På (hjul)sporet af den tabte tid – Claude Simon SPORVOGNEN
Den aldrende Nobelpristagers sidste bog behandler smukt og sanseligt barndommens verden, uden dog at vælte anmelderen ned af stolen.
Citat
Nogle gange var det pigen, som fik øje på den i det fjerne om morgenen, mens hun hængte linned til tørre på loftet, og råbte til mig, at jeg hellere måtte rejse mig fra morgenmaden… og så af sted med min skoletaske i løb gennem haven og videre stadig løbende ad alleen med morbærtræer på begge sider med hovedet drejet til venstre og blikket rettet mod trolleyen, som hurtigt kom nærmere og var det første, man kunne se oven over de efterårsfarvede vinmarker…
Da en af Frankrigs store forfattere, Claude Simon, døde sidste år i en alder af 93 år, var der ikke den store opmærksomhed omkring det i medierne. Men nogen ud over denne anmelder tog åbenbart notits af den triste nyhed, for nu foreligger hans sidste roman, SPORVOGNEN, fra 2001 for første gang på dansk.
Claude Simon var en af hovedrepræsentanterne for ’nouveau roman’ -bølgen, der ramte den franske litterære scene i starten af tresserne. Nyheden ved ’den nye roman’ var besættelsen af at kortlægge alle livets materielle detaljer samt en konsekvent uvilje mod alt, der tilnærmelsesvis lugtede af plot og karaktertegning. Man kan stadig få øje på visse af de elementer i SPORVOGNEN, men ellers skuer Simon her mest tilbage i litteraturhistorien. Mere om det senere…
Tilbageskuende er fortællingen også. Den tager sit afsæt i den aldrende Simons indlæggelse på et hospital for en tilsyneladende fatal lidelse. Mens han ligger hjælpeløs i sengen, fanget af sin sygdoms osteklokke, begynder hans liv at passere revy i små impressionistiske fragmenter, der fører tilbage til hans barndom og ungdom i mellemkrigstidens Perpignan, en større fransk by ved den spanske grænse.
Erindringerne kredser igen og igen om byens sporvogn, der passerer fordi hele Simons barndomsverden – skolen, biografen, stranden osv. – og som samtidig bliver det motiv, som binder den ellers temmelig løstsiddende roman sammen.
Det er generelt ikke skelsættende begivenheder, der berettes om, og Simons frygtelige oplevelser under Anden Verdenskrig antydes kun. Der lægges i langt højere grad vægt på smukke billeddannende beskrivelser af en omverden set med et barns friske øjne og nedskrevet af en gammel vis mand. En effekt, som virker ganske godt.
Og så var der jo det med litteraturhistorien. Fransk modernismes store forfatterikon, Marcel Proust, hænger som en madelainekage-gnaskende skygge over teksten, både når det gælder bogens handling, dens sanselighed og prosaens udformning. Simons prosa er nemlig (ligesom Prousts) et regulært virvar af indskudte sætninger og parenteser og parenteser i parenteserne, så læsningen flyder altså ikke helt ubesværet. Lykkeligvis er kapitlerne (og romanen selv) så tilpas korte, at man godt kan overskue lidt genlæsning nu og her, når forvirringen sætter ind – specielt når romanen, som en ekstra cadeau, er oversat med stort sprogligt overskud.
Smukt er det, men mærkeligt nok uden at det bliver rigtig gribende. Fragmenterne er måske for korte og sporadiske til at man helt kommer ind under huden på nogen eller noget, og Simon er måske en tand for optaget af sin tekniske virtuositet på læseoplevelsens bekostning.
Det kunne jo også være af den simple grund, at SPORVOGNEN er en roman i dialog med resten af Simons vægtige forfatterskab, der konsekvent skulle kredse om det samme selvbiografiske materiale. Alene er den bare ganske almindelig god… og lidt pjevset og uforløst.
