Nyeste indlæg
Jeg kan ikke lide ting i tuber. Jeg kan ikke lide tandpastarester i mundvige. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af større, hvide solcremeformationer på huden. Min kæreste ler af mig og mine kuldegysninger, når mayo’en sprutter ud af sin beholder og kalder mig “meget gay” – og det har hun jo ret i, selvom jeg vægrer mig ved idéen om, at det skulle have noget med sagen at gøre. Således udfordres jeg altså hurtigt af Brian, Stefan og al deres sperm og sprog, som også er en slags sperm, der løber løbsk.
På forsiden svæver en rød rund form i lysebrune nuancer over en klar blå bund. Måske en glødende rød sol og et
Hvor Hans Peter Madsens debutroman Hyldemeter kunne have udfoldet sig til noget helt stort, forbliver den en morsom og behændigt udført undersøgelse af finurlighederne ved dens eget medie: det danske sprog.
Hvis læserens tålmodighed tillader det, vil jeg indlede denne anmeldelse af Deborah Levys Augustblå, ved at citere en helt anden bog, skrevet i en helt anden kontekst. Det er ikke fordi der ikke er rigeligt at sige om Levys komponist- og coronaroman Augustblå, men om et par linjer vil min digression fra hovedemnet forhåbentlig give mening.
Fodboldsporten rummer efterhånden flere kulturelle markører end blot spændet fra roliganens dannebrogskinder til hooliganens romerlys. Retrotrøjer fra italienske bundklubber er nok mest af æstetiske årsager begyndt at dukke op i det københavnske bybillede, mens man hos Østerbroklubben B93 kan få en stadionoplevelse, der er lidt mere gourmet end den i Parken.
Hvor dejligt ville det ikke være at leve i et samfund, hvor ydre skønhed og ungdommelighed ikke havde nogen betydning. Hvor produkter ikke blev markedsført på store billboards af letpåklædte unge kvinder med glat og smidig hud. Hvor det helt reelt kun er det indre, der tæller. Sådan en verden er det, Bevægelsen gerne vil skabe...
Jørgen Leth og cykelanekdoter; nævn en mere ikonisk duo. Det er svært hvis man både er sports- og litteraturinteresseret. Det er langt lettere, hvis man kun er én af delene, men så er værket “Der var engang en mand som hed Fausto Coppi” til gengæld også et, man bør springe over.
Fundamentet under en folkeskole for håndplukkede korstemmer er begyndt at hælde bedst som en gruppe drenge på 11-12 år nærmer sig stemmernes
Nogle gange går det op for én – begravet op til knæene i digtromaner, autofiktion og omsorgslitteratur – at man savner et
Det er nu 14 år siden, at Lars Skinnebach proklamerede, at litteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at
* marsken rynket mellem randers og skørping af isstænk ”Jamen der er sgu da ingen marsk mellem Randers og Skørping! Og hvad
Anmeldelse af ‘Dødsbo’ af Inger Smærup Sørensen Enden er nær i Inger-Smærup Sørensens debutroman Dødsbo. Fortælleren i romanen er en udvalgt, der
Anmeldelse af Øvelser i mørke Inde under sofabordet ligger en 57-årig kvinde og gemmer sig. Det er en overlevelsesmekanisme hos hende, og
Der er mange måder man kunne starte en anmeldelse af Onkel Hawaii’s København er Hvid og Blå på. Her er et eksempel:
Anmeldelse af Ingrid Nymos ‘Den røde hane’ Den røde hane er af forlaget kategoriseret som en ”velfærdsthriller”. Begrebet er så helt igennem
Hvordan kan litteraturen gøre verden bedre? Der findes mange bud, men i Ask Katzeffs nyeste bog, Usynlige Verdener, udkommet på det utroligt
En rørende digtsamling der sætter tiden talt i årtusinder, universets galakser, vores lille planet med udsigt til solen og et enkelt ensomt
Efter at have brugt et par uger i USA sad jeg tilfældigvis med Camille Roy’s HONEY MINE (tidligere anmeldt heri), da jeg
I 1930 udkom amerikanske Emily Holmes Colemans roman Et gitter af sne. År forinden var Coleman indlagt på en psykiatrisk afdeling med