Jeg kan ikke lide ting i tuber. Jeg kan ikke lide tandpastarester i mundvige. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af større, hvide solcremeformationer på huden. Min kæreste ler af mig og mine kuldegysninger, når mayo’en sprutter ud af sin beholder og kalder mig “meget gay” – og det har hun jo ret i, selvom jeg vægrer mig ved idéen om, at det skulle have noget med sagen at gøre. Således udfordres jeg altså hurtigt af Brian, Stefan og al deres sperm og sprog, som også er en slags sperm, der løber løbsk.
Det lyder jo som noget, man putter i kaffen, men MÆLK OG SUKKER er ikke tilbehør på sofabordet, men derimod en samling tekster fra hhv. danske og afghanske, kvindelige forfattere. Antologien vil belyse kvinders vilkår og lade de nye tunger give udtryk for følelser, tanker og ønsker.
Liv Sejrbo Lidegaard skriver om altings indbyrdes afhængighed i sin debutbog. Der er interessante ting på spil, men jeg sidder alligevel tilbage med en uforløst følelse.
Landets fødeklinikker og hospitaler burde uddele digtsamlingen SØVN til alle nye forældre, inden de går ud i virkeligheden.
I LETHEDEN skriver franske Emmanuelle Richard om teenagehjertets rastløshed med al den tyngde, det emne fortjener. Dermed ligner hun en arvtager til Marguerite Duras.
Umberto Eco har skrevet en spydig og intelligent kommentar til det politiske landskab i Italien. Eco ryster som altid konspirationsteorier ud af ærmet - men NR. 0 skal læses for mere og andet end historien.
Efter tirsdagens arrangement i Forfatterskabet er der ingen tvivl: Folket vil have poesi på deres festival, og den må simpelthen have noget mere plads.
Måske har litteratur altid hårde vilkår på en festival som Roskilde, den store tour de force udi overdøvningens kunst. Men midt i råberiet bliver der magisk nok plads til både nærvær og eftertænksomhed.
Forfatterskabet lagde søndag aften ud med intim oplæsning af Peder Frederik Jensen, Liv Sejerbo Lidegaard og Jens Blendstrup – og bagefter var der samtale med publikum.
Gyldendal og Rosinante&Co præsenterer fra på søndag og for femte år i træk litteratur på Roskilde festival - denne gang dog inden for en reduceret ramme.
Han var migrationsforfatter, før kategorien var opfundet. Baggesen bevægede sig hele livet mellem dansk og tysk sprog og kultur, i en tid hvor nationalstaten og nationalismen ellers spirede.
Signe Parkins har udgivet en tegneseriedagbog med sit eget hverdagsliv som omdrejningspunkt. Men under den tilsyneladende trivielle overfalde, lurer en eksistentiel uro, som bliver ved med at fordre hendes kunstneriske virke.
Lippmann og Larsen tager læserfeltet med op ad Alpe d’Huez’ 21 hårnålesving. Det er spændende og det går stærkt. Dels på grund af doping, dels på grund af lidt flade karakterer.
Fransk Indokina er ikke et land for gamle kvinder i Duras’ stærke roman.
Riikka Pulkkinen skriver om rodløshed, dans og fanatisk religiøsitet. Det lyder anstrengende, men er det ikke, for hendes sprog er den slags, man kan synke ned i og lade sig rive med af.
Signe Gjessings nye digtsamling er et lille godartet virvar. Det er lykkedes hende at lave et fint broderi af digte, hvor mønstrene står og dirrer på siden. Også selvom ikke alle linjerne når helt sammen.
Pis og lort og bræk og sæd. Og vælling. Væskerne flyder i en lind strøm i Harald Voetmanns sære og groteske munkefortælling, hvor himmel og helvede ramler.
Litteraturnu.dk har mødt Ina Munch Christensen til en samtale om køn, krop, tilpasning og autofiktion.
Marilynne Robinson skriver så englene synger, men der er gået for mange bibelcitater i den, og tonen bliver for frelst i trilogi-afslutningen fra Gilead.