Pixibøger for voksne, hekse og lesbiske – Mette Østgaard Henriksen HEKSEHISTORIER & LESBISKE EVENTYR OM MÆND
Finurlig postmoderne pixibogsleg med eventyrgenrens konventioner er delt i to. De absurde Heksehistorier mangler sproglig sprælskhed, men de lesbiske eventyr om mænd står skarpt og skævt med vid og bid.
Citat
Der var engang en mand, der gik med en stor rodebunke af kvaler. Han var en ret pæn mand, og han blev sur, når Astrid havde tømmermænd. Hun kunne ikke forestille sig, at der nogen sinde ville komme en dag, hvor han ville sige til hende, at hun så billig ud.Der var engang en mand, der ganske, ganske forsigtigt trak sin højre sok af. Hvad der skete indeni ham, mens han sad der med sokken, er der ingen, der ved, men da han lidt efter gik hen mod døren, var det som om, der sad et lille smil om munden på ham.
Fra LESBISKE EVENTYR OM MÆND
Der var engang en kvinde, der gerne ville deles i to. Hun nærede ingen platonisk længsel efter at forenes med en fremmed halvdel, hun var allerede to forenede fremmede halvdele, og nu ville hun gerne have dem skilt så de igen kunne få hver deres selvstændige fysik. Det ville blive en skøn verden, hvor den ene halvdel kunne leve sundt og asketisk, mens den anden ville boltre sig i al livets sødme. Og hvor ville de være perfekte og skønne hver for sig disse to halvdele, når de endelig fik mulighed for at leve sig helt ud. Når den ene tog ud og erobrede verden, ville den anden give sig selv bort med hud og hår. Hun ønskede det så inderligt, og som det går, når nogen ønsker noget inderligt nok, fik hun en dag sin vilje. Hun blev ikke delt i to, men hendes mor kom hen og sagde undskyld for alt, hun havde gjort. Derefter holdt de op med det, de var igang med, og døde. Så blev de lagt i to huller for at gå i forrådnelse, de to stykker kød, der engang havde været et, og et sted i det fjerne sang en hæs engel. Det lød ikke ligefrem smukt.
Fra HEKSEHISTORIER
Undertegnede var vældig begejstret for Mette Østgaard Henriksens debut STIKKERSVIN JEG FUCKER DIG fra 2011. Det var en bastard af en sangbog, som bl.a. samplede traditionel dansk sangskat med moderne rå raptekster. På samme kontrastfyldte måde har vi med de to pixibøger – den lille sorte HEKSEHISTORIER og den lille gule LESBISKE EVENTYR OM MÆND – nu at gøre med to yderst alternative livtag med eventyrgenren.
Snart sagt det eneste, der er tilbage af den oprindelige ramme, er det velkendte ’Der var engang’. Her er hverken lykkelig slutning eller nogen ‘rigtig’ fortælling i klassisk forstand. De fællestræk til trods stritter det lille dobbeltværk dog i hver sin retning med et noget haltende samlet hele til følge.
I Heksehistorier bliver den legende, magiske tone en lidt hård heksekedel-blanding at sidde med, fordi den ikke røres op med et mere fantasifuldt, gakket sprog eller nogle vildere scenarier. De altfavnende, moderjordagtige kvinder, der transcenderer tid og rum og al logik bliver derfor både svære at få hold på og gå op i.
‘Der var engang en kvinde, der var så gammel, at hun ikke havde nogen alder.’ Sådan starter det første eventyr og efter lidt poetisk frugtleg(!) afrundes det fladt med, at hun dør og får en alder. Kvinden ’der hver nat drømte, at hun ikke kunne flyve’ ender sammenligneligt med ’at brede sine vinger og give slip’.
Omvendt slås man momentant ud af kurs med eventyret om kvinden ’der i virkeligheden var en hest’ eller kvinden ’der ville giftes med en bus’. Ivrigt håber og hepper man på at det forrykte i disse aparte intro-udbrud følges op og til dørs, men så fornuftstridig bliver heksehistorierne desværre aldrig. De svæver i stedet trods deres åbenlyst strittende absurditet alt for rimeligt over vandende, og selv med elskelige forvrøvlede detaljer – bl.a. er der små sfæriske væsener der ’lo og dansede og drak sig nogle kæppe i deres fluorescerende ører’ – ender den sorte pixibog med at stå i skyggen af sin charmerende skriggule tvilling, som allerede får smil og velvilje pga. titlen.
Helt banalt er det nemlig ganske vittigt at lave en lille pixibog med lesbiske eventyr om mænd. Det kan gøres kort, forstår man fnisende på formatet, og de små ’eventyr’ er da også skrevet med et distanceret, fremmed blik. Mænd er for lesbiske – synes logikken – lige så fjern-eksotiske og svære at blive kloge på, som mennesker var det for Björk, dengang hun storhittede med ’Human Behaviour’ og sang: ’If you ever get close to a human and human behaviour/ be ready to get confused/ there’s definetely, definetely no logic’.
I små absurde gajolæske-nedslag, der starter lige så abrupt, som de ender, får vi skæve, intime glimt af disse mystiske mænd, der fremfor de absurd eventyrlige hekse, virker sært jordbundne, begrænsede og genkendelige. Vi hører om ham, der ’havde svært ved ikke at tage sine kollegers uduelighed personligt’, og om ham der ’prøvede at få vinteren overstået uden for meget pjank’. Undertegnede trak og trak på smilebåndet og satte små stjerner igennem hele bogen. I enkelte tilfælde flirtes der endda med en halvhjertet forklaring på galskaben. Forståelsen af hunnerne – modsat hannerne – er så åbenbart og ret smukt i denne logik helt inde under huden.
– Der var engang en mand, der krummede sig sammen midt på gaden og tog sig til maven. Han var en høj, granvoksen mand, og hvis han ikke var knækket sammen lige der, ville hans kæreste have haft lyst til at se forurettet ud resten af dagen.
De skarpe og skæve registreringer har et vedkommende bid og en charme, som Heksehistorier mangler. De er raffineret sanset og skåret ind til benet med en fortættet stemning til følge, hvorimod de kære hekse flyder ud og preller af. Den lille tvillingeudgivelse er således bestemt ikke enægget, og denne anmelder har sin helt klare favorit.
