkt refereres der til navngivne steder eller personer; det foregår i ’Hovedstaden’, karaktererne hedder ’statsminister’ eller ’overbetjent’, og fortællingen kan som en ægte fabel foregå alle steder til alle tider.
Da den siddende regering ikke kan anholde nogen (for noget), må de erklære staten i undtagelsestilstand og opfinde nogen skyldige. På forbløffende kort tid og uden nævneværdig modstand fra et ellers – fornemmer man – reflekteret og dybt sympatisk folk, flygter regeringen inkl. politi og retsvæsen ud af hovedstaden, som efterlades tømt for dømmende, udøvende og lovgivende magt. Tilbage er ikke, som tiltænkt, lovløshed og anarki, men borgere, der hjælper hinanden og lever side om side i fred og fordragelighed. Alle regeringens forsøg på at så splid i befolkningen mislykkes, og til sidst sendes tre betjente på jagt efter en skyldig, en syndebuk.
Men hvordan dømme uskyldige mennesker uden et retsligt grundlag? Hvordan koble tidligere tiders sygdomme (den store blindhed, der fire år tidligere ramte hele befolkningen undtagen den kvinde, der nu er i søgelyset som bagmand for den nye blindhed. Jf. Saramagos fabel EN FORTÆLLING OM BLINDHED) med nye tiders anarkistiske vælgermodus? Hvordan liste kritiske elementer ud af regeringen for at skjule skumle hensigter? Romanen stiller mange skarpe og pinligt aktuelle spørgsmål. Desværre druknede de for denne læser i 300 sider alenlange og stærkt hypotaktiske sætninger, som jeg helst ville skåne urolige sjæle for. Men de lyder sådan her:
– Forsvarsministerens yndlingsfrase, En dybvandsbombe under selve systemet, delvis inspireret af den uforglemmelige erfaring med en historisk tur på en halv time med ubåd i smult farvand, blev styrket og påkaldte sig mere opmærksomhed da indenrigsministerens planer, trods en og anden lille succes, der alligevel ikke betød noget væsentligt for situationen som helhed…
Det er benhårdt arbejde at komme igennem EN BERETNING OM KLARSYN og det er ærgerligt, da Saramago spidder magtmisbrug og egeninteresser, så det svider. Havde han udsendt bogen som valgpamflet og ladet den ligge i korridorerne på rådhusene landet over, var der nok en kommunalpolitiker eller to, der ville få røde ører. Jeg kan kun håbe, at nogen derude har tålmodighed og kampgejst til at komme gennem romanen, da den rummer noget af den skarpeste politikeranalyse længe set.
