Peter H. Olesen JACK KEROUAC I JYLLAND og JEG VIL VÆRE HVOR JEG IKKE ER
Olesen-Olesen minus Olesen er et interessant herrebekendtskab: som brødre vi dele, jeg ta’r det hele.
”(Syng med!)” hedder det pludseligt og i parentes i et af Peter H. Olesens digte, der nu foreligger på tryk i en samlet udgave. Og så sidder man der og ved ikke rigtig, hvad man skal stille op med instruksen, for der er nu engang dødsens stille i bogmediet? Den knibe læseren lokkes ind i kommer sig selvfølgelig af, at ”Jack Kerouac i Jylland” slet ikke er en samling af digte, men sangtekster, ’lyrics’, der er ment til lydbølger snarere end tryksværte.
Olesen-Olesen, som er Peter og hans melodisnedkererende brormand Henriks folk/rockensemble, har på 5 dansksprogede albums (1997-2003) formået at indkredse en genuin dansk og særlig litterært spændt tone. Som en biopsi er Peter H. Olesens tekster trukket ud af denne veltrænede kreationsmuskel, og det viser sig at indgrebet er lykkedes: Olesens tekster trækker sig gnidningsløst ud af den anden Olesens akkorder og træder frem som fine selvstændige udtryk. At medietransformeringen så sine steder driver læseren udi umulige og fortumlede associationsbaner, som når der til eksempel står (og altså ikke synges) at ”En eller anden har lånt/ denne bog på biblioteket/ år før jeg blev født” eller når der som nævnt ovenfor står ”(Syng med!)”, ja så er det for mig at se kun en rundtosset læserdividende.
Det Olesens dybe stemme (og høje pen) vil have os til at synge med på, er linien ”vi skal alligevel allesammen dø”, hvilket udstikker en glædesløs, selv- og verdensforagtende kurs, som slynger sig gennem samlingen side om side med en ligeså vægtig glædesfuld kurs. Dels i patetiske katalogiseringer af barndommens lykkelige år og dels i tilfredse besyngelser af den banale dagdrivertilværelse i villaens baghave svinger Olesen sin stemmeføring op i dette afbalancerede og hjemkomne leje. Lige dele lykke og misantropi, idyl og tvivl, stabiliseret fortælling og plukvise glimt holder således hinanden i skak. Eller rettere: Med kaffen som både den restløses og livsnyderens foretrukne drik fremkaldes et billede af ”Mit liv i flere versioner”. Et liv, hvis navn ikke er begrebsligt, men kun fremtræder som flimrende praksis, ja navnet er praksis.
Som den spøjse men eksponeringsmæssigt velvalgte titel (for kun en tåbe frygter ikke at gå glip af en jysk situationsrapport fra Kerouac), helt uden blusel vedstår, er der ikke tale om, at dybe tallerkener springer ud af formene i Olesens tekster. Det buldrer med reminiscenser fra Jack Kerouacs sultne og evigt urolige selvbiografiske tekstbenzin og Bob Dylans tilbagelænede rim-ekvilibrismer og episke rolle-eksperimenter. Knapt så bastant, men alligevel tydeligt titter også Per Højholt frem i teksternes underlige naturoplevelser. Med en gennemgribende hovedkløe, der er tænksom og helt fladpandet på samme tid, går de ombord i virkeligheden – her tilsat mundrette rim: ”Målløs, mundlam, nærmest stum/ Rådvild, rastløs, tæt på dum/ Står i naturen og må holde min kæft/ Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest”. Jo, jo. Virkeligheden, den ved man nemlig ikke, hvor man har. Det ved andedamsglobetrotteren Olesen og fra forposter på land og i by sender han maleriske postkort hjem til samfundet. Hjem til os, så vi kan synge med, for Olesens ’jeg’ er enhver Jens Hansens ’jeg’.
Olesen beskriver selv sin blåøjede men kloge zen-metode: ”Sidder ved en å/ Kigger på et strå/ Skriver hvad jeg så”. Så simpelt selvfølgeligt, at man får helt ondt i intellektet over det faktum, at det jo virker. Hvad der også virker, er min favorit ’120 sætninger’. Her brydes med lyrics-normen og spredes over 120 indledende ’jeg’er’. Det er en snurrig og brusende fornemmelse af lutter begyndelser, stabling uden andet formål end stablen selv, som møder læseren her, hvor Onkel rejsende Mac går rundt i Onkel Dannys sko og er allerbedst. På lydudgaven fra albummet ’Anonyme melankolikere’ reciterer snarere end synger Olesen teksten, og tanken er nærliggende, at det måske lige præcis er her, at bogklassen ramler ind i musikklassen?
Og ikke nok med det. Olesen og Adressens forlag har flottet sig og ladet trykke en lille tvilling til ”Jack Kerouac i Jylland”: ”Jeg vil være hvor jeg ikke er” (en titel, der kunne være taget ud af munden på en jysk Kerouac og jo lige netop er det). Her er der ikke tale om formålsbestemte sangtekster, men stumper og stykker fra Olesens skrivebordsskuffe, råmateriale, der ikke er blevet til sange endnu. Og hvad er det så, der først er blevet frasorteret for siden at blive indsorteret med finurlige fotokopi-illustrationer af kunstnerduoen Svend-Svend? Det er såmænd glimtende charme og stille afsnappende humor; aspekter der fremstår klarere i disse skitseringer end det var tilfældet i de regulære sangtekster. ”Jeg er ikke retro, jeg er bare gammel” hedder det sig og der følges trop med 3 (måske 4) serier af stumpede ”begyndelser til kommende sange”: ”Andre folks erfaringer er andre folks erfaringer”, ”Jeg lytter til country langt ude på landet”…
Det er angiveligt sådanne flot slåede one-liners, der har fået lov at vokse sig store i de færdige sange. Men dette vokseværk har nu engang sin pris, nemlig tabet af en umiddelbar Olesensk sødme, der slumre i sangtekstmaterialet men bobler i skuffematerialet. Man kommer dermed tættere på det skrivende gemyt i skitserne og det ville kun have været en fryd, om vi havde fået 17 gange så meget fra samme skuffe.
