På poetisk afstand – Alen Meskovic FØRSTE GANG TILBAGE
Husene er sært forladte, menneskene er fremmede, og verden er underligt øde i Meskovic’ lyrik-debut, hvor jeget skrives af sted i en stille strømmende vellyd.
Digt
Uanset hvor mange gange jeg hvisker i dit øre, at jeg i virke-
ligheden trænger til et helt nyt vi – et der er større, et der kan
rumme både dig og mig – fylder papkasser med plads til fælles flyttelæs stadig mere og mere i dine mareridt. Ansigtet du altid
troede var mit, så du andre bære fra A til Z til køkkenet hvor
du tabte dit ned i en simrende dagbog – fuld af sommerfugle
med lasede vinger. Det var deres og kun deres og kun deres
skyld, at jeg under en ganske unødvendig fest blev forvekslet
med en bleg, men altædende herre der hurtigere end døden
viste sig at være forelsket i din maske af skarlagenrøde fjer.
Det var deres og kun deres og kun deres skyld, at hans eneste
ene troede på mine opskrifter på mere og mere af det samme.
I en af dine mindre gådefulde drømme bar alle fulde mænd
mit rigtige navn. De vævede strenge ord med trævler af den silkekolde stilhed, de havde alt at vinde og intet at lægge deres fedtede fingre imellem.
FØRSTE GANG TILBAGE er den 31-årige Alen Meskovic’ debutdigte, og derfor kunne titlens ord nr. 1 og 2 jo fint have stået og flirtet sammen, helt alene og uden ’tilbage’. Bare ikke i tilfældet med Meskovic, for her ville det have passet ualmindeligt dårligt på indholdet, hvis titlen på den måde skruede op for en stort overspillet og legende digter-grimasse.
Den dansk-bosniske forfatter placerer sig nemlig et helt andet og mindre drillende sted med sine pænt selvsikre digte, som fint og fremmed henter rolig poesi ud af sproget. Teksterne er ofte duvende prosafirkanter, hvor indholdet glider af sted i sit eget uhindrede flow, mens jeget står på afstand og ser til, at alt går, som det skal:
– Det er lyden af en kugle / der flyver over floden, der flyver ind i værelset, værelset med / åbne vinduer mod floden, der flyver ind i billedet, billedet / i værelset, værelset med åbne vinduer mod floden, mod byen, / mod verden, mod begyndelsen.
Det ene fører til det andet, tingene deles og fordobles, perspektivet indsnævres og udvides, og bl.a. på den måde skubber digteren til sine tekster, så de hele tiden holdes i bevægelse, uden at kæntre.
Meskovic skriver om floder, byer, landskaber og huse, og især de sidste er sært uvirkelige med deres rolige, surreale forladthed. I det hele taget er der noget mærkværdigt og øde over digtene, som om jeget sejler igennem en abstrakt skrabet verden, der ikke rigtig kan bebos. Alting virker fremmed, drømt og tavst, menneskene er anonyme og gådefulde, og det eneste rigtigt levende er digteren, som noterer i sin drømmebog, mens han glider videre, for ind kommer han ikke.
Og dog. Rundt omkring er der nemlig enkelte sprækker, og på den måde kan han få fat i en lillebitte smule virkelighed – ikke mindst gennem henvendelsen til et læsende, erindret eller ønsket ’du’, som nemlig er betydningsfuldt nok, selvom det er på afstand.
I det næstsidste afsnit begynder der at ske noget andet. Her bliver sprækkerne flere, mens konkrete ting maser sig på, og derfor begynder uvirkelighedsfølelsen så småt at opløse sig: De abstrakte rum er skiftet ud med et ’køkken’, ’Tivoli’ er sat i stedet for landskaberne, jeget er kommet tættere på sit ’du’ og hvisker det nu i øret, mens digteren så småt registrerer flere håndfaste detaljer.
Og klart nok er det den del, som er mest interessant, fordi konfrontationen med det, der næsten er et nu og her, hvirvler noget sprog og en mere hektisk subjektivitet af sig. Her er han på mere usikker grund, og det smitter fint af på teksterne, som begynder at få noget af det, jeg sad og savnede: Mere knas og knirk, mere udsathed, flere yderligheder, flere chancer. For selvom det er flot og virkelig talentfuldt gået, når digteren sejler stort og tørskoet igennem teksterne, så bliver det også en anelse for ufarligt og gnidningsfrit og roligt.
Derfor er det også rigtig befriende, når han snupper et par skær med på vejen – og lad os håbe, han fortsætter endnu mere tippende med det, næste gang han vender tilbage.
