Asta Lucia Bonifacini Jensen er taget til Bogforum for at se hvad dette års debutanter på programmet kan og hvilken ilddåb de bliver budt i de hellige haller i Bella Center.
Werner Herzog har blik for ulvehunde, hølæs og frosne kyllinger i sin poetiske rejsedagbog fra 1974.
En ekstrem fortællerglæde, eminent personskildring og uafrystelige begivenheder præger den canadiske Nobelpristager Alice Munros - formentlig - sidste og ualmindeligt velkonstruerede novellesamling.
Adichies superhypede tredje roman er af og til god, men alt i alt en skuffelse. Langstrakt, uharmonisk og slet ikke så klog, som den selv synes, den er.
Tomas Espedal var på Møn og jeg tog en snak med ham om at undsige en poetik, om et modernistisk etos og om, hvor sikker man egentlig er på sin egen beskrivelse af et træ?
Med høj underholdningsværdi og usnobbet tilgang bevæger dansk sprogs grand old man sig smidigt rundt i talemåder, faldgruber, populær snak og sproglige pudsigheder.
Line-Maria Långs første roman er endnu en variation over ung-pige-møder-ældre-mand-historien. Men hun fortæller den godt, med detaljerig og svungen skrift.
Med genudgivelsen af Halling Nielsens debut slås døren op til et forfatterskab, der i årevis har levet sit liv i forskellige afsides rum. Det er en bragende genintroduktion.
Brixvolds digte fortæller i salver af adjektiver og sammensyede ord. Det går hidsigt råbende og farligt derudaf, men de taber desværre kraft netop i viljen til at beskrive.
Tomas Espedals nye bog er fuld af metamorfoser. Det er belæst, berejst og begavet.
Stedet, tiden, døden, ensomheden, hunden, skriften, sandheden, fuglene, vrøvlet, papirkvaliteten, håndskriften, jeget, rytmen, præcisionen, friheden, surmuleriet, titlen, festen, gentagelsen, forlaget, fortiden, rodet: Peter Laugesens nye bog er her.
KANINENS ÅR spejler en kvindes nu og hverdag, så både gode og dårlige sider kommer til deres ret. Det er et øjebliksbillede, javist, men ikke desto mindre et præcist et af slagsen.
Det havde klædt Taiye Selasis historie om familien Sai, hvis den havde handlet mere om det elementære ved familiens forlis og mindre om familiens afrikanske rødder.
Utroligt, at så spontant hårdtslående og flydende skrift kan eksistere midt i en tjæregrød af omklamrende depression over alting. Heldigvis kan den sagtens det i Peter Højrups ISLAND.
Belgiske Amélie Nothomb har genskrevet det lystigt makabre eventyr om BLÅSKÆG i en på én gang kølig og pompøs moderne version – helt uden blod!
Ingeborg Stuckenberg skriver skyggerne frem i solskinnet og skaber et univers, som er både blidt og brutalt. Liv og værk flettes godt og grundigt sammen i hendes forsinkede SAMLEDE VÆRKER.
Tuberkler, spytflasker, sekreter og gabende huller i lungen gør fjerde bind af Thomas Bernhards selvbiografi til en gennemført syg, men kværnende fantastisk bog.
Toget er omdrejningspunkt og hovedmotiv i Klaus Rifbjergs lille nye digtsamling FUT FUT FUT. Den byder både på rutinedigtning og på Rifbjerg i topform.
Et tidligt skrift fra Nietzsches hånd byder på en kritisk gennemgang af begrebet dannelse, lidt genidyrkelse af Schopenhauer og selvfølgelig et sprog af poetiske dimensioner.