Af | 21. juni 2010

Pessimismens mester – Søren R. Fauth SCHOPENHAUERS FILOSOFI

Filosofi kræver tid og plads. Det er imidlertid en grum fornøjelse at læse sig igennem disse 400 sider, hvor Søren R. Fauth fortæller medrivende om et filosofisk system, der mest af alt minder om et fængsel.

Citat

Selv om Schopenhauer ofte benytter sig af ’kunstneriske’ virkemidler som metaforen i et – ofte ganske vellykket – forsøg på at anskueliggøre sin abstrakte tænkning for læseren, og selv om han fra begyndelsen til stadighed pointerer det nære slægtskab mellem filosofi og kunst, bør det ikke føre til at man afskriver hans filosofi som subjektiv, kunstnerisk livsanskuelse. En sådan afskrivende rubricering kan være nok så nyttig for den magelige der ikke ønsker at gøre det krævende arbejde der er forbundet med at sætte sig ind i et filosofisk system, men det beror ikke blot i enhver henseende på en fejlfortolkning af Schopenhauers tænkning, men også på en banal og forkert udlægning af litteratur, digtning, billedkunst og musik som ren og skær subjektiv tilværelsesfortolkning.

Arthur Schopenhauer har haft en omfattende indflydelse på sin eftertids kulturliv. Især inden for litteraturen, hvor hans tanker har inspireret forfattere som Mann, Strindberg, Kafka og mange andre helt afgørende.

Netop derfor, hævder Søren R. Fauth, der selv er litterat og germanist, har det for fagfilosoffer været mistænkeligt og ikke helt fint nok at beskæftige sig med ham. Fauths hovedærinde med denne introduktion er derfor at lancere Schopenhauer som en systematisk filosof – en teoretisk sværvægter – på omgangshøjde med tænkere som Kant og Hegel.

Ikke nogen nem opgave, men Fauth gør det godt. Bogen bevæger sig driftsikkert og tekstnært fra Schopenhauers erkendelsesteori og den altafgørende indflydelse fra Kant, over hans viljesmetafysik og videre til æstetikken og etikken. Fokus er på den indre arkitektur i Schopenhauers tænkning, mens det filosofihistoriske skoleridt, Kant undtaget, er holdt på et minimum. Læseren må fx selv tegne forbindelserne frem til Nietzsche og Freud (sidstnævnte degraderes dog over et par sider til en slags Schopenhauer-epigon).

Schopenhauers udlægning af verden som vilje og forestilling er forbandet fascinerende og Fauth formidler den sublimt. Forestillingsverdenen har hos Schopenhauer – modsat Kant – karakter af bedrageri, og filosofiens søgen efter sandheden bliver derfor tragisk ligesom Ødipus’. Bag fremtrædelserne findes den blindt kværnende vilje til liv: Det er irrationelle kræfter, der driver os rundt i manegen, mens intellektet blot er deres villige redskab. Fremskridtet, lykken og den frie vilje afvises som naive indbildninger, og moralen vi smykker os med er blot et hyklerisk dække for egoistiske motiver.

Tilværelsen er fundamentalt set lidelse. De eneste udveje fra lidelseseksistensen viser sig momentant i kunsten, hvor der ’holdes sabbat fra viljens tugthusarbejde’, og permanent gennem en skuen af verdens sande væsen og fornægtelsen af viljen til liv; en art buddhistisk nirvana. Filosofien får derved også præg af forløsningslære.

Mens Schopenhauer kan være en brysk herre, der skræmmer sin læser bort ved at fremsætte ublu krav til dennes belæsthed eller i et tankeeksperiment lystigt ’slår grøden ud af alle hjerneskaller’ for at pointere, at der ingen bevidsthedsuafhængig virkelighed findes, tager Fauth derimod venligt læseren ved hånden og bereder vejen. Han er betaget af den store mester uden at være i kløerne på ham. Der åbnes op for de kritiske spørgsmål, hvor dét nu er på sin plads – og det er, for denne læser i hvert fald, ikke altid lige nemt, at godtage Schopenhauers dristige slutninger og dramatiske konklusioner.

Fauth, der også var mand for den danske oversættelse af Schopenhauers hovedværk, VERDEN SOM VILJE OG FORESTILLING (2005), har med andre ord begået en både grundig og gennemtænkt introduktion til den tyske filosof.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Filosofi,

Læs også