Passageprosa – Louis-Ferdinand Céline DØD PÅ KREDIT
For første gang nogensinde får vi nu Célines grotesk rablende mesterværk på dansk. Det er en sejr for litteraturen, det er en sejr for oversætteren, og det er en gave til læseren.
Citat
Jeg var nede et minut efter… Lige ved bunken… Lige foran den… Han var skrumpet helt ind, den gamle… krympet i sin frakke… Og det var ham!… Men hans hoved var fuldstændig massakreret!… Han havde skudt det fuldstændig i smadder… Hans kranie var næsten væk… På klods hold altså!… Han holdt stadig om muskedonneren… Han knugede den i sine arme… Dobbeltløbet stak ind i munden og gik gennem hele bøtten… Det gennemborede som et spid hele suppedasen… hele den findelte kødfars!… af små trevler, slimklumper, frynser… Store blodklumper, stumper af hovedbund med hår… Hans glugger var helt væk… De var blæst ud… Næsen vendte ligesom forkert… Den var ikke andet end et hul i hans ansigt… med klistrede kanter… og lukket af en slags kugle af blod… i midten… koaguleret… en tyk paté… og små strømme som sivede ud til vejkanten… Mest løb der fra hagen som var blevet ligesom en svamp… Der var blod helt ud til grøften… det dannede pytter der størknede i isen…
Her i 50-året for hans død er den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline for alvor begyndt at røre på sig igen. I hans hjemland har der været livlig debat om hans eftermæle, efter at den jødiske stjerneadvokat Serge Klarsfeld protesterede mod den franske stats forherligelse af en antisemit. Céline skulle ellers have været fejret officielt i forbindelse med sit jubilæum, men den franske kulturminister Frédéric Mitterrand kom hurtigt på andre tanker og fjernede Céline fra listen over særligt prisværdige kulturpersonligheder med henvisning til forfatterens antisemitiske pamfletter fra mellemkrigstiden.
Hele affæren er karakteristisk for læsningen af Célines forfatterskab i efterkrigstiden. Det er et klassisk dilemma, at man på den ene side har et værk, som er af uomtvistelig kvalitet, og på den anden side en forfatter, hvis holdninger og handlinger de fleste tager afstand fra. Lykkeligt er det dog, at eftertiden efterhånden er ved at lade Célines litterære produktion overskygge hans paranoide, antisemitiske udfald. Oversættelsen af forfatterens andet hovedværk, DØD PÅ KREDIT, er endnu et skridt i den retning. Og sikke et syvmileskridt!
Bogen udkom i 1936, fire år efter den mere kendte og anerkendte REJSE TIL NATTENS ENDE. Samtiden mente ikke, at DØD PÅ KREDIT kom op på siden af Célines debut, og det er der måske noget om, men det ændrer ikke på, at bogen er et mesterværk i sin egen ret.
Vi følger den unge Ferdinand, der som en noget utroværdig avatar af Céline selv beretter om sin barndom i Paris og omegn. Og det er ikke et barneliv på de bonede gulve. Forældrene driver en lille kniplingsbutik i en gusten passage, der mest af alt minder om et beboeligt lokum uden afløb, og Ferdinand bankes og overfuses uden ophør. Senere bevæger vi os over kanalen til en engelsk kostskole og op i luften med en vanvittig ballonskipper, men hele tiden med elendigheden og mørket som skjulte passagerer. Det er mistrøstig læsning, men man holdes oppe af det lys og liv, som stråler ud af Célines potente prosa.
I DØD PÅ KREDIT har Céline forfinet den stil, som lå i kim i debutromanen. Det er en talesprogsstil – på fransk “argot” – som i rytme ligger tæt op ad de monotone dunk, man kan høre fra skinnesammenføjningerne, når man kører i tog. Céline krydrer denne rytme med alt, hvad det franske sprog har at byde på af slang, vredesudbrud og obskøniteter, så alt går op i en højere enhed og krystalliseres i smukke sorte sprogblomster.
Samtidig er fortællingen et miskmask af tidsplaner. Der springes lystigt frem og tilbage i tid på sætningsniveau, så fortiden konstant indvæves i nutiden og omvendt. Céline opgraderer lange passager af datid med pludseligt indhakkende udbrud i nutid, som giver et mageløst indtryk af et sprogligt kontinuum. Det kræver sin forfatter at få det til at virke, men Céline lykkes med det som det naturligste i verden.
At forstå Céline på originalsproget er svært selv for en franskmand, og at oversætte ham kræver selvsagt sit. Derfor er det glædeligt, at han har fået en oversætter som Marianne Lautrop. Oversættelsen af DØD PÅ KREDIT er en triumf for hende, og gang på gang må man glædes over den rigdom, det danske sprog kan byde på. Teksten lever. Og den sprudler, som forfatteren selv, der 50 år efter sin død er mere levende end nogensinde.
