Hvad er det med de perler? – Eva Tind på NORD Nordisk Litteraturfestival
På litteraturfestivalen, NORD, talte Eva Tind om sin nye roman OPHAV. Den handler om hvad og hvor hjem er. Tag med på jagt efter svar fra bogsnak i Helsingør til perledykning i Korea.
Helsingør er endestationen på Kystbanen, og når man træder ud af den imponerende stationsbygning i røde mursten, ser man direkte ud på Øresund. LitteraturNu fortsætter fra stationen langs molen, på brostenene, og himlen er imponerende med skyer i forskellige hvide og grå nuancer, der har lagt sig i lag på den septemberblå himmel.
På den anden side af havnen ligger Kronborg i sin firkantede elegance med de irgrønne tårne, det ene lidt højere end de andre. Molen drejer og Kulturværftet kommer til syne. Det gør ikke stort væsen af sig på havnen, som det ligger bygget i mellemrummene mellem nogle gamle havnebygninger i røde mursten. Med sin facades mørke, trekantede glas, der bølger sig og spejler vandoverfladen, falder det ind og i hak.
I den afdeling af Kulturværftets bibliotek, der rummer udenlandsk litteratur, er der blevet sat stole op i en vifte foran en forhøjning. Det er her Eva Tind i anledning af NORD Nordisk Litteraturfestival skal tale om sin aktuelle roman OPHAV. Bag Tind og interviewer, Nanna Goul, kan man se, hvordan den nye stål-og-glas-konstruktion er blevet flettet ind i de eksisterende bygninger, der rummer Værftsmuseet.
Gennem sine tre hovedpersoner spinder romanen et net om de spørgsmål og bliver især artikuleret af figuren Kai, som er uddannet arkitekt, har tegnet sit eget hus, men aldrig har følt sig hjemme.
Det er passende at finde Eva Tind midt i bemærkelsesværdig arkitektur. Før hun blev forfatter uddannede hun sig til arkitekt, og hendes interesse for bygninger og måder at bo på skinner tydeligt igennem i OPHAV, som blev udgivet på Gyldendal i maj 2019. OPHAV handler nemlig om hjem. At finde hjem, at skabe hjem, hvad er et hjem? Gennem sine tre hovedpersoner spinder romanen et net om de spørgsmål og bliver især artikuleret af figuren Kai, som er uddannet arkitekt, har tegnet sit eget hus, men aldrig har følt sig hjemme.
Romanen bevæger sig i korte kapitler mellem Kai, der er halvt koreaner uden kontakt til sin biologiske far, hans datter, Sui, og hendes mor Miriam. De tre udgør ikke en kernefamilie. Den kernefamilie, der fandtes, bestod af Kai, der opfostrede Sui på egen hånd, Sui og deres hund Madonna. Miriam forlod dem, da Sui var helt lille til fordel for en karriere som kunstner, som hun er ovenud succesfuld med. Dermed vokser Sui op som datter af en berømt mor, som hun ikke selv kender, og en far, der ikke vil kendes ved sine asiatiske træk.
De korte kapitler er mærket med lokation, årstal og person. Nogle af de kapitler, der er fortalt fra Suis perspektiv, består af noter. Sui vil gerne være forfatter, og noterne fremstår som associerende skriveøvelser. Nogle af dem er som prosadigte. De bevæger sig fra det konkrete til det abstrakte og tilbage igen og fastholder indtryk og stemninger på en måde, der er genkendelig og rørende. Noterne er nemlig en beskrivelse af hendes udvikling til noget, der ikke har taget form endnu. Sui længes efter noget, hun ikke helt ved, hvad er, og noterne er en af de måder, hun søger på.
Noterne er nemlig en beskrivelse af hendes udvikling til noget, der ikke har taget form endnu. Sui længes efter noget, hun ikke helt ved, hvad er, og noterne er en af de måder, hun søger på.
På Kulturværftet taler Tind om, hvordan Sui bevæger sig ud på en rejse for at finde svar og ender på den Sydkoreanske ø, Murado, hvor hendes bedstefars tidligere kone, som vel at mærke ikke er hendes bedstemor, lever af at dykke efter perler. Der finder hun hjem, der føler hun sig favnet, der bliver hun helbredt for den cyste, der har vokset i hendes mave. ‘Der er mange måder at finde hjem på,’ bemærker Tind.
Spørgsmålet om familiære tilhørsforhold har optaget Tind gennem store dele af hendes forfatterskab. Senest i portrætbogen, ASTAS SKYGGE, om Asta Nielsen, der, i stil med Miriam-figuren i OPHAV, forlod sit barn til fordel for sin karriere som stumfilmsskuespillerinde.
Da Goul spørger til den gennemgående slægtsskabstematik nikker Tind og siger: ‘Jeg er en adopteret.’ Når Tind sætter ”en” foran ”adopteret” får hun de adopterede til at tone frem som et folkeslag, en særlig slags mennesker, som hun tæller sig selv ibland. Tind fortæller, at hun har været interesseret i at undersøge sit eget ophav og finde et sprog for den søgen. Hun blev nemlig selv bortadopteret af sin koreanske mor, da hun endnu ikke kunne tale.
Men som ung var Tind ikke interesseret i at lære koreansk. Hvad skulle hun med det? Hun var jo dansk. På den måde afviste hun bogstaveligste vis muligheden for sprogligt at nærme sig sit ophav. Men hun har senere indset, hvordan det valg er gået i arv til hendes børn. Det slægtskab til sit ophav, som Tind kunne have opnået gennem det koreanske sprog, har hendes børn ikke adgang til. De arver deres mors manglende forbindelse til de koreanske rødder. Det er i hvert fald ikke muligt at række tilbage gennem sproget, for så ville de række uden om deres mor.
