På den anden side af bordet – Karin Fossum DRABET PÅ HARRIET KROHN
En morders psykologi er altid spændende stof. Således også Karin Fossums nye spændingsroman om ludomanen Charlo, der er blevet morder ud af desperation. Læseren sidder på den anden side af forhørsbordet og tager sig selv i at holde med the bad guy. Udfordrende.
Det er altid dejligt at holde med de gode – deraf krimiens evige popularitet. Man kæmper for retfærdigheden i en som regel ond verden, mens man – ifald det er en god krimi – bliver forrygende underholdt. Ikke et ondt ord om det; krimien er en fortræffelig genre, men det er interessant, når ens grænser en gang i mellem bliver udfordret som i Karin Fossums nye spændingsroman DRABET PÅ HARRIET KROHN.
Romanen er nemlig en klassisk historie – et mord bliver begået og opklaret – vendt på hovedet: Vi følger ikke opklaringen, men gerningsmanden og hans forsøg på at flygte både fra politiet og fra sig selv, idet han romanen igennem og forgæves forsøger at forlige sig med sin udåd.
Romanens hovedperson Charlo er endt i en eksistentiel blindgyde:
Han er blevet fyret for underslæb, hans kone er død, og hans ludomani har drevet ham til at spille sig ind i en forfærdelig gæld bl.a. via sin datters opsparing – hvilket selvfølgelig har resulteret i, at datteren har slået hånden af ham. I desperation myrder han den gamle dame Harriet Krohn for at få fingrene i hendes opsparing. Pengene får Charlo på ret kurs igen: Han dropper spilleriet, får et arbejde og genforenes med datteren. Men lykken varer selvsagt kort, for Charlo er ingen koldblodig morder, hans samvittighed nager ham, og derudover er han heller ingen professionel. Drabet blev begået på en noget klodset maner, så inden længe har han politiet i hælene.
Charlo er en svag mand, som de færreste vel direkte vil identificere sig med. Han svindler, spiller, narrer sin datter – og begår et mord. Men alligevel er han intet udyr, men en på mange måder helt almindelig mand med en helt almindelig – dog meget dårlig – samvittighed. Så selv om man ikke sætter lighedstegn mellem sig selv og romanens hovedperson, ender man alligevel med at holde med hans side af historien.
Man forsvarer ikke den ugerning, han har begået, men håber alligevel, at han undgår politiet og dermed sin straf. Det er således en spændende opgave, Karin Fossum sætter sin læser på med en sådan hovedperson, som man både tager afstand fra og holder med.
DRABET PÅ HARRIET KROHN er en velskrevet spændingsroman, hvor det essentielle ikke består i plottet, men i den vinkel, der fortælles fra. Og der fortælles godt, sproget er flydende og den psykologiske indlevelse medrivende.
