Af | 25. oktober 2010

Poesi i en åben ligkiste – Jón Kalman Stefánsson HIMMERIGE OG HELVEDE

At poesi kan have voldsom indvirkning på den læsende, er der ingen tvivl om. At poesi sågar kan slå ihjel, kan man forvisse sig om i den ovenud poetiske HIMMERIGE OG HELVEDE. En fremragende roman, der bringer en fatal kobling mellem Milton og en skindanorak frem i lyset.

Citat

Kaffen simrer, de åbner skrinene, smører rugbrødet med tommelfingeren, masser af smør og lammepostej og kaffen er skoldhed og sort som den mørkeste nat, og de putter kandis i, kunne vi dog bare putte sukker i natten og gøre den sød. Petur bryder tavsheden, eller snarere slubren og smasken og et par enkelte fjærte, og siger: Der blæser en svag, ret lun østenvind, men den slår nok om i nord i løbet af dagen, dog næppe før senere, så vi ror ud på det dybe.

På unge, stærke ben går de to venner Bardur og Drengen neden for stejle klipper, væk fra Staden med kurs mod fiskerboden ved havet. Efter et par timers søvn skal de ud at fiske på det dybe og utilnærmelige hav. I den kolde nat gør nykogt kaffe, rugbrød og lammepostej mændene klar til tolv timers fiskeri i en åben jolle. Alle er tavse, på vej til havet, men Bardur må lige læse en sidste gang i den bog, han kort tid forinden har lånt af den blinde kaptajn Kolbein i Staden. Miltons DET TABTE PARADIS lokker ham ind i boden, han må læse et par linjer mere, blot er par linjer at varme sig på, når kulden sniger sig ind. Opslugt af poesien glemmer Bardur sin skindanorak og tager på havet.

I en fortættet nat i jollens åbne ligkiste mister Bardur varmen og livet. Han fryser ihjel på åbent hav med Miltons ord frosset fast på de blå læber: Intet er mig skønt uden dig.

Herefter følger vi Bardurs sorgfulde ven, Drengen, som gennem sneen kæmper sig tilbage til Staden for først at levere den dødbringende bog tilbage til sin ejermand og siden tage sig af dage. Først poesi, så andre hensyn. Han når dog kun det første, før livet fæstner sig i ham igen, og i bogens anden halvdel fortæller det kollektive fortællekor om Drengens nye, spirende liv i Staden.

Livet i et barsk kystmiljø for omkring 100 år siden er ramme for romanens portræt af de både sejlivede og følsomme sjæle, der befolker fiskerboden og Staden. Jón Kalman Stefánsson er fabelagtig til på en umådelig ja, poetisk måde at beskrive mennesker, situationer og livets større og mindre dilemmaer. Hans sproglige nænsomhed gør hans bøger til glødende kærtegn fra det rå islandske liv. Han skriver, så man selv får lyst til at sidde i en tiloset fiskerbod med seks mænd i fugtigt uldtøj og få sig en humpel rugbrød i den iskolde nat. Det fortællende Vi fortæller fra det hinsides, og de ved ofte en ting eller to mere end karaktererne. Fortællerkollektivets kloge og ret skægge udlægninger er samtidig dybt rørende:

– Kolbein famlede rundt i huset i sin søgen efter papir og pen, faldt to gange over møbler ramlede i det andet tilfælde ind i en bogreol, sad længe og følte på bøgernes ryg, måske er helvede et bibliotek og du er blind, mumlede han, prøvede med et skævt smil, men nytteløst og fire eller fem tårer piblede frem fra øjnene, forhåbentlig ikke flere, tænkte han, knust over at han ikke kunne håndtere dette slag uden at fælde tårer, disse glasklare fisk.

Hvad der kunne være blevet en klichéfyldt tekst om forholdet mellem poesi, liv, død og kærlighed (og hav med fisk) er blevet en original, vedkommende og inviterende tekst om samme. Det er nok vidtløftigt, men forankret i naturen og de småtossede eksistenser. Stefánssons lune og kærlighed til karaktererne, samt hans eminente sammenskrivning af poesi og ubarmhjertig nordisk natur gør HIMMERIGE OG HELVEDE til en enestående læseoplevelse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også