På guidet rundtur i hundegården – Lone Aburas DEN SVÆRE TOER
Lone Aburas tager hånd om læseren, og hjælper en på vej gennem roman nummer to. Det går ikke helt, som hun har lovet på forhånd, men det går
godt.
Citat
Nu kommer Henrik ind. Godmorgen, siger han. I har opdaget, at systemet er nede. De er i gang med at rette fejlen derinde. Ja, jeg håber altså, at det kommer op snart, siger Klaus. Ellers når jeg ikke det, jeg skal. Jeg har simpelthen så meget i pipeline. Pipeline er engelsk og betyder, at man har travlt. Han giver sig til at ringe til help-desken, velvidende at Kristoffer lige har ringet.
Nu skal man ikke nødvendigvis stille en forfatters bøger op imod hinanden, men når Lone Aburas har valgt at kalde sin anden roman for DEN
SVÆRE TOER, er det nærliggende at sammenligne den med hendes meget roste etter. Med FØTEXSØEN fra 2009 kom Aburas rigtig godt fra start, og i sin anden roman leverer hun varen endnu engang.
Kristoffer har overtaget sin mors hund Rigmor. Han har lige afsluttet sit forhold til Trine. I den lokale hundegård møder han Lilly, som netop er startet på et forløb som hundetræner. Kristoffer synes, at Lilly er sød, så han starter også på forløbet. Kristoffer er nyuddannet akademiker og arbejder i Styrelsen. Her arbejder Klaus også. Han er
gift med Britt, men det går ikke så godt på hjemmefronten, så de flytter fra hinanden, og Britt begynder at gå i cottoncoat. Desuden er der Lasse, som låner sin hund til Lilly. Han synes også, at Lilly er sød.
Dette er bare nogle af de mange personer, vi møder i DEN SVÆRE TOER, en kollektivroman, hvor de spinkle historier flettes sammen til et portræt af en gruppe mennesker, der undervejs forbindes på kryds og tværs. Nogle er kolleger, nogle er i familie, nogle går i seng med hinanden, og en sælger våben og narko. Aburas beretter om disse mange og ret stereotype personers gøren og laden, men hun gør meget mere end bare det.
På bagsiden er trykt en varedeklaration til romanen, og den udbygges på bogens første sider. Varedeklarationen rummer en fortegnelse over de medvirkende personer og deres hunde. Desuden oplyses det, at en af de medvirkende i bogen er den alvidende fortæller, at der kun vil forekomme glade mennesker i romanen, samt at bogen ikke indeholder ironi.
Ikke ret meget af det, der står i varedeklarationen, viser sig at holde stik. Den meget deltagende og kommenterende fortæller, må undervejs indrømme ikke at vide alt, og de medvirkende bliver også ret ulykkelige undervejs. Derfor svarer det, at læse DEN SVÆRE TOER, under tiden lidt til at få en guidet rundtur i et univers, hvor man fornemmer, at guiden måske ikke helt har fuld kontrol over begivenhederne.
Dette skal ikke forstås som et kritikpunkt, for Aburas har helt styr på dette fortællegreb, og det er en usædvanlig underholdende guidet tur, hun leverer. Ligesom i FØTEXSØEN mestrer hun det metatekstuelle, og det er det, der gør også DEN SVÆRE TOER til en dejligt ironisk fortælling (hov, endnu et brud på varedeklarationen), og som tilfører de jævnt hverdagsagtige og ellers lidt forudsigelige historier en klat kulør. Stilen er gennemført helt fra første møde med det skæve, farverige omslag til arbejdsspørgsmålene, som er sat ind på de sidste sider, hvis man skulle få lyst til at analysere romanen efter endt læsning.
Det kan godt være, at Lone Aburas på ingen måde lever op til de regler, hun selv opstiller på omslaget, men DEN SVÆRE TOER indfrier de høje forventninger, hun skabte med debuten fra 2009. Jeg glæder mig til den skarpe treer!
