Alle gode bøger er onde. Eller er det omvendt? Der er ondskab på programmet i dette års udgave af 'Tag og læs!' på Testrup Højskole. Mandag talte Karl Ove Knausgård om, hvorfor vi må se på Hitlers barndom for at forstå Holocaust.

Den debuterende Olga Ravn æder sig med sin digtsamling sultent igennem andet end bare lyng. Hun kaster sig også grådigt over Tove Ditlevsen, pigekroppen og sprogets grammatik.

Det nye tidsskrift COOL lader som om dansk litteratur før og nu er en del af hele verden, og det er den jo også!

Den franske forfatter Marie Darrieussecq skildrer præcist, kærligt og vittigt en teenagers genvordigheder. Læseren rejser med SOLANGE tilbage i tiden til de universelle pubertetsår.

Myter og mord i de mørke finske skove. Det lyder som en historie, vi har fået fortalt før, og det har vi også. Monika Fagerholms nyeste roman er den sidste, længe ventede bog i tobindsværket ENDEN PÅ GLITTERSCENEN. Lige som i første bog, kredser historien om mordet på teenageren Eddie de Wire – en sag, der gennem årene har draget unge piger i lokalområdet, altid med fatale følger.

Fotografiet er fokus på flere måder i den personlige, men fint objektiverede gestaltning af en barndom og ungdom i provinsen, som udgør Janus Kodals seneste bog SORT/HVID+.

Rocklegenden Neil Youngs selvbiografi er en herlig rodebutik af anekdoter om biler, hunde, stoffer, modeltog, kærlighed og musik. Der er utallige skatte mellem rodet, og Young skriver med en umiddelbarhed, der ikke er til at stå for.

Gyrdir Elíassons lille, stille roman har opgivet (by)livet til fordel for tilværelsen som ensom hyrde for en samling ufærdige malerier ved Sandåens bredder. Man kunne tro, det var et manifest om at hengive sig til naturen og kunsten, men det er det ikke, det er kun malerens sidste terpentindrøm.

Jonas Rolsted balancerer på grænsen mellem det hypnotiserende og det søvndyssende. FLEX DEATH er en talentfuld, men til tider temmelig kedelig omgang, der ikke lever op til den massive hype, bogen har været genstand for.

Hvad den ellers så selvsikre verdensmand, Veltjaninov, af tidligere dadelværdige ugerninger har kunnet henkaste med en ligegyldig latter, tynger ham pludselig med moralske spekulationer. Noget har bragt vor hovedperson ud af fatning i den glimrende, men knap så kendte DEN EVIGE ÆGTEMAND af Fjodor M. Dostojevskij.

Kristian Bang Foss’ velskrevne og absurdhumoristiske personportrætter, hvor to hovedpersoners naive og til tider urealistiske tilgang til verden gør det ubærligt at skulle vende sidste side, skriver sig på mange måder op ad en letfordøjelig triviallitteratur.

Saxgren har sat den historiske linse på og fanger en overraskende poetisk og tidløs fortælling om det sydlige Danmark. Distancen og det totale fravalg af mennesker er både bogens styrke og svaghed.

Mathilde Walter Clarks hovedperson i GIPS er en ballademager af Guds nåde. Galde vælter ud mellem linjerne og sidebenene, men bogen løfter sig ikke til mere end ufarlig, god underholdning.

Cecilie Lind debuterer med en stærk trylledrik af en digtsamling. Eller hvad man nu skal kalde denne meget forunderlige og til tider lidt for underlige bog. Forvirrende er den, og fortryllende.

Journalist og forfatter Helle Juhl gør sit bedste for grave historien om hele Danmarks kogekone Frøken Jensen frem, men det hjælper desværre ikke på at Katrine Marie Jensen forbliver en biperson i sin egen biografi.

Som læser kan man næsten ikke lade være med at forvente, at sløjfen bindes, og at trilogiens (mange) uopklarede spørgsmål bliver besvaret i dette tredje og sidste bind. Imidlertid forbliver de fleste gåder uløste, og fokus bliver på den sejrende kærlighed.

Den amerikanske østkyst intellektuelle Siri Hustvedt er en fremragende romanforfatter og en (næsten) lige så fremragende essayist.

En af Danmarks bedste historiefortællere leverer langt fra vellykket genfortælling af Bibelen.