Poesiens finske trøffelgris – Pentti Saarikoski TIARNIA
Pentti Saarikoski ophøjer det jordnære og hiver det ophøjede ned på jorden. Bjerget er et dansegulv, og trillebøren beder til Gud. Med TIARNIA får vi et stykke verdenslyrik på dansk.
Digt
dengang var en delegation og en teori
Jeg river blade sammen, tæller efter
mit ottende efterår her
havet er sort, jeg tænker over
mit brev til kejseren, jeg foragter ham
Noget mere grønt findes ikke
end bjergsiderne om morgenen når solen står opJeg var mykolog, selvlærd
jeg gik ind i skoven, plukkede en svamp
studerede farven, tog en bid af den
smagte spyttede den ud igen
Nu er jeg her
Pentti Saarikoski var mange ting. Finsk litteraturs enfant terrible, forfulgt af pressefotografer, gift fire gange, dranker, rødglødende kommunist, udsyret rejsebogsforfatter og oversætter af alt lige fra Homer til Ho Chi Minh. Men først og fremmest var Pentti Saarikoski digter.
TIARNIA, latin for øen Tjørn, er en trilogi bestående af de tre sidste digtsamlinger, Saarikoski skrev, inden han døde i 1983. Værket regnes af mange for Saarikoskis hovedværk, og på mange måder opsummerer de tre bøger hans poetiske forfatterskab.
Peter Laugesen har skrevet det vidende og veloplagte forord, og det giver god mening, at det er ham, der introducerer værket. Laugesen er en af vores bedste Saarikoski-læsere (og oplæsere), og de to kommer ud af den samme poetiske tradition. Nemlig 60’er-avantgarden der hørte Ginsbergs hyl over Atlanten og arbejdede for at nedbryde poesiens stivnede former og gøre det muligt for den at rumme alt. Laugesen har skrevet utallige digte om sin hund; det ville Saarikoski sikkert også gøre, hvis han altså havde haft en hund. I stedet skriver han om alt lige fra notitser i avisen over svampejagt til politik. Der er ikke noget, der er for højt eller for lavt. Netop svampejagten bliver også et billede på det at skrive. Som en anden trøffelgris er digteren ude at opsnuse sine digte. Det er en poesi skrevet med næsen nede i materien.
I Saarikoskis digte mødes kunsten og hverdagen og hele tiden med politikken som bagtæppe. Det lyder f.eks. sådan her, hvor storpolitik flyder over i hverdag:
– Jeg er ikke sikker på / at han havde været bedre / men jeg har altid længtes efter Trotskij / der er store vandpytter på landevejene, olie // i vandpytterne, duftene / og foråret / naboen har set to stære på telefonledningen / han er et så ensomt menneske at han ser den slags / og kommer og fortæller om det.
Stilen i digtene er talesprogsagtig, eller som det hedder et sted: ‘Jeg forsøger at tale så enkelt at selv en voksen kan forstå det’. Poesien skal ned fra sin piedestal. Men samtidig skal verden ophøjes til poesi.
Hos Saarikoski bliver naturen til kultur, og kulturen bliver til natur. Bjerget er et dansegulv, og trillebøren brøler mod fuldmånen. Denne modsætning ligger allerede i titlen på den første digtsamling DANSEGULVET PÅ BJERGET. Et bjerg er normalt dér, hvor man kommer Gud nærmest. Hvor man får overrakt stentavler eller ofrer sin søn. Et dansegulv derimod er et sted, hvor man morer sig. Bjerget har to retninger, op og ned, mens et dansegulv har mange. Men hos Saarikoski brydes hierarkierne op, og alting flyder. Digtene vrimler også med mytologiske, litterære og politiske skikkelser, der alle står side om side.
I forordet skriver Peter Laugesen, at der er en forbindelse mellem finsk og japansk, som giver digtene en haiku-feeling. Også på dansk fornemmer man en zenagtig melankoli, en tematisering af altings forgængelighed. Dansen på bjerget er ikke mindst en dødedans.
Saarikoskis digterkollega Paavo Haavikko har sagt, at finsk ikke kan oversættes, fordi det slet ikke er et sprog, men ‘en måde at sidde på, yderst på bænken, med håret ned over ørerne’. Det skal nok passe, men ikke desto mindre er det lykkedes Helena Idström at få Saarikoskis digte til at fungere glimrende på dansk. Bravo for det, og bravo for at Basilisk har givet os endnu et stykke verdenslitteratur af allerbedste skuffe.
