Overvurderet – Aleksandar Hemon LAZARUSPROJEKTET
En middelmådig bog med flotte anmeldelser.
Citat
Lazarus kommer gående mod Olga, svøbt i et klæde, skamløst smilende, som var han på vej til et stævnemøde iført smart nyt tøj. Gennem hullerne i hans sokker ser hun æg i stedet for tæer. Da han passerer hende, løfter han det ene øjenbryn til hilsen, som om han flirtede med hende, og siger, Ingen zar, ingen konge, ingen præsident, ingen politi, ingen husvært, men jeg elsker dig. Så svømmer han rygsvømning gennem en mark fuld af blomstrende solsikker, så stor som en sø, ligesom han altid gjorde dengang i Dniestr.
Bosniskfødte Aleksandar Hemon har inden for få år fået ry som en af de væsentligste stemmer i amerikansk immigrantlitteratur. Siden han kom til USA i 1992, har han udgivet fire bøger, som har fået strålende anmeldelser, og han er jævnligt bidragyder i det ansete magasin The New Yorker.
For Hemon begyndte det hele i 1992. Mens han var på ferie i Chicago, udbrød der krig hjemme i Bosnien, og pludselig kunne han ikke rejse tilbage. Han har boet i Chicago lige siden. I dag er han amerikansk gift, har fået statsborgerskab og skriver på engelsk.
Men helt hjemme føler han sig vist ikke. Grundmotivet i forfatterskabet er eksistentiel splittelse og fremmedfølelse, det at være til uden at høre til, i alt væsentligt variationer over hans egen immigranthistorie. Det gælder ikke mindst for hans tredje bog, LAZARUS-PROJEKTET, som udkom på dansk i august og har fået fremragende anmeldelser.
Og netop dét undrer mig. For en god bog er det ikke. Selvom man ved første blik godt kan lade sig narre til at tro, at den er det. Konstruktionen er typisk nutidig og snu. Hovedpersonen og fortælleren er den bosniske immigrant Vladimir Brik, som netop skal til at skrive den bog, man sidder og læser i.
Briks fortælling begynder i Chicago i 1908. En jødisk immigrant ved navn Lazarus går en morgen hen til politimester Shippys hus, angiveligt for at aflevere et brev. Men han er for tidligt på den og sendes bort. Senere, da han vender han tilbage, bliver han skudt og dræbt af politimesteren, som af sin tjenestepige er blevet advaret om en mistænkelig person. Hvad den stakkels Lazarus ville, får vi aldrig at vide. Hændelsen, som skulle være sand, bliver nemlig fortalt til os af Brik, som heller ikke selv ved det.
I et forsøg på at komme sandheden nærmere rejser han tilbage til Europa og ender i sit gamle Sarajevo. Uden at have fundet ud af noget som helst. Måske fordi han i virkeligheden er mest optaget af sig selv, sin egen immigranthistorie og den krig i Bosnien, han aldrig kom til at opleve.
Fortællingen om Lazarus er puttet ind i romanen som små mellemkapitler, og havde der været mere kød på, kunne den godt have fungeret. Men som den står, er det en hul, uvedkommende affære, baseret på vage forestillinger, som hverken er medrivende eller troværdige.
Bedre er det ikke med historien om Brik, der er ren tomgangslæsning, uoplagt, fantasiforladt og propfuld af forlorne sætninger som: ’Hvert eneste liv retfærdiggøres af dets retmæssige ejer’, ’Hjemme er dér, hvor nogen lægger mærke til det, når du er væk’, ’Den eneste, der ikke var mig, var mig.’ Og så er det gudhjælpemig ment alvorligt.
Romanens to spor er klistret sammen af en symbolsk sovs af sort-hvid fotografier, navnesammenfald, jødedom, Lazarus-symbolik, drømme, og hvad ved jeg. Det er kitsch, som ikke er ment som kitsch, og det er faktisk det allerværste.
På den gode side er Hemon glimtvis rigtig morsom. Og når han er det, og når det af og til lykkes ham at få fortællingen op at køre, tilgiver man ham meget. Men der er for langt mellem snapsene.
Efter min mening er Hemon overvurderet.
