På dybt vand – Thomas Pynchon DET DYBE NET
Pynchons seneste roman er en kæk, mærkværdig og overrumplende cyberpunkkrimipastiche og en påmindelse om, at Pynchon er en af USA’s bedste nulevende forfattere.
Citat
Fortiden – det er ikke løgn – er en åben invitation til alkoholmisbrug. Så snart Maxine hører elevatordørene lukke sig efter Reg, styrer hun lige hen til køleskabet. Hvor i dette nedkølede kaos finder hun Pinot E-Grigio’en?
Da det værste chok havde lagt sig efter 11. september 2001, opstod en forsigtig diskussion af, hvordan man kunne nærme sig de tragiske hændelser i litteraturen, og hvilke forfattere der ville have de bedste forudsætninger for at gøre det. En del forfattere har gjort forsøget uden det store held (John Updike), andre er sluppet hæderligt fra det (Don DeLillo, Jonathan Safran Foer), men ingen har vel rigtig formået at skabe et storværk med udgangspunkt i, hvad hændelserne den 11. september har betydet for den amerikanske folkesjæl, nationens selvforståelse etc. Et af de navne, der ofte er blevet nævnt i denne sammenhæng, er Thomas Pynchon, der med værker som GRAVITY’S RAINBOW fra 1973 og MASON & DIXON fra 1997 har markeret sig som en særdeles skarpsindig forfatter.
Med DET DYBE NET kom så en Pynchonroman, der inddrager terrorangrebene 11. september 2001. Men hvad vi præcis skal stille op med den, er ikke sådan lige at afgøre. Den synes hellere at ville fokusere på noget andet, og den er for en umiddelbar betragtning ikke et lige så storstilet og ambitiøst værk som mange af de tidligere, for eksempel den 1.000 sider tunge AGAINST THE DAY fra 2006. I stedet er den endnu en kinddans med den litterært letbenede krimigenre ligesom den forrige NATURLIGE MANGLER fra 2009. Men det betyder ingenlunde, at DET DYBE NET ikke er et utroligt fascinerende, skarpt og interessant portræt af et amerikansk samfund ude på et overdrev.
’Det dybe net’ betegner den mørklagte del af internettet, der befinder sig under søgemaskinernes radar. Her er ingen regulering, ingen kommerciel styring. Det er det digitaliserede vilde vesten, som tiltrækker eventyrlystne computernørder, anti-establishment-oprørere, it-svindlere og hårdkogte kriminelle. Et tilflugtssted fra kapitalismens stramme greb og samtidig en helt oplagt skueplads for en roman af Thomas Pynchon, som mere end nogen anden forfatter personificerer paranoia, konspirationstænkning og kapitalismekritik.
Vi befinder os i New York i månederne op til, at angrebet på World Trade Center skal ændre byen for altid. It-boblen er bristet, festen er slut, og nu skal regningen for 90’ernes uhæmmede it-eventyr betales. Maxine Tarnow er privatdetektiv med speciale i økonomisk svindel og har rigeligt at se til i sit enmandsbureau, Tail ’Em and Nail ’Em. En dag sætter en gammel bekendt Maxine på sporet af det næppe helt lovlydige it-sikkerhedsfirma hashslingrz. com, hvis indehaver, Gabriel Ice, er en af de få it-entreprenører, der er kommet ud af nedturen med skindet på næsen. Firmaet viser sig at være en vidt forgrenet operation med forbindelser til arabiske olierigmænd, hvidvaskningsselskaber, russiske mafiafolk, hackere og lyssky pengemænd. Maxine trækkes hurtigt ud på dybt vand – og læseren trækkes med.
At være på dybt vand er ofte et grundvilkår, når man læser Pynchon. Læsningen ledsages af en følelse af aldrig helt at have styr på, hvad der foregår, og endnu mindre, hvad der kommer til at ske. Det hænger sammen med den kompleksitet, der opstår i interaktionerne mellem de mange karakterer i romanen, i deres skjulte og åbenlyse intentioner og i alle de parametre, der ligger uden for karakterernes kontrol. Alting foregår i et uigennemskueligt universelt kaos. Der er ingen simple årsagsforklaringer og ingen åbenlys logik, der driver værket.
Midt i dette kaos står terrorangrebet på World Trade Center som et diffust klimaks. Da angrebet indtræffer et godt stykke inde i bogen, har det ikke den indvirkning, man umiddelbart kunne forvente, og som forlaget kort og godt bemærker på bogens bagside, er DET DYBE NET ’ikke en roman om terrorangrebet’. Snarere optræder terrorangrebet som en form for uvirkelig og verdensfjern baggrundsstøj, mens livet i det dybe net bliver gradvis mere virkeligt, og det kan der selvfølgelig være en pointe med.
Hvor man godt kunne beskylde Pynchon for ikke at folde sig helt ud i den foregående NATURLIGE MANGLER, har det hele fået et hak opad her. DET DYBE NETs portræt af vor tids internetkultur er fremragende og vedkommende og demonstrerer til fulde Pynchons vittige originalitet.
