Paul Auster goes Woody Allen – Paul Auster BROOKLYN DÅRSKAB
Auster er tilbage. I hjembyen Brooklyn, hvor Auggie Wren-typer sælger cigaretter, og hvor tilfældige hændelser hænger sammen i en særlig austersk logik. Alt det til trods har BROOKLYN DÅRSKAB noget, de andre Auster bøger ikke har. Farce.
Citat
Lørdag den 27. maj 2000. En fransk restaurant på Smith Street i Brookylyn. Tre mænd sidder ved et rundt bord i det bagersete venstre hjørne af lokalet: Harry Brightman (tidligere kendt under navnet Dunkel), Tom Wood og Nathan Glass. (..) Så meget om sceneriet. Når først samtalen begynder vil yderligere sceneanvisninger blive begrænset til et minimum. Det er forfatterens mening at kun de ord der bliver sagt af ovennævnte personer, er af nogen betydning for beretningen. Af den grund vil der ikke være nogen beskrivelse af den mad de spiser, det tøj de har på, ingen pauser når de rejser sig for at gå på toilettet, og ikke ét ord om det glas rødvin Nathan spilder på sine bukser.
– Jeg ledte efter et tilfældigt sted at dø. En eller anden anbefalede Brooklyn, så den næste morgen tog jeg derned for at sondere terrænet.
Sådan indleder den døende fortæller Nathan Glass (som i City of Glass) sin fortælling om skæve skæbner, der løber sammen i Brooklyns gadenet. Som mange andre Auster hovedpersoner, er han skindød og skal starte forfra. Nathan Glass er a man on the run, som indhentes af livet, da han støder på hans nevø Tom Wood (bare vent på andre allegoriske navne som Honey, Minor, James Joyce og Chowder (?)), i en boghandel i Brooklyn.
Tom Wood har studeret Henry Thoreau og Edgar Allen Poe, men tabte sig selv et sted på vejen og sidder nu småfed og selvmedlidende i en boghandel uden skyggen af sex i sigte. Nevøen ligner en nøgle til både fortid (familien) og fremtid (familien) for den aldrende Nathan Glass. Ifølge hans fortælling, som han skriver, mens vi læser den og han nærmer sig sin egen ende, sker intet uden hans spejlingsfigur Tom Wood, der driver fortælleren frem efter bedste forskrifter i amerikansk litteratur siden Huckleberry Finn.
Ejeren af boghandlen i Brooklyn er en anden særling, Harry Brightman, der tidligere hed Harry Dunkel på grund af hans lyssky affærer. De tre mærkelige mænd taler en aften om det imaginære paradis, det sted man forestillede sig at flygte til som barn og sammen aftaler de at gøre det barnlige paradis, de kalder Hotel Eksistens, til virkelighed.
De kommer også tæt på. Et landligt hotel lander næsten i deres hænder, men inden da skal der ske meget andet og det meste på grund af kvinderne i bogen. Toms søster og dennes datter, som hverken Tom eller Nathan har haft rigtig kontakt med i mange år, dukker op og forvandler gamle, gnavne mænd til gode mennesker, dybt involverede i deres nærmeste.
Kræfterne der driver værket i romanen er to; trangen til at stikke af, at sidde dybt inde i en skov, ene og alene for at læse eller skrive i et imaginært paradis, og længslen efter at slå sig ned, finde ro, tryghed og kærlighed i familieforpligtelserne. De to fægter med hinanden langs landevejen af små historier om BROOKLYN DÅRSKAB.
Undervejs skriver fortælleren anekdoter fra alle tiders ’dårskaber’ (orginal titel BROOKLYN FOLLIES). Han samler anekdoter over menneskelig dårskab; pinligheder, fejltagelser, falden på halen og fortalelser – som f.eks. den gang han kom til at bestille en chilled greaseburger. Her vinder romanen dens legende lystighed og en plathed, der giver romanen et præg af farceagtig forestilling.
BROOKLYN DÅRSKAB minder mere om Austers film SMOKE og BLUE IN THE FACE, der også foregår i Brooklyn, end de mange litterære værker. Den paranoide rum- og læseroplevelse fra N.Y. TRILOGIEN og LEVIATHAN er skiftet ud med landsby- stemning og sammenhold, mens den sprogfilosofiske tematik holdes til ordspil som fx ’chilled greaseburger’ og de sædvanlige litterære henvisninger til især Austers helte Nathaniel Hawthorne og Edgar Allan Poe. Filmpersonligheder som Chaplin og Marx Brothers optræder som referencer, et enkelt kapitel i bogen står som drejebog med rappe replikskift, og efter endt læsning har man det som om, man har læst en (farce) film.
BROOLKYN DÅRSKAB bliver en bestseller (og sikkert også en film). Den vækker lavkomiske reaktioner på en semi-lærd måde a la Woody Allen og er langt mere tilgængelig end Austers sidste roman ORAKEL NAT. Hvis man sætter forventningernes næse op efter det og ikke efter den labyrintiske læserrejse, der ventede en hos Auster i den gode gamle dystre del af forfatterskabet, rammer BROOKLYN DÅRSKAB rent.
