Overflader, der krakelerer men aldrig splintres – anmeldelse af SPONTAN SELVFORBRÆNDING
Til sin første time på fotografi-studiet i Brighton bliver Ester spurgt, hvad der interesserer hende. Overflader, svarer hun.
Ja, alt fotografi er jo overflader, siger hendes underviser tilbage. Så dér har hun fat i noget grundlæggende.
Og Emma Kjær Madsens debutroman SPONTAN SELVFORBRÆNDING er, i allerhøjeste grad, en bog om overflader. En knugende og angstfyldt bog, med en hovedperson, der synes at bestå udelukkende af overflade. Hvis omverden kun består af overflade, som hun aldrig kommer i nærheden af at trænge igennem. Allerede fra første side lægger der sig en underlig, udefinérbar angst over læseren. Det er svært at sige hvorfor; for det er jo bare en historie om en helt almindelig dansk studerende, der tager på et helt almindeligt semester i udlandet, i en helt almindelig engelsk by, og skal have sit helt almindelige langdistanceforhold til at fungere.
Men det er præcis i den ubærlige almindelighed, at SPONTAN SELVFORBRÆNDING nærmest bliver et stykke psykologisk horror-litteratur. Dens sprog er formfuldendt og deskriptivt, men altid overfladisk; vi ser, hvad Ester ser, og der pålægges sjældent metaforik udover de nøgterne beskrivelser af hendes omgivelser. I hendes samtaler med bogens få andre karakterer er det den hyperrealistiske stil, der dominerer. Samtalerne er altid halvfærdige, fyldt med små misforståelser, automatsvar og ubesvarede spørgsmål, så det gøres smertefuldt tydeligt, hvor langt vores karakterer egentlig er fra at komme i forbindelse med hinanden. Særligt hårdt er det i samtalerne mellem Ester og hendes kæreste derhjemme, Boris, der altid er opbrudte, enten af dårlige telefonforbindelser eller bare en relation i opløsning.
Og Ester er ikke en heroisk karakter, der forsøger at bryde igennem denne manglende forbindelse med omverdenen. Hun er selv en overflade og en skaber af overflader i alle hendes relationer. Det går lige så stille op for én, at den naive, alt for almindelige middelklassestuderende, er et karakterstudie ud i ikkeliv. Det er ikke tilfældigt, at hun vælger den over-stiliserede turistby Brighton som studiested. Det er heller ikke tilfældigt, at hun kun vil bruge sin tid i turistfælder, og kun holder af at tage billeder af solnedgange. Hun forstår ikke sin konservatorie-studerende kærestes eksperimentelle musik, og hun forstår ikke sine medstuderendes visioner indenfor fotografiet, for hun ser kun overflader.
Og det er slet ikke tilfældigt, at Esters eneste reelle karaktertræk er den inderlige kærlighed til Dolly Parton – om nogen en sand dronning af overflader. Dolly, som alle elsker, men ingen kender. Dolly, som har bygget en monumental karriere på de mest inderligt overbevisende klichéer. Dolly, som i fysisk forstand har ladet overfladen overtage mennesket, og på paradoksal vis har formået at finde frem til den reneste autenticitet igennem det.
Som Esters (påfaldende få) relationer falder fra hinanden, insisterer hun endnu hårdere på overfladerne. Hun får klippet sit hår som Dolly, køber tøj som Dolly, og som de gamle overflader krakelerer og rådner, både i hende og den båd, hun bebor, lægger hun bare nye ovenpå. Falske vipper ovenpå de gamle, slidte falske vipper. Falske negle ovenpå de gamle, slidte falske negle. Det minder umiskendeligt om den måde, hvorpå adelen i Oplysningstiden opløste deres egen hud ved at lægge lag på lag af blyholdig makeup, der gav dem kopper og ar, så de måtte lægge nye og tykkere lag på for at skjule dem i en evig, selvdestruktiv cyklus. Ester bliver besat af folkemyten om den spontane selvforbrænding – måske fordi hun bliver ved med at lægge nye, skinnende overflader på et indre i brand, og inderst inde ville ønske, at eksplosionen endelig slap løs. Man har lyst til at ruske i hende, men man kan ikke få fat, og det kan hun heller ikke selv.
Jeg samlede egentlig SPONTAN SELVFORBRÆNDING op til anmeldelse, fordi den mindede påfaldende om min egen debutroman, Veni Veni Veni; også en bog om en ung, identitetsløs middelklassedansker, der tager ud i verden i jagt på autenticitet og, fuldkommen selvforskyldt, kun finder overflader, i ham selv som i omverdenen. Men jeg må ærligt indrømme, at Emma Kjær Madsen har formået det bedre end jeg. SPONTAN SELVFORBRÆNDING kan læses på et par timer, men den sætter sig i dig som fiskekroge. Det mest dramatiske, der sker i bogen, er et forbudt kys en fordrukken aften, og et break-up. Alligevel sidder man med hjertet i halsen fra begyndelse til ende, i rædsel over verdens og menneskets evindelige middelmådighed, og vores relationers banalitet. Man ser dybt i sit eget liv og håber inderligt, at man ikke selv har lidt af Ester i sig. Vil du gerne finde ud af det, vil jeg anbefale dig at bruge en eftermiddag med SPONTAN SELVFORBRÆNDING.
SPONTAN SELVFORBRÆNDING er udgivet i 2022 på Forlaget Escho, og er Emma Kjær Madsens debut.
