Pantsatte sjæle – Connie Palmen DU SAGDE DET SELV


I bedste fald er Connie Palmens DU SAGDE DET SELV halvkedelig litterær sladder. I værste fald er bogen direkte karaktermord. 

Citat
For de fleste mennesker eksisterer vi kun i en bog, min brud og jeg. I de forgange femogtredive år har jeg med magtesløs afsky måttet se vores virkelige liv blive begravet i en mudderstrøm af apokryfe historier, falske anklager, sladder, opspind, myter, se vores virkelige, komplekse personligheder blive erstattet af klichéfyldte romanfigurer, indskrænket til simple imagoer, målrettet mod sensationslystne læsere.
Og hver gang var hun den skrøbelige helgen, jeg den grove forræder.
Jeg har forholdt mig tavs.
Indtil nu.

Ted Hughes og Sylvia Plath møder hinanden i Cambridge i 1956, bliver gift, får to børn, flytter til Amerika og tilbage til England, lever stormfuldt som hinandens primærpersoner både litterært og intimt. Indtil Hughes forelsker sig i en anden og forlader Plath, som måske/måske ikke som direkte følge af bruddet begår selvmord i 1963. Årstallene, antallet af børn og parrets fysiske opholdssteder er uomtvistelige sandheder.

Hvordan de levede deres liv, hvem der bestemte hvad, hvordan omgangstonen var, og om de var lykkelige eller ej, kan ingen til gengæld vide. Og selvom hollandske Connie Palmens forsøg på at lade Hughes, som efter Plaths selvmord blev lagt for had af både feminister og litteraturelskere, komme til genmæle måske er sympatisk ment, så kuldsejler hendes projekt fra starten af. For kan man anskue et forhold mellem to mennesker ved kun at give stemme til den ene part?

Et nyt buzzord inden for fransk litteratur kan assistere læsningen af Palmens bog. Ordet exofiktion beskriver nemlig litteratur, som laver fiktion over virkelige – ofte kendte – menneskers skæbne. Exofiktion adskiller sig fra autofiktion ved at tage ‘udgangspunkt i en reelt eksisterende person eller hændelser. Men […] på en måde, der ikke nødvendigvis har biografiens nøje dokumenterede form,’ som Tine Byrckel beskriver begrebet i Information fra 6. januar 2018.

Forfattere kan altså frit dyrke deres kreative frihed ved at gemme sig bag det begreb – og det er netop det, Palmen gør. Efter grundig læsning af Hughes’ digte, breve og essays, og Plaths ligeså, har hun søgt at rekonstruere deres virkelighed og skabe sammenhæng mellem fragmenterne. Genren er tydelig, der står ‘roman’ på forsiden, og så kan man vel egentlig ikke klandre den for at tage virkelige mennesker som gidsel i fiktionens verden.

Det, som kan vække ubehag (og grænse til karaktermord), er den retrospektive afsky for Hughes’ og Plaths ægteskab, som Palmen tillægger ham. ‘ … jeg tvivlede på sygdommens alvor, syntes for første gang, at hun var hysterisk,’ står der på én af romanens første sider. Hughes begynder tidligt at finde sin hustru hysterisk og misforstå hendes dødsangst.

Bevidstheden om Sylvia Plaths nærtstående selvmord ligger selvfølgelig som en mørk sky over bogen. Palmen vinkler sin fortælling gennem Hughes retrospektive blik, som ofte refererer til begivenheden med udtalelser som denne: ‘Somme tider – i endnu et forsøg på at gennemskue mysteriet omkring hendes død – tror jeg, at hendes selvmord også var en ultimativ måde at kræve sit liv tilbage på.’ Og det sætter sit præg på bogen, at vi skal mindes om ‘brudens’ tragiske skæbne.

Derudover er Hughes’ kærlighed – og dermed også de ord, som Palmen tildeler ham – så sentimental, at følelserne driver ned ad bogens sider. Betegnelsen af Sylvia Plath som ‘Min brud’, der optræder på næsten hver eneste side, er så nedladende, og den skaber en underlig distance mellem Hughes, Plath og deres forhold – det er irriterende, og det er næppe hensigten.

Karakteren Ted Hughes er svær at nære sympati for, når han beskriver, hvor ulidelig Plath var at leve sammen med. Han bliver vel ikke tvunget, tænker denne læser, og at han udskyder bruddet til efter bryllup, to børn, og flere større flytninger, kan han vel kun selv stilles til ansvar for. Men det virker som om Palmen prøver at sige, at det blev han, tvunget altså, af Plath og hendes dominerende adfærd.

I stedet for denne ‘hvem har mest ret’-tilgang, kunne bogen have sat fornyet fokus på, hvor svært det har været at være psykisk syg som ung, succesfuld mor og hustru i 1950’erne og 60’erne – og på, hvor lidt forståelse, der var for sygdommen. Hvis dét tema havde skinnet igennem, så havde DU SAGDE DET SELV været et velkomment tillæg til den tragiske historie omkring Ted Hughes og Sylvia Plath. I stedet er bogen både lidt kedelig og fyldt med lange, sentimentale beskrivelser. Det lykkes med andre ord ikke engang for Palmen at skrive god sladder.

Skrevet af Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i engelsk og har en skotsk MSc i moderne litteratur. Hun har efterhånden været på et par forlag, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *