Paperback writer med stort P – Lars Saabye Christensen BEATLES, HERMAN og BLY
Forfatteren kan lidt af det hele, gør desværre meget af det samme, men er en sand mester i at tegne tresser-ungdom, så det synger i øjnene.
Citat
– Spiser du blade? spørger Ruby. – Somme tider. – Du er den eneste, jeg kender, som spiser blade. – Så kender du ikke ret mange, siger Herman og henter sin taske ved bænken. Ruby følger efter ham og kigger nærmere på hans ansigt. – Følger du efter mig? spørger Herman. Ruby ler højt, og endnu flere blade falder ned fra træerne. – Jeg har fodret min and med gulerødder og pølse. Måske bliver du syg. Du ser allerede syg ud. (HERMAN)
– Hva´ b-betyder Paperback Writer? Spurgte Ola.
– Forfatter, sagde jeg. – Sådan en, der skriver paperbacks.
Ola tænkte sig om.
– Man k-ku´ i hvert fald ha´ skrevet en b-b-bog om os, sagde han. – En tyk b-b-bog!
Sådan diskuterer drengene Ola, Seb, Gunnar og jeg-fortælleren Kim, også kaldet Ringo, George, John og Paul, i Lars Saabye Christensens debutroman BEATLES. Romanen, der udkom første gang på dansk i 1986, er netop blevet genudgivet som paperback på forlaget Athene sammen med den selvstændige fortsættelse BLY (DK 1991) og en anden af forfatterens prisbelønnede romaner HERMAN (DK 1989).
BEATLES er en tyk bog, så man må give Ola har ret i, at der kan skrives meget om at være ung dreng i Oslo i 1960erne og 70erne. Temaet går igen i alle tre romaner, der, hvis man lægger dem ovenpå hinanden, tilsammen giver et 1206 sider højt tårn. Der kan generelt også skrives meget godt om disse bøger, da Saabye Christensen forstår at spinde fortællinger sammen så læseren flyver gennem den fortalte tid og nynner nostalgisk med på de mange eksplicitte, musikalske referencer.
BEATLES er en medrivende generationsroman om det uundgåelige, at fire uadskillelige venner langsomt glider hver for sig, fordi de bliver ældre. Parallelt med at deres idolers musik udvikler sig, går drengenes interesser langsomt fra at omhandle fodbold og de første forelskelser over i alvorlige problemer med penge, politik, rusmidler osv.
BLY er desværre lidt for meget en toer. Selvom den proklamerer at være en selvstændig fortsættelse, er den mere et ekko af den gode etter. Måske fordi drengene er blevet lidt ældre og har lagt Beatles bag sig. Måske fordi den handler mest om Paul, dvs. Kim Karlsen, der vender tilbage til Oslo efter at have spillet klavermedleys på et bordel i Firenze. Han møder Seb, der er begyndt at skrive poesi og rigmandsdatteren Vivi, som vækker hans interesse for kunst. Overordnet virker historierne i BLY mere overdrevne end troværdige.
Fortælleren gør flittigt brug af barndomserindringer og referencer til episoder i BEATLES, hvilket opsplitter nutidsfortællingen og efterlader den som andenrangs. Det er irriterende, at læseren gang på gang skal mindes om personernes smerter, eksempelvis kan Kim ikke lade vandet uden at bide i en tændstikæske, da han har fået skadet sine ædlere dele på en måde, der ikke skal afsløres her.
Hvor det virker som om personerne i BEATLES og BLY med tiden opgiver alt håb og ligeså godt kan drikke sig ned – det går alligevel kun den vej – er der optimisme indlejret i den livsbekræftende HERMAN. Selvom tematikken i Christensens anden roman er trist, er historien om den ti-årige dreng, som får en sygdom, der får hans hår til at falde af, skøn, fordi den er fortalt i en gennemført barnlig tone. Beskrivelserne af omgivelsernes reaktion på Hermans sygdom, mobning, nedladende medlidenhed og moderlig medfølelse er, om ikke hårrejsende, så i hvert fald charmerende.
Ud over at områder af Oslo bliver genbrugt som scenografi til de tre romaner, har Saabye Christensen et par andre darlings af forskellig art. Ved læsning af både BEATLES, BLY og HERMAN studser man over at bl.a. Zorro, kælenavne i bestemt form ex. Gåsen, Ægget og Tiden, fisketure og smagen af æbler går igen. Det ændrer ikke ved, at forfatteren når han er bedst med sit sprog kan være både poetisk og humoristisk, underholdende og original.
Genudgivelserne viser, at forfatteren mestrer lidt af det hele, men også at han gør meget af det samme. Det kan nu ikke fjerne fornøjelsen ved endnu engang at finde de støvede 60´er plader frem, lytte og læse, samt blive en anelse nostalgisk på både godt og ondt.
