På kanten af en kaos – Thomas Boberg INVITATION TIL AT REJSE
Thomas Boberg samler de splintrede beretninger fra drengeårenes brutale hakkeorden i Classensgade til postvæsenets bureaukrati i Peru i det sidste bind af hans rejsetrilogi. INVITATION TIL AT REJSE giver begyndelsen og fortsættelsen på et rastløst forfatterskab.
– Når familierne går i stykker, splintres historierne. Men tiden fanger én et sted midt på vejen, man kigger sig tilbage; først er der ikke noget, men pludselig begynder det at komme. I stumper og stykker regner det gennem døgnene og borer sig ind i huden.
Sådan indleder Thomas Boberg den første af de firs fortællinger, der til sammen udgør en inciterende INVITIATION TIL AT REJSE. Vi rejser med Boberg tilbage til barndommens kaos, hvor man ikke kan vide, hvem der er ens far, og ens interesser er at folde krigsmaskiner i pap, besøge kirkegårde og senere samle på avisudklip om Vietnam-krigen. Både rastløsheden og fortællerens allestedsnærværende bevidsthed om døden tager sit udspring her.
Betragteren Boberg fortsætter sine ungdomsrejser gennem Ægypten og Indien, lægger de voksne år i Peru og hele tiden lokker det fremmede kaos poetisk prosa fra de hverdagsagtige hændelser, han skriver hjem om. I forgrunden står mødet med mennesker, hvis historier han lineært beskriver for så pludselig at banke nærmest bibelske lignelser ud af dem. Thomas Bobergs skrift skuffer ikke. Den kender ikke grænser i form af tid, sted, drøm og virkelighed. Den letter henover fortidens fængsler og fanges i flanørens blik på en øde gade, for dernæst i delirium at gengive et mareridt i et svampebefængt hostel og snart besynger den en muslimsk skønhed i poetiske digressioner.
Fortælleren indtræder i situationer og lande som iagttageren, der gerne vil være en skrivende flue på væggen og samtidigt have hænderne helt nede i det levede livs suppedas. Dette skisma viser sig tydeligt i de gentagende kampscener, hvor den rejsende involveres i slagsmål, men skyndsomt forlader scenen og landet uden selv at blive forslået. Over 600 sider bliver rastløsheden som eneste kompositoriske princip efterhånden lidt for overfladisk, men det er kun et spørgsmål om kvantitet, ikke om kvalitet.
Volden synes at forfølge Boberg, eller også er det hans fascination af den, der får den til at brænde i pennen. Fortælleren er med egne ord invaderet af tanken om døden, og denne besættelse lokker ham ud i verden i en konstant flirten med den yderste grænse. En flirten der ved endt læsning af Invitation til at rejse fremstår som et nødvendigt vilkår for at producere en hypernærværende prosa.
Selvom man kan finde dannelsesromanens triade; hjemme-ude-hjem indflettet i bogen, ved fortællingernes udgangs- og slutpunkt i Danmark ( – en motorvej med stråtag, som Boberg beskriver fædrelandet.) er fortællerens egentlige hjem sproget. Identiteten fastholdes i sproget, som ikke forsvinder i kontakt med det fremmede, men tværtimod synes at stortrives på kanten af kaos. Den manglende sikkerhed ved ukendte destinationer, selve udsatheden, er en mulighed, en invitation til at skrive sig hjem.
Invitation til at rejse er afslutningen på den rejsetrilogi, Boberg indledte med SØLVTRÅDENi 1996 og gjorde berømt med AMERICAS tre år senere, men rejsen fortsætter. Bogens sidste scene udspiller sig i Kastrup lufthavn, hvor Thomas Boberg allerede er på vej mod sin næste gate. Netop derfor står indholdsfortegnelsen til sidst i bogen. Her kan man begynde at tage af sted igen.
