Pendleren: vor tids flanør? – Simon Fruelund PENDLERNE
Togrejsen bliver et kalejdoskopisk samfundsbillede i Simon Fruelunds PENDLERNE, hvor plottet er som et træ, der suser forbi
Citat
Han kan se dem komme løbende: tre mænd i neongult tøj. To af dem bærer på en båre, den tredje har en sort taske i hånden. Han kan se at den midaldrende kvinde overfor også har set dem.
Deres blikke mødes, og hun rynker panden.
Han trækker på skuldrene.
Han arbejder på sæbefabrikken i Lunderød.
Han kører truck ude på lageret, og fra slagteriet lukkede til han fik jobbet, gik der bare tre uger.
Det var ikke alle der var lige så heldige.
En af hans kolleger gik arbejdsløs i fire år, og så begyndte han at lave lokalradio om Jesus hver torsdag eftermiddag.
Han lavede en hjemmeside med et stort udvalgt af pornofilm og oppustelige dukker.
Ingen fik hvad de bestilte, og pengene gik ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.
Da politiet kom for at hente ham, satte han en boltpistol for panden og trykkede af.
Hans mor var helt i opløsning under begravelsen, og til gravøllet kom to af brødrene op at slås.
Der var åbenbart ikke noget testamente.
Der var heller ingen kone, ingen børn.
Selv er han gift på 29. år.
Han bor i et rækkehus i Æblegården og har udsigt over markerne.
Hans kone er kassedame i Føtex.
De har en Porsche fra 1967, og i sæsonen er de til veterantræf på Roskilde Havn mindst én torsdag hver måned.
Forrige år var de i Stuttgart for at se museet, men ellers holder de sig til kortere ture.
‘Life’s what you see in people’s eyes’, erklærer fortælleren i Virginia Woolf’s novelle AN UNWRITTEN NOVEL (1921 – EN USKREVEN ROMAN), mens hun sidder i et tog, betragter sine medpassagerer og udtænker de udførlige fortællinger, der gemmer sig bag deres gådefulde ansigtsudtryk – i deres tomme blikke ud af vinduet. Hun læser sin sociale omverden som en række ufortalte fortællinger, der skrives i grænsefeltet mellem jeget og den fremmedes utilgængelige indre.
Peder Frederik Jensen har fortalt, at hans roste novellesamling BANEDANMARK, der udkom tidligere i år, opstod i en lignende situation: på togrejser mellem København og den berygtede udkant, hvor forfatteren fik øje på passagerernes forskelligheder og begyndte at skrive om deres liv.
Måske er pendleren en tidstypisk figur, en art moderne flanør, der miljørigtigt kører med offentlig transport og diagnosticerer samfundets tilstand undervejs. I hvert fald er netop togrejsens pseudo-sociale fænomenologi også omdrejningspunktet for Simon Fruelunds nye roman PENDLERNE.
Hvor Banedanmark forbliver en vag metafor hos Jensen, forløser Fruelund ideen om toget som et topos for litterær samfundskarakteristik. Bogen rejser både spørgsmålet om, hvem der befolker vores samfund og hvordan vi interagerer – eller ikke interagerer. Det er kernen i det sociale: hvordan lever vi, og hvordan lever vi sammen?
For at svare på disse spørgsmål låner og udvikler Fruelund fra Woolfs leg med synsvinkler, indlevelse og fantasi, men i en langt mere kontrolleret form – man kan næppe kalde Fruelunds prosa for en bevidsthedsstrøm.
Romanen følger et regionaltog i morgentimerne fra Kalundborg til Østerport i København, og hvert kapitel svarer til et stop på ruten. Togets bevægelse og tekstens bevægelse er parallelle: ved hver station står en gruppe passagerer på toget, og læseren får en halv sides indsigt i hver af deres tanker. Og så ikke mere – fortællingen er bygget op som en perspektivisk konstruktion, hvor de fortællinger, der antydes, kun følges op med gisninger og glimt fra medpassagererne. Læseren er til sidst den, der ved mest, men det er også et puslespil at holde styr på karaktererne.
Det er det ikke mindst, fordi ingen præsenteres ved navn – de forbliver hver deres version af ’han’ eller ’hun’. Disse stedord bliver sætningernes rytme, der som damplokomotivets hakkende crescendo (‘jeg-tror-jeg-kan-jeg-VED-jeg-kan’) banker det personlige indre spor sammen med det anonyme ydre:
– Hun kan ikke lade være med at skæve til den unge fyr der sidder på den anden side af midtergangen. Han er ikke så høj, men har klart aftegnede mavemuskler og kraftige overarme. Han ser ikke på nogen af de andre passagerer, ikke ud ad vinduet, men lige frem som om hans blik er rettet mod et punkt ude i fremtiden. Der står en lille mørkegrøn rygsæk mellem hans fødder. Hun kan godt lide mænd der ved hvad de vil. Hun kan godt lide når de sætter sig et mål og gennemfører det. Selv har hun arbejdet på ældrecenteret i Tølløse i 14 år og har ikke tænkt sig at skifte (…)
Det sprog, der taler indefra, er det samme som det, der omtaler andre udefra. På den måde fastholder Fruelund ganske fint sine togrejsende i en balance mellem fællesskab, forskellighed og anonymitet. Og samtidig anes en alvidende fortæller eller måske en dirigent, der væver tankerne sammen – her kommenterer kvinden f.eks. uafvidende på, hvad kun læseren ved: at der i den grønne rygsæk gemmer sig en burka, som fyren vil iføre sig under et terrorangreb på JP/Politikens Hus, som muslimerne skal have skylden for. Han er i sandhed en mand med et mål.
Trods den lidt pæne politiske korrekthed i skildringen af den hvide mands absurde terrorplaner, er det en fin og stilfærdig måde at udpege frygten for medpassagerers destruktive dagsorden: den er en åbenlys del af togrejsens topos – tænk bare på den storstilede jagt på en stakkels eksamensramt og printerbærende ung mand i Københavns metro i sommer.
Burkabomberens plan er ikke det eneste perifære drama i bogen – undervejs er der f.eks. en mand, der falder om og dør ombord på toget, men selv denne ulykke fremstår som et ligeså forbipasserende indtryk, som de træer og marker, der suser forbi uden for vinduet. Den sætter sig tydeligst spor som en karakteristisk forsinkelse i DSB’s køreplan. Det svage plot, der er, er teknisk set meget fint udført, men PENDLERNE skal ikke læses for sin fortælling. Den skal derimod læses for sin karaktertegning og for den måde, hvorpå karaktererne også spejler sig selv i deres læsning af andre karakterer. Her får man til gengæld et vellignende portræt af dét pseudofællesskab, som er en skandinavisk togrejse, hvor man som udgangspunkt nøjes med at gisne om de andres tanker, frem for at spørge til dem. Man skulle jo nødig trænge sig på.
