Litteraturnu

Islam er totalitær og burde reformeres lige nu. Sådan er budskabet i den 36-årige Irshad Manjis glimrende kampskrift. Hun er forfatter, lesbisk, feminist – og for resten også muslim.

Internationalt Rasmussenår. Den folkekære Halfdan Rasmussen ville fylde 90 i år og i den anledning udsendes nu en stor kompilering af hans fine sager. Vi kender ham mestendels for mundrette rim og tossede vrøvleeskapader, men med til historien hører en alvorlig pakke penibel, punktlig og patetisk poesi.

Smukke billeder og smukke fortællinger om en burmesisk borgerkrig. Men er de rørende historier virkelig sandheden om krigen? Som læser kommer man til at tvivle på Carsten Jensens illusioner.

Det eneste jeg drømmer om efter at have læst Dy Plambecks debutdigtsamling er, at forfatteren kommer med til næste familiefest og at hun snarest udgiver flere rygter fra randområderne.

Med sin særegne, traditionsbevidste og gammeldags stil i moderne form giver Harald Voetmann Christiansen i TEUTOBURGER en række skildringer af død og isolation. Det er sorte, tragikomiske og fremraget skrevne fortællinger.

I den første samlede danske oversættelse af Schopenhauers VERDEN SOM VILJE OG FORESTILLING slås det fast med forhammer og syvtommerssøm, at livet er ren lidelse. Men det gøres så fremragende og fascinerende, at man uundgåeligt bliver oplivet af dette imponerende værk, der kort sagt kan siges at rumme alt.

Et tophemmeligt manuskript af Viggo Madsen kom frem i lyset ved en udgravning af arkæologiske dimensioner foretaget på et loftsrum i Sorø sidste vinter. Der er dømt kuriosum af fineste slags.

'Opera is when a guy gets stabbed in the back and, instead of bleeding, sings'. Således beskrives opera lidt bizart, men ikke desto mindre dramatisk og kødfuldt, af en amerikansk kommentator. Det samme kan man ikke sige om beskrivelserne i bogen OPERAEN - THE OPERA - en hyldest til Københavns nye operahus.

Genudgivelsen af Saalbachs 20 år gamle noveller viser levedygtigheden af klare og stilsikre noveller, der alle rammer kvindens særart med elegant med-videnhed.

I et klassisk 4 akters-drama præsenteres vi for kærlighedsudfoldelser, vildfarne russiske kusiner, mænd i bryster og kimono, et lille spøgelse og det ualmindeligt almindelige liv blandt jøkel, himmel og hav. Steinunn Sigurðardóttirs islandske Tjekhov-pastiche giver nyt liv til både dramatikerens sidste stykke ’Kirsebærhaven’ og den islandske litteraturhistorie.

En tilfældig opgang på en kold februaraften et sted i København. Med luften fuld af æter og suspense lirkes dørene til opgangens beboere op og afslører, at der (stadig) gemmer sig en uforudsigelig og grusom mangfoldighed bag den familiære almindelighed.

Hvis dit barn blev seksuelt misbrugt og efterfølgende slagtet, ville du så gerne personlig henrette gerningsmanden? Vil du leve i et samfund, hvor ethvert menneske kan gøre sig til dommer og bøddel? De spørgsmål rejser den velskrevne kriminalromanen UDYRET.

Billedværket CHRISTIANIA er en lækker fotografisk indføring i veltilrettelagte interiører, som de er set i opfindsomme og farverige boliger på Christiania. Her er hverken - nu hedengangne - Pusher Street, rockerborge eller faldefærdige rønner, men i stedet huse af høj arkitektonisk og bæredygtig kvalitet. Det ligner drømmen om Christiania.

Lise Funders leksikon stråler om kamp med de mange fantastiske illustrationer fra kunstens verden, der præger værket. Men artiklerne savner lidt i sproglig præcision, konsekvens og formidling.

Den 1. og den 8. mand på månen. SENTURA #19 er mere spøjs end interessant.

Thomas Mogensen har skrevet en bog om sin far, møbeldesigner Børge Mogensen. Det er blevet til en bog, der vil for meget og mest af alt er det en bog om den oversete søn, Thomas. En fortælling om historiens tendens til at reproducere sig selv og om forskellen på kopi og original.

De norske mænd forstår at skrive store romaner, der på smukkeste vis fortæller om livet, døden og kærligheden i barndommen og i Oslos gader. Det er fortællinger om små drenge, der bliver påvirket af stærke kvinder. Det er poesi og kunst i tykke prosabøger. Det er Jan Kjærstad, Lars Saabye Christensen og Ketil Bjørnstad. Hvor er det godt, vi har dem.

En sjældent gang læser man en bog, som kan ændre ens verden bare en lille smule, som kan åbne ens øjne lidt mere. Det er svært at undgå en svien i øjnene ved læsningen af denne roman. Og en svien i forstanden. Tænk at virkeligheden kan være så grum.