Parental advisory: explicit lyrics – Lars Bukdahls (red.) POESI DÉR, DANSKE RAPTEKSTER
Lars Bukdahl har gjort et usnobbet forsøg på at kortlægge den danske rap og dermed få udviddet poesiens gyldne indhegning – eller i det mindste konstruere et lille rap-anneks. En forfriskende og 29 cm høj undersøgelse af mundtlighed på skrift er, hvad antologien tilbyder.
Citat
– For det råd, som du har fået af E-I-N-A-R/ at hvis en mand, han ikke kan, så skal han helt la’ vær’/ med dilettantisk New-York-fikseret skrig og skrål/ Nej, MC Einar scorer klejner på sit modersmål/ intet overblæret, fejlernæret udenlandsk/ kun et letforstået, tjekket noget på mit Nørrebrodansk/ Så vend dig om og ryst på hovedet med et tumpet smil/ men ta’ dig sammen Håkon, der her er den nye stil/ Og værs’go
– Kig på fjotten – Har hun hår på måtten – er det i orden/ Jeg presser hende ned med min ØLVOM/ Ta’r hendes MØDOM/ Pumper til min pong den er tom/ og jeg får HÆNGELEM/ Jeg hedder ikke EMINEM/ så kald mig Johnny Hefty
Det kan selvfølgeligt altid diskuteres, om den slags bonderøvsjargon in extremo overhovedet er sjov. Men én ting er sikkert: Det er extremo, ’explicit’ og alt for groft: Do not do this at home! Det virker unægtelig som om redaktør Bukdahl har gnedet sine fugtige håndflader frem og tilbage på lårene netop af denne grund. Rap på dansk er nemlig et barn, du ikke kan nå; en uopdragen møgunge, der er flintrende ligeglad med god takt og tone.
Rappen er helt ægte PoMo: fandens fascinerende kulturindustri og hæmningsløs kommerciel mainstream, der ikke ser sig for plat eller for fin til nogen gimmick eller emne. Det var således ikke umuligt for MC Einar, at bedyre at han ville ”gi’ sin højre arm for en Whopper med pomfrit” henover en sampling af Vivaldi, mens der hos Per Vers (hvilket navn!) end ikke viges udenom belærende oprigtighed:
-Jeg vil ha’ sjæl og ikke kun krop med/ det ikke hvem du vil i seng med, det er hvem du vil stå op med.
Johnny Hefty’s nordjydebraller danner med Per Vers’ lommeetik nord- og sydpol på POESI DÈRs kartografi, mens Malk De Koijns world-wide-originale legestue og Den Gale Poses westcoast-gangster-plagiat udgør øst og vest. Den tidslige dimension udspændes af MC Einars pionerarbejde i slutfirserne og Zakis politiske perkeraggressioner her i det nye millennium.
I antologiens efterskriftet fremhæves netop Zaki, som bryder for en bølge af indvandrerap, der uden karikering eller omplantning kan tage det New York’ske udgangspunkt i social udstødelse nogenlunde på sig og dermed blive den første ombæring af genuin rap på dansk jord. At etnikkerne har en gennemslagskraftig stemme i hiphoppen ser Bukdahl rettelig som et aspekt, hvori den (danske) finlitterære institution er alenlangt bagefter rappens institution.
Kuppet i POESI DÈR er, at rapteksterne læses på deres egne præmisser. De degraderes ikke til primitivitet i lyset fra den forfinede lyrik, men tværtom disses den rigtige litteratur i lyset fra rappen. Ved sit flux’ende flow og sin rimede billeddannelse, hvor ’hængelem’ på selvfølgelig vis linkes med ’Eminem’, kan rappen få fat om vores kakafonisk medierede nutid anderledes adræt end tilfældet er for den litterære comme il faut. Det er i hvert fald Bukdahls påstand, og ved at læse Morten Søndergaard gennem hiphopbrillen kommer den Poeten rigtig nok til at ligne en hund i et spil kegler. Søndergaard ejer ikke dér-faktoren, nemlig den ikke-deiktiske men rytmiske markering af nuet – Hva så, dér?
Om Bukdahl vil få held med projekt: ’springe over subkulturkløften og knytte en forbindelse’, som det hedder i GENERATIONSMASKINENs rapsektion, er spørgsmålet. I POESI DÈR foreslås sammenfald mellem Simon Grotrians og Malk De Koijns hermetiske uforståelighed; rappens skrydende praleri og 60’ernes metadigteriske anæmi, for slet ikke at tale om Siegfred Petersen, der i 30’erne (og på Giro-413 helt op til i dag) ’nikker skaller’, ’noler en bajer’ og synger skørterne af Katinka akkurat som Jokeren, der arbejder på ’forøgelse af min seriøse Florida forkølelse’ og ’har set flere kusser end Sloggitrusser’.
Helt fremmed er disse fremmede tekster ikke for litteraturen, og indtil sagen om familiesammenføring bliver afgjort kan vi andre nu slå efter og finde ud af, at det faktisk er en ’han-due’, der sidder på Vor Frues kirkespir i Malk De Koijns ’Fågt op i skalle rmx 2001’. Og dernæst snøre sneakers’ene og sætte cap’en på sned i overgivelse til kongen MC Einars ’letforstået tjekket noget’. Einar havde intet at støtte sig til men gjorde det nu bare alligevel.
