Overpyntet incest-historie – Christel Wiinblad PROLOG
Christel Wiinblad er kendt for at skrive melankolske og søde emo-digte. I PROLOG prøver hun kræfter med romangenren. Det slipper hun overraskende skidt fra.
Citat
Ansigtet af pige på den lille, men igen alt for voksne krop har ikke fortrukket en mine. Blikkets stirrende blå holder bare i en knast på sengens mørkeblå gavl. Det klamrer sig fast, det registrerer strukturen, for nu bevæges hele kroppen frem og tilbage af den voksnes langsommere og tunge stød.
Det er en mærkelig debutroman, Christel Wiinblad har skrevet. Den er ikke til at finde ud af og overraskende svær at læse til ende på trods af sine kun 155 sider. Både fordi den handler om en pige, der bliver seksuelt misbrugt af sin far, fra hun er fem år gammel. Men også fordi – ja faktisk mest fordi – at den er skrevet i et sirligt, pyntesygt og overforklarende lyrisk sprog, som virker forelsket i sin egen sirlighed. Se for eksempel følgende citat:
– De skarpe knive af vægtløst, æterisk, hidsigt materiale, som solbrillerne ude i luften før holdt ude af synet, fosser nu ind gennem det store glaspanorama, der flot komponeret rammer parkeringspladsen og dens rønnebærtræer ind.
Solstrålerne er altså både skarpe knive og vægtløse, æteriske og hidsige. Og så er det ikke nok, at solstrålerne ’står’ eller ’falder’ ind ad vinduet. Nej, de ’fosser’, og selvfølgelig hedder det heller ikke et vindue eller nogle træer. Det hedder ’glaspanorama’, og der er naturligvis tale om rønnebærtræer. Fint og sirligt og overlæsset skal det være – og så burde alle, der i ramme alvor skriver ’æterisk’ altså have en lammer. Det er lidt af en mundfuld at sluge, hvis man var vant til og glad for Wiinblads – ganske vist meget omhyggelige og følte – men dog mere ordknappe og afmålte stil og sprog i hendes tidligere bøger.
Og netop de første bøger spiller en rolle for læsningen af PROLOG. Her er der nemlig tale om to digtsamlinger, 49 FORELSKELSER og MIN LILLEBROR, der hver især udmærker sig ved at være ekstremt selvbiografiske, på grænsen til det private. Især sidstnævnte, der handler om hendes skizofrene og selvmordstruede lillebror, Jannick Wiinblad, var en stærk og meget rørende læseoplevelse for mig. Så selvfølgelig – og det mener jeg faktisk – læser man også hendes nyeste roman selvbiografisk, og det allerede inden man har fået den i hånden. Det har forfatteren ligesom lagt op til, vil jeg mene, men en pressemeddelelse kommer læseren i forkøbet. Med PROLOG har forfatteren nemlig villet give stemme til de mange børn, der udsættes for seksuelle overgreb, forklares det.
Okay. Jamen så læser vi ikke romanen selvbiografisk, hvis ikke det er det, vi skal. Men hvis det ikke er det, vi skal, hvorfor placerer forfatteren så de her små tegn på, at der måske kunne være tale om noget selvbiografisk? Hvorfor står der på side 43, at den tiårige krop ligger udsplattet på en Bjørn Wiinblad-dyne? Hvorfor kommer pigen, ligesom forfatteren, fra Fyn, og hvorfor er pigens lillesøster selvmordstruet og psykisk ustabil? Det er at vildlede læseren på en lidt ufin måde, efter min mening, også selv om der givetvis er tale om ren fiktion. For hvorfor overhovedet lege med den tanke, at det ikke er, emnets seriøsitet taget i betragtning.
PROLOG er efter sigende den første i en række, hvilket er ret ærgerligt, hvis man holder mere af Wiinblads knækprosaistiske og meget mere melankolske, søde og begrænsede stil. I PROLOG giver hun så meget sproglig gas, at hun ret hurtigt ender i grøften.
