Phantasmernes pharer – Hans Egede Schack PHANTASTERNE
En nydansk bearbejdning gør denne dannelsesroman fra 1857 tilgængelig for nutiden – og den er ikke blevet mindre hverken relevant eller interessant af sin alder.
Citat
Ligesom der – for at bruge en mere træffende end smuk lignelse – findes slanger, der ikke kunne fortære deres bytte, uden først at have overgydt det med en slags gelé: således var jeg heller ikke i stand til at nyde videnskabens kraftige føde, førend jeg først havde overgydt den med fantasiens sauce piquante. Gjorde jeg ikke brug af denne, da læste jeg kun med overfladen af mit jeg, mens det bestandig var, som om der i baggrunden lå noget andet, der var det egentligt væsentlige, og som der skete uret imod, når det ikke fik lov at komme frem. Lærdommens ord gled derfor hen over min sjæl ligesom skyerne over jorden: efter et øjebliks forløb var alle spor af dem forsvundet, og sjælen var uforandret som før. – Når jeg da efter nogle timers forløb ikke havde lært en linje, greb jeg i fortvivelse til min sauce og læste et par minutter med forceret hast i den tanke, at jeg diskuterede med Kratzfuss, indtil min onde samvittighed blev for stærk og nødte mig at standse; hvorpå jeg da rasede mod mig selv for mit tilbagefald til løgnen.
Hvor svæver grænsen mellem sundt dagdrømmeri og et fantasteri, der kan føre til vanvid? Dette spørgsmål tager Hans Egede Schack op i sin dannelsesroman fra 1857. Lige efter det danske demokratis fødsel i 1849 søgte han med denne moderne roman at skildre fantasiens forskellige former og farer med brug af både satire og psykologi.
I den anden halvdel af 1800-tallet havde naturalismen et gennembrud i nordisk litteratur. Naturalismen indebar, som en del af realismen, en forståelse af mennesket som driftsbaseret, og i en vis udstrækning, socialt konstrueret væsen. Denne strømning var ikke kun at finde i litteraturen men også i billedkunst, teater og psykologi. En sådan naturvidenskabelig drejning væk fra den religiøse ideologi ansås i samtiden stadig som radikal, men med demokratiets stiftelse i 1849 i Danmark blev bevægelsen stadig mere populær i anden halvdel af det 19. århundrede. PHANTASTERNE skal ses som et opgør med den stadigt herskende romantik, i hvilken mennesket var del af en guddommelig sammenhæng med naturen, et Gudsdrevet mesterværk.
PHANTASTERNE står stadig skrevet med ‘ph’, men resten af bogen er blevet opdateret til et moderne dansk og en nyere dansk retskrivning. Denne bearbejdning af sproget er lykkedes aldeles godt, idet Schacks sprog har beholdt sit originale udtryk, og kun forældede termer som ‘fripostig’ [frimodig, næsvis] er omskrevet. Resultatet bliver, at man som læser føler sig hensat til en anden tid, uden at læsningen eller forståelsen af den grund forpurres.
I PHANTASTERNE giver Schack os en psykologisk gennemgang af tre forskellige former for fantasteri. Det beskrives hvordan tre forskellige grader af fantasteri kan forekomme henholdsvis nyttigt, begrænsende eller direkte vanvittigt. Schacks naturalistiske tilgang ses tydeligt i hans fremstilling af disse, der fungerer som kontraster, både til hinanden, og til romantikken, og herunder nationalromantikken, som både strømning og tankesæt. Herunder den forgyldte fantaseren der herskede i midten af det 19. århundrede.
De tre former for fantaster personificeres via de tre hovedpersoner i bogen, jeg-fortælleren Conrad og hans to barndomsvenner Thomas og Christian, som man følger gennem livet. Thomas er en bondesøn og den mest jordnære af de tre, hvorfor hans fantasier også kun fremstår som sunde og som noget, der hjælper ham i hans stræben efter avancering. Christians fantasier derimod tager overhånd og gør ham ude af stand til at leve sit liv – han opsluges af de muligheder fantasien giver ham og skubbes helt ud i vanviddet, så han ikke længere kan skelne mellem fantasi og virkelighed.
Skildringen af Conrads opvækst og uddannelsestid skaber rammen for en nærmere fremstilling af fantasiens forskellige udtryk, fra dannende dagdrømmerier til farlige faldgruber. Conrad svinger konstant mellem sunde seksuelle fantasier – heriblandt om transvestisme, dominans og massochisme – og eksistentiel tvivl. Fantasien påvirker Conrads liv direkte og styrer hans muligheder og evner. Han benytter for eksempel på et tidspunkt fantasien til at påtage sig Aristoteles’ persona under en eksamen med et fordelagtigt resultat, mens hans fantasterier på et andet spænder ben for hans videre uddannelse. De har givet ham en urealistisk selvforståelse og en grundlæggende usikkerhed i forhold til hans egne (u-fantastiske) evner. En længere kamp bryder ud mellem Conrad og hans fantasi der får ham til at betvivle hans eget eksistensgrundlag. Det lykkedes dog Conrad at betvinge fantasien og få både uddannelse og arbejde, omend det ikke er så storslået som han havde drømt om.
Forordet af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen fremstiller pædagogisk omstændighederne for PHANTASTERNE, og forklarer hvordan Schack behandler fantasien. Også slutningen får vi af Stjernfelt og Thomsen en hjælpende hånd med, hvilket pga. dens tvetydighed er behjælpeligt. Schacks roman om fantasiens farer ender nærmest eventyrligt lykkeligt, hvilket virker besynderligt i forhold til dens realistiske opgør med netop den romantiske fantaseren. Hvorvidt slutningen skal forstås som endnu et satirisk stik til romantikken eller om Schack ikke selv kunne holde sig tilbage fra at benytte fantasiens betryggende virkemidler, er ikke til at vide. Den, til dels, nationalromantiske fremstilling af Thomas som den sunde og hårdtarbejdende bondedreng, i modsætning til de to mere flyvske og excentriske kompagnoner, kunne tyde på, at Schack stadig har siddet fast i en lille nationalromantisk klo.
