Det er en smukt skrevet bog, og Stokkendahl Dalgas er grundlæggende en dygtig forfatter, men Calluna er et værk, der hele tiden er på vej til det næste.
VELSIGNELSER er en vellykket og velskrevet samling noveller, der på én gang håbefuldt og hjerteskærende giver form til tab, forsvindinger og nye venskaber.
Feministen Gina Wynbrandt tegner sig ind i hede debatter om sex, kønsroller og om kvindekroppen. Hendes univers er lidt til en side, lidt for meget og 100 % hendes eget.
Andrej Platonov giver i UDGRAVNING TIL FUNDAMENT et poetisk vrangbillede af historiske hændelser i Sovjetunionen ved hjælp af et unikt sprog.
Et angiveligt bortkommet bogmanuskript skrevet af Peter Laugesen i 1979 er genopstået og udgivet nu 38 år senere. Nyt gammelt Laugesen er oprivende læsning.
Lars Noréns over hundrede sider lange monolog udforsker et udsigtsløst sted, hvor alt flyder sammen i en endeløs ordstrøm.
Hvidvask af penge i gustne spillebuler. Gamle fjender i underverdenen. Det er opskriften på den seneste bog om nypensionerede Rebus, som ikke kan holde fingrene helt fra kødgryderne.
LEIPZIGER TAGEBUCH er et fint fortalt, men lidt for spinkelt portræt af en ung og anstrengende hovedperson, som man alligevel ikke kan lade være med at heppe lidt på.
Det er ligeså usundt, som det lyder. Genudgivelsen af Pamela Moores coming of age-roman fra 1956 byder på tidløse billeder og sproglige skuffelser.
Sternbergs seneste bog er både tænksomt konstrueret og fuld af udsyn. Men den savner noget af den opslugthed, der gjorde dens forgængere
Tine Høeg skriver indimellem hjerteskærende, indimellem lidt kedeligt, om en affære mellem to pendlere.
Thomas Korsgaard har fået meget ros for sin debutroman, og det er ikke ufortjent. Dog virker teksten mere som et terapeutisk projekt end et litterært mesterværk.
I en kritik, der behandler snart sagt alt i hans samtid, formulerer den polske forfatter Witold Gombrowicz i sin dagbog et kunstnerisk projekt, der også er en livsfilosofi.
Med et ben bag kostskolens mure og et ben i Kenyas politiske uro i 1950’erne beretter Ngûgî wa Thiong’o om sin egen og landets politiske forandring.
Efter digtsamlingerne NERVERNES ADRESSE og MARTS ER BEDST kaster Løppenthin sig skarpt og vellykket over en ny genre.
Der er ikke meget håb i Caspar Erics ret så gode, men også lidt ujævne, digtsamling nummer tre, der sorgfuldt og vredt skriver om depression, selvmord og sproglig afmagt.
Bjelke is back. Nu kan man igen fryde sig over Henrik Bjelkes ordorgier i tekstudvalget DET ABSOLUTTE NÆRVÆRS DELIRIUM.
Irakiske Hassan Blasim blander det utrolige og det råt realistiske i sine noveller om flugt, vold og diktatur, der altid også handler om fortællingen selv.
ÅRENE er en slægtsroman, der viser den engelske middelklasses sæder og vaner fra 1880 til 1930. På trods af det poetiske sprog er den lidt af en ørkenvandring.