Overvågningen og magten – Sune Christian Pedersen BRUDTE SEGL
Den danske enevældes trang til overvågning bliver grundigt belyst i en tankevækkende bog, som også er relevant for nutidens danskere.
Citat
Postovervågning udgjorde et væsentligt og hidtil noget overset led i magtudøvelsen i den enevældige danske stat. Under Frederik 4. var postovervågningens dominerende form postspionagen, der hemmeligt supplerede kongen med informationer fra egne undersåtters og fremmede magters breve. Under Frederik 6. blev postovervågning et instrument i politiefterforskning og senere, under Englandskrigen, fik overvågningen primært form af en brevcensur til at sikre den danske overholdelse af fastlandsspærringen.
Hemmelige kodesystemer og statsorganiseret postspionage med åbning af private breve lyder som noget fra det hedengangne DDR og ikke som noget, der har fundet sted i Danmark. Men den danske enevælde var på mange områder lige så opsat på at kontrollere og overvåge befolkningen som i de senere østeuropæiske diktaturer.
Det viser museumsinspektøren ved Post- og Telemuseet Sune Christian Pedersen i sin nye bog om postovervågning i Danmark. Der er tidligere blevet skrevet bøger om dette emne, men ingen af dem er tilnærmelsesvis så grundige som dette nye hovedværk.
Der er tale om en omarbejdet ph.d.-afhandling og dermed også om et stykke yderst veldokumenteret historieforskning, der på overbevisende vis skildrer postovervågningens skiftende funktioner i det enevældige Danmark. Den er smækfyldt med årstal, faktuelle oplysninger samt utallige smånørdede redegørelser for eksempelvis datidens kodesystemer, og det kræver derfor sin læser at komme igennem de 462 sider.
Bogen er forsøgt gjort mere læsevenlig for den ikke-akademiske læser ved at flytte forskningspræsentationen og kilderedegørelserne til et efterfølgende appendiks i stedet for i begyndelsen af bogen, hvor den slags normalt står. Det er imidlertid lidt ærgerligt, fordi bogen trods alt primært henvender sig til et historiefagligt publikum, der netop sætter pris på den slags redegørelser.
Men har man mere end almindelig interesse for enevældens og postvæsenets historie, er der ingen grund til ikke straks at kaste sig over dette hidtil ubelyste kapitel af Danmarkshistorien. Forfatteren undersøger perioden fra midten af 1600-tallet til midten af 1800-tallet og viser tydeligt, at postcensuren udfyldte forskellige funktioner under de forskellige danske kongers kontrol. Fælles var dog, at postcensuren til hver en tid var et magtinstrument, som magthaverne udnyttede til at sikre sig deres magtpositioner, hvad enten de blev brugt til intrigemagere under Frederik 4. eller til at undertrykke en spirende regeringskritisk stemme blandt borgerskabet under Frederik 6.
Et af forfatterens mest interessante iagttagelser er, at enevælden ikke ønskede at hemmeligholde postovervågningen. Borgerne skulle tværtimod føle sig overvågede, således at magtapparatet nærmest fremstod som en præindustrialiseret udgave af George Orwells Big Brother. Dermed afdækker forfatteren en af enevældens centrale magtstrategier, og derigennem giver bogen også et interessant perspektiv på nutidige forhold, hvor efterretningstjenesters overvågning af borgernes sms og e-mails efterhånden er ved at blive hverdagskost.
Alt i alt er BRUDTE SEGL på trods af enkelte skønhedsfejl altså en spændende, berigende og oplysende læseoplevelse, som minder læseren om, at statsmagtens overvågning af borgernes kommunikation let kan få en totalitær drejning, hvad enten vi skriver 1799 eller 2009.
