Danmarkshistoriens største røveri minder mest om et Olsen-banden-kup løbet løbsk. Hvis historien ikke var sand, ville man tro, det var løgn. Det er bedre end en god kriminalroman.

Hvedekorn 4/2012 er et væld af digte. Jeg hæfter mig især ved to om erindring, det ene bider, det andet drømmer om at slippe af med erindringen. Og så et digt med to små magtspil.

Erlend Loe har skrevet endnu en roman om mænd i krise. Denne gang er manden selveste statsministeren i Norge. FVONK gør status over Norge netop nu, og de politiske debatter listes ned med humor.

Dennis Lehanes veldrejede og effektive krimi om Bostons underverden er glimrende læsning, der skriger på at blive lavet til film, men trækkes ned af oversætters mangel på ambitioner.

Man rejser sig forpint og ordløs fra lænestolen efter at have vendt sidste side af den britiske historikers fremstilling af årene 1939-45. Læs den, hvis du har nerver til det. Og egentlig også hvis du ikke har.

Skaksygen raser i Stefan Zweigs formidable brætspilsgyser SKAKNOVELLE, og det er svært ikke selv at blive lidt fanatisk. Den brænder sig fast med højspændt intensitet og gribende psykologi og overstråler på alle måder udgivelsens anden og noget flade debutnovelle PRATERFORÅR.

Henrik Have afsporer litteraturens tog sortsnakkende, absurd, sjovt. Det er svært at holde af hans digte, men det er sværere ikke at holde af dem.

Det påstås i pressematerialet, at LOU! er noget så sjældent som en tegneserie til tween-piger, men efterhånden som anmelderen læste sig igennem de tre bind der indtil videre er kommet på dansk, begyndte han at tvivle på, om ikke LOU! var skrevet til danske mænd over 30?

Tidsskriftet Vagant tilbyder genuint kulturstof fra en lang række kunstgenrer. Det kommer der meget godt ud af.

MINNA MANGLER ET ØVELOKALE er en af de bedste bøger, jeg har læst. Ikke bare i år, men i lang tid. Den er uovertruffen som formeksperiment, et rørende og velskrevet portræt af en kvinde i krise og samtidig et præcist og satirisk portræt af kulturverdenen.

Usentimental slægtsroman om DDR har lært af historien og bliver nede på jorden.

Dansk Sprognævn og sløsede sprogbrugere får en overhaling af en sur gammel mand, der ikke lægger fingre imellem i sin ’Håndbog for forlags- og andre redaktører’.

Irmelin Prehn prosadebutterer med en 'miniroman' sammenstrikket af aldrig over en side lange prosastykker om de uoverskuelige konsekvenser, det har for en ung kvinde at elske en mand, flere mænd.

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss har begået et sort/hvidt mesterværk i billedbogsformat om at miste sig selv midt i sorgen, om at forvandles og forkrøbles af hævntørst og om at finde sin vej og sig selv igen.

Holistisk gavebog fra religionssociologen Iben Krogsdal og illustrator Pia Blak er mere morale end velskrevet fortælling om tre håbefulde træer.

Selv om den ikke giver svar på, om det ville være en fordel eller ej, hvis vi udviklede vinger, er Morten Søndergaards nye digtsamling en udforskning af kroppen og verdens grænser. Det er en virtuos legende nysgerrighed, der driver sproget. Det er fedt!

Anne B. Ragdes store popularitet kan ud fra denne bog undre. Historien om en norsk opgang i 1960’ernes boligblokke vrister sig aldrig fri af klichéer, flade figurer og tamt sprog.

Anden bog i Jan Guillous historiske serie, der startede med BROBYGGERNE, er fyldt med forbudt kærlighed, krig og kunst. Til trods for de dramatiske rammer når fortællingen aldrig større højder, og karaktererne bliver aldrig andet end navne i en bog.