Pikke er roden til alt ondt – Kari Hotakainen DE UBERØRTE
Finske Kari Hotakainens nye roman er en latter- og angstprovokerende elegi over pornoens magt
Citat
Alle de kerneforbrugere uden straffeattest, de upåklagelige, de rolige, de ordentlige, middelklassemenneskene, der gik op i deres haver og snedkererede lidt til husbehov, var i stigende grad begyndt at bedrage, begå drab og øve afpresning, de var trængt ind i en branche, der før i tiden tilhørte forbryderne, der havde lært det hele hjemmefra, fået det ind gennem modermælken og faderens pis, og for hvem dårlig opførsel var en livsstil, en indlysende levevej uden alternativer.
Leila Korhonen ejer det mystiske ‘rengøringsfirma’ Nærhed og ømhed A/S, der tilbyder en behandling, som får mændene til at strømme til. En dag stoppes hun af politiet med en mistænkelig klat, der ligner menneskeblod og –hår, på sin bils bagsmæk. Samtidig findes en mishandlet mand med skamferede kønsdele i en grøft. Kriminalkommissær Antero Mokka – en mand, hvis selvbiografi kunne bestå af én eneste sætning, nemlig ‘Jeg udførte mit livsværk i kriminalpolitiets tjeneste’ – sættes på sagen. Langsomt opklares den og afslører en betændt underskov af desperat frustration over erotikkens ustyrlighed under det kølige og kontrollerede Finland anno det 21. århundrede. For der er sket en grum forbrydelse. Én er gået over stregen og er blevet straffet.
Sådan indledes DE UBERØRTE, og mere af handlingen vil jeg ikke referere her, jo, det skal lige med, at en ægte ømhed uden A/S i løbet af efterforskningen vokser skæbnebestemmende frem mellem det umage par Leila og Mokka, der begge i høj grad er eksemplarer på de uberørte, titlen henviser til.
DE UBERØRTE er et dokument om pornografiens groteske forvrængning af erotikken. Hotakainen sukker sig gennem historien om et samfund, der er gået amok i duftende wellness-dampe, og som forpustet halser bagefter drømmen om den evige ungdom. En af konsekvenserne er, at ømhed og nysgerrighed er blevet erstattet af rå porno, der intet skjuler og intet betyder. Guruen for dette hedonistiske forbrugssamfund er amerikaneren Richard Pakila – en karikatur af Richard Florida – hvis hovedværk da også hedder ‘Den kreative og kopulerende klasse’. Idealet er ‘mennesket uden alder’, om hvem det hedder: ‘Fysiologisk ældedes denne mennesketype normalt, åndeligt slet ikke’.
Hotakainen skriver sin satiriske, men også alvorlige og tankevækkende, samfundskritik frem i et opfindsomt og overraskende sprog, der indbyder til at læse langsomt og grundigt; det skærper sprogbevidstheden, og ville begejstre de gamle russiske formalister. Fx beskrives det, en dårligere forfatter ville kalde kærlighed ved første blik, på følgende originale måde: ‘[kvinden] satte sig et sted mellem nervesystemet og nydelsescentret, en grå zone, som ikke var hegnet ind’.
Hotakainens samfundskritik er langt fra nuanceret. Til gengæld er den ubetaleligt sjov på den særlige finske måde, hvor humoren leveres med underspillet pokerface: kold som en af de tusind søer og tung som undergrundens malm – lidt som i Aki Kaurismäkis film.
DE UBERØRTE ville være en oplagt kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris, hvis ikke Hotakainen allerede havde fået den i 2004 for HJEMMEFRONTEN. Man skal således ikke længere lede længe efter en sandt samfundsengageret roman, der er morsom som få og på trods af et tydeligt budskab ikke prædiker moral, men lader sit univers fremstå på én gang grotesk og meget let genkendeligt, så man græder med det ene øje og griner med det andet.
