Fyrre-, løv-, gran- og birketræer hvor end jeg vender mig, nøddebuske, hvidtjørn, lindeblomster og liljekonvaller. Forførelsen er total. Jeg tager ‘huldren’ i hånden og ledes dybere og dybere ind i Den Bjergtagne.
Set med et moderne menneskes øjne var de fleste af de problemer, som Tove Ditlevsen tog stilling til i brevkassen 'Små hverdagsproblemer', langtfra små.
Under ironien er Vila-Matas’ roman en intelligent, underholdende og stilistisk overlegen roman om at skrive og leve i Paris, og om hvordan man lærer at holde livet – og sig selv – ud.
Det vrimler med tvillinger, fordoblinger og forskydninger i Madame Nielsens fjerde roman THE MONSTER, der trods sin gentagelsestrang på ingen måde er kedelig.
Erindringen bøjes til det yderste i von Rezzoris mesterligt sprudlende og tvetydigt jødehadende vidnesbyrd fra en verden i opløsning.
Monica Isakstuen skriver præcist og uden omsvøb om en kernefamilie i opløsning og det instinktivt unaturlige i at dele et barn. Det er råt, og det er rasende godt.
’Fascineret, lydhør, forelsket, overtaget, grådig og hengiven’. Martin Bastkjærs beskrivelse af Amalie Smiths forfatterskab siger også noget om hans egne essays forhold til litteratur.
Hiromi Itōs poesi rummer modbydelige motiver og triste tematikker. Den er på én gang en smuk fortælling om migration og familierelationer og en poetisk pærevælling af levende lig og vilde planter.
En historienørd med angst for fremtiden formidler videnskab og oplysning i en flydende fortælling. Over 240 sider og 118 fodnoter forlader Kristian Leth sin fremtidsfrygt og inviterer læseren til at gøre det samme.
’Hvis du leder efter perfektion, vil du aldrig blive tilfreds’ lyder et citat i Lev Tolstojs værk ANNA KARENINA. Perfektion er dog netop, hvad du finder i denne roman.
Hollandske Nescios stilfærdige verdenslitteratur er for første gang oversat til dansk. Hans hyldest til kunstersjælen og formålsløsheden er ligeså kærkommen i dag, som da han skrev den.
Sorgen over at miste et kommende barn får rørende udtryk i Caspar Erics sprogligt set ligefremme, men også lidt uintense fjerde digtbog.
JEG ER GRÅHVID tager os med ind i psykosens forvrængede virkelighed. Det er forvirrende og sygt, men også ærligt, voldsomt og velskrevet.
KORT OVER CANADA af Dorthe Nors er en systematisk opsat novellesamling, der er forvirrende og kaotisk i sine korte fortællinger om hverdagen. Det er dét, den vinder på.
Wittgensteins forelæsning om etik er gådefuld og dragende. Hvorfor vil vi så gerne sige noget om etik, og hvorfor kan vi ikke rigtig gøre det?
Det skandinaviske kulturtidsskrift VAGANT går i kødet på Dantes DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIE og påviser mesterligt værkets fortsatte aktualitet.
I SKAMLEBBEN skriver og tegner Anne Mette Kærulf Lorentzen med finfølelse og humor om det at være ’homo med forsinkelse’ – altså sent i livet tage springet og turde vove ens lykke.
I Simon Grotrians digting findes intet på fantastisk vis i virkeligheden. De flamske forvandlinger er gennemgående, og digtene brillerer i neologismer som “Gniersennep” og “Colaregime”. Når de er allerbedst, kolliderer humoren med alvor.
DE LOYALE er ikke ligefrem en nem læseoplevelse, selvom prosaen ikke er svær. Det er en roman, der udfordrer blikket på Paris og minder om, hvor vigtigt det er ikke at lade tavshed stå i vejen for en barndom.