På lynvisit hos familien Danmark – Simon Fruelund BORGERLIGT TUSMØRKE
Simon Fruelunds formsikre prosa tager dig med på en hårrejsende rundtur i dit eget nabolag.
Citat:
Det er et fint lille hus med saddeltag, og enken som bor her, går aldrig i sort. Det generer hende ikke at præstens kone øver sig. Det generer hende heller ikke at kirkeklokkerne ringer. Det er ikke fordi hun hører dårligt, hun har bare lært sig at trække på skuldrene ad den slags.
Der er rododendron i hendes have.
Der er bridge en gang om ugen.
Der er den unge mand der slår hendes græsplæne.
‘Borgerligt tusmørke’ er et videnskabeligt begreb, der betegner aftenens begyndende overgang fra lys til mørke. Det er samtidig den symbolsk ladede titel på Simon Fruelunds nye kortprosasamling, som hermed lægger op til en dommedagsvision om dagens og fremtidens Danmark.
Teksterne præsenterer et fiktivt kvarter, hvor man som læser kommer på lynvisit hos samtlige familier på villavejen Dantes Allé og i boligblokken Mosehøj. Værket er nemlig originalt opbygget således, at de ultrakorte tekster er kronologisk nummererede efter husnummer, så man får et flygtigt indblik i de forskellige personers liv, før man skynder sig videre til næste hus eller lejlighed.
Den skarpsindige, men irriterende effekt af dette lyntempo er, at man bliver forpustet og frustreret – man får lyst til at lære alle disse mennesker bedre at kende, men bliver kun tildelt få minutters audiens af despoten Fruelund. Sandsynligvis er det netop denne irritation, som forfatteren ønsker at fremkalde i forsøget på at vise et samfund præget af fremmedgørelse og frygt for forskelle. Formens galopperende rytme mimer nutidens surfer- og zapperkultur, hvor der ikke er mod og tid til fordybelse eller til at invitere naboen på kaffe.
Måske lyder det som en omgang løftede pegefingre og belærende overdommeri, og forfatteren har da også et tydeligt samfundskritisk ærinde. Han viser et fordomsfuldt og fremmedfjendsk Danmark befolket med ensomme, ulykkelige og snæversynede mennesker. Et Danmark, hvor mørket langsomt breder sig, med de borgerlige og deres krapylske venner ved regeringsroret. Men det fine ved Fruelund er netop, at teksterne er tegnet i tusmørkets farver – at intet er sort/hvidt, at ingen modsætninger er skarpt trukket op, og at alle pointer skal hentes mellem linjerne. Som den stilsikre prosaist, han er, mestrer han antydningens kunst til topkarakter – og formår endda at iblande sit sortseeriske syn en god portion humor. Hør bare, hvordan han stilfærdigt og komisk får fremmalet portrættet af en trist skæbne i Mosehøj 4. tv.:
– Det sker en sjælden gang at han hilser på sine naboer […]. Han kører taxa om natten. Han synes at der er for meget trafik om dagen, og han har en teori om at det skyldes indvandrere: De skal alle sammen absolut have en bil, og de har ikke andet at lave end at køre rundt og fylde op. Han har også en teori om hvor de får pengene fra. Han er 42. Han har et uafsluttet datalogistudium bag sig. Et par gange om måneden besøger han en brasiliansk prostitueret inde i byen.
BORGERLIGT TUSMØRKE bør læses af alle, der er bekymrede for rigets tilstand, og ikke mindst af alle, der sætter pris på stilren og lækker dansk kortprosa