De arver deres mors manglende forbindelse til de koreanske rødder. Det er i hvert fald ikke muligt at række tilbage gennem sproget, for så ville de række uden om deres mor.
Så Tind søger sit ophav – koreansk som dansk – gennem sine bøger. Tind holder OPHAV op foran publikum for at fremhæve billedet af kvinden på omslaget, der med lukkede øjne og omgivet af luftbobler tager et svømmetag under vandet. Hun er ude og dykke efter perler. Selvfølgelig refererer forsiden til handlingen, siger Tind, men den kan også forstås mere abstrakt som et billede på jagten på selvet. Rejsen ned under overfladen kan være rejsen ind i én selv.
Der er tid til spørgsmål i NORD’s ellers pakkede program og LitteraturNu rækker en hånd i vejret og stiller spørgsmålet: ‘Hvad er der med de perler?’ For man undres: Hvad er det, Sui finder i perledykningen, når nu hendes ophav, hendes forældre, findes levende og relativt tilgængelige i hhv. København og Dalarne? Og perler i det hele taget – de er nemlig blevet smarte. Før var de reserveret til førstedamer og pæne piger, men nu dingler perlerne fra øreflipper overalt i København.
Det er ikke de pænt afrundede perler, der er de mest populære. Det er de forvredne barokperler, som den pæreformede version Christian IV bar i det ene øre, eller de endnu mere obskure, der kunne ligne fabeldyr. Jo særligere, jo bedre.
Med sit omslag designet af Wrong Studio er OPHAV et udtryk for den samme æstetik, som barokperlerne repræsenterer. Der er noget mystisk lækkert over den monokrome forside med den dykkende kvinde. De fede bogstaver i en bleg rosa, som forfatterens navn og bogens titel er skrevet i, fuldender udtrykket og giver forsiden plakatpotentiale. Det er barokperlernes unikum-skønhed overført til grafisk design på bogens ydre.
De fede bogstaver i en bleg rosa, som forfatterens navn og bogens titel er skrevet i, fuldender udtrykket og giver forsiden plakatpotentiale. Det er barokperlernes unikum-skønhed overført til grafisk design på bogens ydre.
Inden i bogen er der selvfølgelig de konkrete perler, som kvinderne dykker efter i det østkinesiske hav. Og så er der Sui, der portrætteres som så bemærkelsesværdig og egen som en perle. Hendes navn betyder endda ”sig selv” på latin. Når hun dykker efter perler med kvinderne på Murado, spejler det hendes arbejde med at komme ned under overfladen på sit ophav og finde sig selv.
Tind forsøger at svare på spørgsmålet om perlerne. Hun siger, at samfundene i bogen er som perler; afsluttede enheder på en snor. Her er det måske mest af alt arkitekten, der taler. I romanen kan man også fornemme en forbindelse mellem perlerne og moderskabet, for eksempel i Suis noter om perler:
‘En musling opdager et fremmedlegeme, et sandkorn, en parasit og kapsler det inde i perlemor, så fremmedlegemet bliver fint og glat og ikke længere føles fremmed. […]
Muslingen er et væsen. Perlen er intet, men fjerner man perlen fra muslingen, har den ikke længere nogen værdi, så er den ikke andet end en kæbe med en stor blød tunge.
Moren er et væsen, barnet er intet, men fjerner man barnet fra moren, har moren ikke længere nogen værdi, så er hun ikke andet end en kæbe med en stor, blød tunge.’
Moren er barnets hjem indtil barnet bliver født, men modsat muslingen er moren ikke kun et væsen, en biologisk betegner. Moren er også et begreb, der er ladet med kulturelle koder og forventniger. Den idé om det hjemlige, som morrollen traditionelt repræsenterer, bliver afmonteret, når moren fjerner sig fra barnet. Det sker, når Miriam prioriterer kunsten over Sui, og det sker i bortadopteringssituationen, som Tind selv har oplevet. I det betydningskollaps moren efterlader sig, når hun fjerner sig fra sit barn, opstår der plads til en alternativ forståelse af moren, tilhørsforhold og hjem.
I det betydningskollaps moren efterlader sig, når hun fjerner sig fra sit barn, opstår der plads til en alternativ forståelse af moren, tilhørsforhold og hjem.
Sui er både barnet og perlen. Hun bliver til den værdifulde perle, når hun fjerner sig selv fra muslingemoderen for selv at definere rammerne for sit ophav. Den kvinde, der kommer til at udfylde morrollen i OPHAV, den dygtige perledykker på Murado, er Sui ikke genetisk forbundet til. Og selvom de ikke deler DNA, bliver hun langt mere mor for Sui end Miriam. Ophavet er blevet sammenfiltret, og det er, når Sui accepterer dét vilkår, at forløsningen indfinder sig. Når hun dykker ned under overfladen efter perlerne lukker hun øjnene for ophavet, og ser sig selv indefra. Til samtalen på Kulturværftet bærer Tind en stor blågrøn perle i en guldkæde om halsen. Måske er den også fra det østkinesiske hav?
NORD Nordisk Litteraturfestival fandt sted på Kulturværftet i Helsingør d. 13.-14. september og blev gæstet af forfattere fra hele Norden. Eva Tind debuterede med digtsamlingen DO (2009) og har blandt andet skrevet ASTAS SKYGGE (2016), som er et portræt at stumfilmsskuespillerinden Asta Nielsen.
