Enhver puritansk sløring afsløres i Woolfs spiddende portræt af sin barndoms overgrebsmand.
Édouard Louis famler en smule i krydsfeltet mellem sociologi og litteratur. Til gengæld giver han enorme mængder af stof til eftertanke.
Josefine Graakjær Nielsen debuterer sikkert med langdigtet ROSEBUD, der både sløvt og skarpt handler om kærlighed og sorg. Og det er faktisk ret uhyggeligt.
Ernst Jünger skriver faretruende fantastisk om universets skjulte forbindelser. DET EVENTYRLIGE HJERTE er komplet humorforladt, men alligevel sært dragende i al sin ophøjethed.
Tove Ditlevsens klummer, essays og brevkassesvar er lige så kloge og smerteligt sjove, som hendes romaner og erindringsbøger. Desværre klæder det dem ikke med glimmerøjenskygge.
80’er nostalgien hærger i Dorph & Pasternaks fjerde krimimalroman, og selvom handlingen nogle gange slår over i kitsch, står det knivskarpe sprog klar til at bære læseren i mål.
Susanne Staun møder sin målgruppe i røvhøjde og uddeler smæk til Danmarks sprogspassere.
Den mundtlige tone er i centrum i Daniel Dalgaards nye digtsamling, hvor lyrikken i stedet for at være selvbevidst, formfuldendt og styret skrift rummer en både rodet og på sin vis urolig fortællestemme.
Deleuze & Guattaris bog om Kafka er skøn læsning, når man først har opgivet at forstå den.
Jenny Tunedals KAPITEL ET foreligger nu på dansk. Den er en emotionel organisme, et selvundersøgende sprog - og en pågående og stærk læseoplevelse.
Hovederne ruller for et godt ord, men på en helt vild smuk måde. Marguerite Yourcenars ORIENTALSKE NOVELLER (1938) er en liflig, men lumsk strøm af skønne og unådige ord.
Stine Pilgaards anden roman, LEJLIGHEDSSANGE, er ligesom forfatterne selv en sammensat størrelse, hvor humor og normalitetskritik eksisterer side om side.
Jesper B. Korndal har skrevet en slemt nostalgisk række fodbolddigte, der ikke rækker ud over omklædningsrummets indforståede snak, men måske er perfekt til ægte aficionados.
I nyudgivne erindringer danner Guantánamos trådhegn rammerne for et måske uskyldigt menneskeliv. Mohamedou Ould Slahis vidnesbyrd er menneskeligt og ærligt og uhyggeligt.
Der er begivenheder så små, at vi knap nok ville sige om dem, at de finder sted. I Pernille Abd-El Dayems debut forstørres de op, til de står smukke og uoverskuelige på papiret.
Andrzej Tichýs lille bog er et vigtigt vidnesbyrd om den umulighed, sorgen indfører i livet … Og i sproget.
Den jyske idyl er i opløsning, og samarbejdet mellem Villadsen og Rasmussen fungerer optimalt med sin urovækkende dialog og mørke tegninger.
Med debutromanen CELESTINE har Olga Ravn betrådt nyt litterært territorium - og resultatet er en roman fuld af hjemsøgte kvinder, klistrede kroppe og arabeske sætninger.