Poesiens blå og rastløse kanin- Forugh Farrokhzad KUN STEMMEN BLIVER TILBAGE
Forugh Farrokhzads digte er dybt poetiske, alvorlige og patosfyldte. Men de er for virkelige til at stivne i poesiblomster, og kanintropen har en rigtig kaninkrop.
Citat
Måske er livet
en lang gade hvor en kvinde hver dag går forbi med en kurv
Måske er livet
et reb som en mand hænger sig i fra en gren
Måske er livet
et barn der er på vej hjem fra skoleMåske er livet at tænde en cigaret i den døsige afstand
mellem to favntag
eller en distræt forbipasserende
der løfer sin hat
og siger godmorgen med et intetsigende smil til en anden forbipasserendeMåske er livet det begrænsede tidsrum
hvor mit blik ruinerer sig i dine pupiller
og deri er en fornemmelse
som vil jeg forbinde med at sanse månen og modtage mørketfra digtet ‘En anden fødsel’
Jeg har et kladdehæfte, som jeg skriver i, mens jeg læser KUN STEMMEN BLIVER TILBAGE. Fra ‘De dage er forbi’, begyndelsesdigtet til samlingen EN NY FØDSEL, tager jeg fire verselinjer med ned på hæftets side:
– og mit blik drak af alt // som af et glas frisk mælk, // i mine pupiller var vistnok // glædens rastløse kanin.
Det er levende skrevet og virker ubrugt og klart, når jeg læser det igen. Der er vilje i blikket, der drikker af alt, mens det lille ’vistnok’ indeholder den tvivl, der følger med datidsformens forsøg på at huske. ’Vistnok’ gør linjerne mundrette, de kunne være sagt af en virkelig talende mund. Forugh Farrokhzads digte er forunderlig sprogkunst tilføjet en mundrethed, der giver dem kropstemperatur, som om Farrokhzad blot har rejst sig fra dem for et øjeblik.
Digtenes skønhed skyldes i høj grad de mange billeder, den rastløse kanin er et af dem, en metafor, som kan fortolkes, men som, når jeg læser digtet, samtidig virker som en levende kanin. Den løber ivrigt fremad. Farrokhzads billeder er dybt poetiske, men også nærværende, de kommer fra et personligt og erfaringsbåret sprog og stivner derfor ikke i død metaforblomstring. Det personlige sprog forbinder læseren og ordene. I Iran siger man blot Forugh, og det virker ikke underligt at ville være på fornavn med digteren, for der er noget genkendeligt i Forughs skrift, ikke en fortærsket gammelkending, men noget som viser sig at passe om ens egen krop, selvom det egentlig er ukendt.
Alligevel er det ikke nemt at læse KUN STEMMEN BLIVER TILBAGE. Den er sammensat af to digtsamlinger, EN NY FØDSEL og LAD OS TRO PÅ BEGYNDELSEN AF EN KOLD ÅRSTID, interviewet DE BASALE LINJER samt to noveller, altsammen oversat fra farsi af Shadi Angelina Bazeghi. Som afslutning er en række smukke fotografier af Forugh Farrokhzad trykt i mørkeblå farve og et flot og reflekterende efterord af Mette Moestrup.
Det er meget at holde rede på, det er derfor, jeg skriver lidt ned i hæftet imens, og så skriver jeg også for at få lov til at beholde formuleringerne lidt længere. Jeg læser digtene over to dage, og det er egentlig lidt for hurtigt. Der er 35 digte i EN NY FØDSEL, hvilket ikke er så få. Det særlige og vanskelige ved Forugh Farrokhzads digte er, at de på en gang virker så umiddelbart genkendelige og dybt patosfulde. Et eksempel er apostrofen, som jeg finder i flere af digtene; den er med sin besyngelse og følelsesfulde påkaldelse indbegrebet af det poetiske, samtidig er den en henvendelse, der går mig i møde som læser. Med apostrofens O’ bliver digterjegets stemme nærværende.
Noget andet er alle stjernerne, som digtene også er spundet ind i, her i digtet ’Det bliver solskin’:
– Du driver mig hen ad en stjernefyldt vej // du sætter mig højere op end stjernerne, // se // jeg brændte mig på en stjerne // jeg fik feber af stjernerne
Gentagelsen af et billede som stjernen gør sproget følelsesfuldt og tungt, det fyldes af stor alvor og betydning. De poetiske motiver er ikke flomme- og floromvundne, men de er storladene, og her bevæger sproget mig mindre. Alligevel er det så flot at se, hvordan stjernen ovenfor bevæger sig fra en overført betydning til et brandvarmt virkelighedsobjekt. For motiv-gentagelsen i Farrokhzads digte er ikke blot patos, den kommenterer også sprog og digtning, det gælder for eksempel vindues-motivet, der i flere af digtene er billede på det af digte. I digtet ’Den grønne illusion’ er jeget fanget i sig selv, uden vinduet:
– Jeg græd i spejlet hele dagen, // foråret havde overladt mit vindue // til træernes grønne illusion, // min krop kunne ikke være i min ensomheds kokon.
De poetiske motiver bliver selvfølgelig først rigtig tydelige gennem læsning af mange digte, derfor er det vidunderligt, at så mange af Forugh Farrokhzads digte nu findes på dansk i KUN STEMMEN BLIVER TILBAGE. Et særligt flot og rammende smukt digt er titeldigtet i EN ANDEN FØDSEL, det har jeg citeret fra i boksen.
