Gyldendal og Kim Leine har oversat Knut Hamsuns debutroman SULT til dansk. Selvom SULT er, hvad der gennemsyrer romanen fra start til slut, er man som læser dejlig mæt på romanens sidste side.
Teksten obstrueres indefra, når Lars Frost lader strukturelle og genremæssige eksperimenter være det gitter, som læseren ikke kan kigge igennem. Og jeg vil ellers så gerne kigge igennem og læse om både seksuelle eskapader, fejlskud og det ynkelige jegs langsomme forfald.
DET ANDALUSISKE HUS er en historisk roman med episke armbevægelser. Desværre mister historiens vingesus pusten, når kedelig kærlighed og nølende nostalgi stjæler fokusset.
Endnu en (guide)bog om Berlin, tænker du måske? Men hvis du også (stadig) er forelsket i Københavns dunkle søster, så læs i det mindste den her.
Pablo Llambías er tilbage med tredje og sidste bind i sin sonetmodellerede dagbogstrilogi. Omsider (og mærkeligt skuffende) er det ikke længere helt så miserabelt.
Det er svært at slå rødder, når man ikke ved, hvor man kommer fra. Maren Uthaug tager os med fra Nordnorge til Sønderjylland og tilbage til Nordnorge igen.
Forfatteren hedder Yahya Hassan. Bogen hedder YAYHA HASSAN. Forsiden er sort, der er ingen bagsidetekst og alt – også kolofonen – står med store bogstaver. Yahya Hassan har skrevet årets stærkeste debutbog.
Claus Beck-Nielsen leger spejlingsleg med de danske forfattere. Legen bliver til tolv enkeltportrætter, der tilsammen på mosaikvis giver læseren et billede af forfatteren Claus Beck-Nielsens liv. Det er ikke nogen dårlig leg.
De levende døde går (vakler) igen, denne gang på skrift. Max Brooks fiktive dokumentar er lang, men ikke langtrukken. Den er grum, men ikke vulgær, og så handler den om meget mere end zombier.
Vargas Llosa har fundet en rigtig god historie til sin nyeste roman, men selv de bedste historier skal fortælles ordentligt, hvis de skal gribe læseren.
Virginia Woolfs klassiske essay om kvinder og litteratur er nyoversat til dansk – og det er stadig en lækkerbisken for både hjerte og hjerne.
Stockholm er som bekendt Skandinaviens hovedstad, en umanerlig smuk og turistvenlig by er den i hvert fald. Ikke slidt som Oslo og rodet som København, der er penge, magt og ynde i Stockholm og Wivels lidt højtidelige og svungne stil klæder byen flot. Hos Wivel bliver biler sendt af sted som ’projektiler over Centralbroen’ og bygninger rejser sig som ’verdener i verden’.
Forfatteren Hardy Bach læser og reflekterer over Leif Hasles OPSTANDELSE – som viser sig at have ikke så lidt at sige til Thomas Manns DØDEN I VENEDIG.
Ida Marie Hede har skrevet en sært berusende og berusende sær bog, som jeg stærkt håber, at nogen vil putte i min drink igen.
Med Sissel-Jo Gazans nye krimiroman famler vi igen rundt i videnskabens mørke korridorer, hvor det er svært at kende en professor fra en morder. Det er overordentligt spændende – men også lidt et deja-vu.
Så er der endnu et stilistisk lækkert og uhyggeligt mesterværk at gå om bord i fra den chilenske mester Roberto Bolaño.
Kongstad fortsætter den gode stil fra debuten: Han skriver lige så godt, han beskriver lige så godt og knepper lige så meget. Bare vi dog kunne slippe for alle de kloge ord.
FOR ØJEBLIKKET 2 er en komprimeret og indholdsmæssig overdådig indføring i samtidskunst, der viser overraskende stor tiltro til læserens faglige kunnen, men aldrig kommer rigtig i dybden.