På guidet tur i ponchogarderoben – Johan F. Krarup CLIFFS MONOLOGER
Selvmodsigelserne står på stribe, når new age-flipperen Cliff H. Kristensen viser vej gennem livets kosmiske sammenhænge. Giv slip på konformiteten, og kom med!
Du kan også blive et stort og generøst menneske, fortæller Cliff H. Kristensen tilbagelænet. ’For bare 15.000,- kan DU lære at kontrollere dine LIVSENERGIER på fjorten dage…’, lover den halvskaldede livsfilosof til kameraet. For på kurserne i Holistisk Center har Cliff rigeligt af metoder mod konformiteten blandt almindelige mennesker: meditation, perspektivforskydning, vaginalmassage og lidt biodynamik til måltiderne – og oven i hatten er kursuslederen selv en seksuel, ekstrovert personlighed med blik for den ‘organløse’ krop og tilværelsens metafysiske strukturer. Selvom kameramanden får pakket filmudstyret væk, kører Cliff ufortrødent videre i sit selvpromoverende reklame-mode med at fast blik ud på læseren. Som selvstændig erhvervsdrivende er den midaldrende flipper bestandigt på udkig efter nye afsætningsmuligheder for sine spirituelle ydelser.
CLIFFS MONOLOGER er vel at mærke ikke én monolog, men meget præcist en sammenstykning af Cliff H. Kristensens mange planløse enetaler. Som en anden tv-vært tager han os på rundtur i tilværelsen hos et ‘stort menneske’ og beretter om kosmisk livskontrol og selvindsigt, mens han viser ponchogarderoben frem. Gennem Cliffs spredte indfald af lommefilosofi og anekdoter fra et udsvævende liv får han godt og grundigt undermineret ideen om, at alt i virkeligheden drejer sig om viljestyret energi. For Cliff er både selvudleverende og pinagtig ubevidst om sig selv i de fleste sociale situationer. Og det giver CLIFFS MONOLOGER sin egen morbide komik. Med sit skarpe blik for gennemsnitseksistenser tegner Johan F. Krarup et rammende portræt af en urokkelig idealist i en middelmådig tilværelse. Cliffs storhedsvanvid er besynderligt nok blevet et (forholdsvis) profitabelt livstilsprojekt med velbesøgte oplevelseskurser i eget hjem. Men Cliff må bestandigt positionere sig i forhold til de øvrige new age-entusiaster og deres dybtfølte præferencer for diverse krystaller, aurahealing og numerologi.
Også den håbløse livsførelse blandt de nærmeste slægtninge får Cliff på paraderne – og hans holistiske verdenssyn får svært ved at stå prøven i privaten, for Cliff er i virkeligheden godt og grundigt skuffet over sin søns uformåenhed som stort menneske. Undfanget i et kosmisk svampetrip stod Adam til at blive et nyt verdensbarn, troede Cliff. Men sønnen slog sig på salg af hårde hvidevarer i Kalundborg og interesserer sig mere for induktionsvarme end flyvske energier. Kontrasten mellem de to karakterer er tæt på at blive lidt letkøbt, men Krarup får balanceret fortællingens tyngdepunkt hen på en mere nuanceret far og søn-relation, der rummer en smertelig og paradoksal sandhed om familiemedlemmer, der aldrig ser sig fri af hinanden. Og samtidigt er det fandens sjovt, fordi det er så præcist.
Cliff er en genkendelig original, og med Krarups lodne streg træder hans lusede tilbøjeligheder tydeligt frem. Kun de to første skematiske sider om livsenergi rammer måske ikke samme umiddelbare varme som resten af fortællingen om Cliff, men læs dem hurtigt – og læs dem igen – for når først Cliff har overbevist dig om livsenergiernes udvidelsesdrift, giver det hele alligevel mening på sin egen holistiske måde.