Pink og gråmeleret – Mara Lee LADIES
Man sidder lidt imellem to stole, når man læser den i Sverige anmelderroste LADIES. På den ene bliver man ‘smukt’ underholdt; på den anden bare irriteret over romanens overkonstruerede og åbenbart opgraderede version af chicklitteraturen.
Citat
Den grimme digter havde helt enkelt haft den frækhed at benytte sig af sit udseende for at vinde publikums sympati. Mia forstod ikke at Lea blev så ophidset. Men noget ved den grimme mand havde rørt ved Leas inderste, han havde strejfet et hemmeligt sted. Af og til vendte Lea tilbage til emnet uden nødvendigvis at nævne den grimme. Hun kunne, hvis de så en film eller bare ud i det blå, udbryde: >>Det er ikke nok at være grim!<<
Som menneske i verden (eller bog for den sags skyld) kan man ikke se bort fra at det ydre betyder noget for vurderingen af det indre, og det er hvad den svenske lyriker Mara Lees debutroman LADIES arbejder med. Derfor vil jeg tillade mig at starte med at kommentere netop bogens udseende. I Camilla Christensens danske oversættelse er omslaget så opsigtsvækkende grimt (og pink) at man tænker: det må være meningen; det må være en provokation. Og så bliver man alligevel lidt i tvivl. Hvad er det lige bogen vil signalere? Vil den være en champagneboblende letlæst tøse-trivi-tingest eller vil den være et sofistikeret stykke sprogarbejde, hvor fortællerens funktion er at kaste en molotovcocktail efter det kvindelige skønhedsideal? LADIES vil nok begge dele, hvilket gør helhedsindtrykket mere gråmeleret end lyserødt.
LADIES er en roman, der teknisk set både er stærk og svag. Romanen beskriver indersiden af den europæiske kunstverden og det dominerende fokus på kvindelig skønhed. Fire yngre kvinders liv krydses i Sverige og Frankrig i hvad presseteksten definerer som ’chicklit upgrate’. Jeg har desværre ingen forudsætning for at vurdere, hvorvidt LADIES opgraderer eller adskiller sig fra den øvrige pigelitteratur, da jeg ikke er hjemmelæst i genren.
Men sikkert er det, at fortælleren skifter stilsikkert mellem nutid og datid, og lader sympatien gå på omgang mellem de fire hovedkarakterer: Galleriejeren, den absurd smukke Lea, hendes veninde Mia med kinesiske rødder og markant skånsk accent, den verdensfjerne anorektiske eksmodel og poet Laura og ikke mindst Siri. Siri (eller Iris C. som hun hedder ‘i kunstens navn’) afbilleder de andre i ambitiøse og skræmmende kunstportrætter, hvilket medfører både had og kærlighed.
– Nej, det nogle havde reageret på, var, at hun var en kvinde – hun var en kvinde, der objektgjorde sine medsøstre, på en måde som hverken var værre eller bedre, end hvis en mand havde gjort det.
Lee lader ikke et kapitel passere uden at tilkoble køns- eller seksualitetsperspektiver. Romanen er smækket med direkte og indirekte problematiseringer af balletskoler, spiseforstyrelser, forholdet mellem mænd og kvinder mm. Det er interessant, irriterende og også begge dele på en gang. Som denne skarpe (og humoristiske) situation:
– Her, på Louisiana i den lille, søvnige forstad Humlebæk, fik hun sit livs første orgasme. Og det kunne hun takke Yves Klein for – det var den første og eneste gang, det lykkedes en mand at give hende orgasme.
Som punkteres med en småpatetisk fortællerrationalisering:
– Hver gang hun herefter kom seksuelt i stemning, dukkede denne hændelse op i hende i form af en intensiv blå tone i udkanten af hendes fornemmelser, og jo nærmere orgasmen hun kom, des mere blåt blev hendes blik, indtil hun til allersidst druknede i en dyb, blå puls.
Den opklippede komposition fungerer i første omgang fint til at skabe spænding og fremdrift, men undervejs fremstår historien så meget som en konstruktion, at det bliver forudsigeligt og overdramatisk. Ærgeligt og ærlig talt en svær bog at sætte i bås.
