Poesiens præsident – Eileen Myles IKKE MIG
Politik, storbyliv og et uudtømmeligt begær. At læse Myles er at blive ført med digteraktivistisk hånd tilbage til 80’ernes foranderlige New York – og derfra fluks tilbage til i dag.
Citat
Jeg snubler, jeg lyver.
Mit store offer findes
i kraft af at alle kan se det
og det har jeg virkelig brug for.
Jeg er så stor en lesbisk
at jeg må springe ud
fra en klippeskrænt. Jeg er så
flot en digter at jeg må
blive fortaler for
vers og holde op med at lyve
og blive rig.
Den amerikanske digter, aktivist, performancekunstner og (ja, den er god nok) tidligere præsidentkandidat Elieen Myles (f. 1949) har fået meget opmærksomhed de senere år. Det skyldes først og fremmest, at hendes værker og biografi, der hele tiden kompromisløst vikler sig ind i og ud af hinanden, slet og ret er interessante og fyldt med en vild energi.
Men det skyldes nok også i nogen grad, at nogle af de problematikker, som Myles poetiserer politisk over, desværre virker ret aktuelle igen. Således også digtene i den fremragende IKKE MIG, der mere end 25 år efter dens oprindelige udgivelse nu er oversat til dansk af Mette Moestrup og udgivet på det lille energisk-aktivistiske publiceringsforetagende OVO Press.
Myles’ digte lægger sig med deres humoristiske lethed og deres registreringer af storbyens puls i slipstrømmen af 50’erne og 60’ernes avantgardistiske New York-skole (med Frank O’Hara, Kenneth Koch og John Ashbery som dens mest feterede digtere), men de bryder også med den ved at pege på det personliges betydelighed og ikke mindst ved at være så eksplicit politiske.
Eksempelvis i det på én gang overrumplende sjove og dybt alvorlige åbningsdigt, ’Et amerikansk digt’, hvor flere af samlingens centrale motiver introduceres. Her digtes med hastigt skiftende fokus om 80’ernes aids-krise, om de hjemløse ofre for det sydlige Manhattans byfornyelse og om at være lesbisk digter i en konservativ, homofobisk tid. Og, overraskende nok, om at være mere end bare sit biografiske selv, nemlig en Kennedy:
– Er du/normal i nat? Alle jer,/som er her nu, er vi normale?/Det er ik normalt for/mig at være en Kennedy./Men jeg skammer mig/ik længere, jeg er ik længere/alene. Jeg er ikke/alene i nat, for/vi er alle Kennedy’er./Og jeg er jeres præsident.
Selvom der er en lethed over Myles’ sammenstillende sansninger og hverdagslige lingo, er der også en tyngde, der gør digtenes poetiske bid mod og besyngelser af omverdenen alvorsfulde. Alvoren kommer selvfølgelig fra de til tider trøstesløse East Village-karakterer, Myles lukker ind i poesien og fra de mange overvejelser over måden, vi omgår køn og seksualitet på. Men digtene får også ekstra vægt ved at lade kærligheden og begæret strømme ud over siderne. Næsten alle digte indeholder beskrivelser af forliste forhold og uforløst begær, som her i digtet ’Tilbageblik’:
– Mit liv er som/en skål med isterninger/dit smilende ansigt var på hver eneste lille terning indtil/de alle sammen/smeltede og jeg/lå alene/på sofaen og hev/mig i håret/og gik aldrig ud mere.
Myles sagde i et interview i forbindelse med sit besøg på Louisiana Literature tidligere i år, at de (det kønsneutrale pronomen, Myles selv omtaler sig med) ser det som en digters opgave at omorganisere de tegn, der allerede findes i verden. Det handler altså om at lade skriften lede os væk fra fastlagte ruter og sprognormer og ind i nogle anderledes syn på sproget – og dermed verden – som vi kender det. Og det gør Myles så på eksemplarisk vis. For eksempel ved at hive det poetiske sprog ned fra dets piedestal, ved at gøre poesien tilgængelig og ved at lade alting blive poetisk: ’Jeg ku få et digt ud af/at sejle i det rene lort/på Hudson,’ lyder det et sted.
Med deres eklektiske billedsprog, deres knaldhøje tempo og deres sprøde tone er Myles’ digte som skabt til hastige oplæsninger, og det er da også sådan, man rundt omkring på nettet kan se og høre dem fremført af Myles selv. Digtene lyder godt, og når man nu ikke kan have Myles til at læse op for sig hele tiden, er det bekvemt med en glimrende og digterisk præcis oversættelse af IKKE MIG, som på sikker vis fører Myles’ nøgterne og ligefremme coolness over i et letflydende dansk. Og som fortjener at blive citeret en ekstra, afsluttende gang:
– Jeg/skriver fordi/jeg godt ku/tænke mig at blive/brugt til noget også/efter jeg er/død. At/ik bare min krop/skal blive kompost/men også de tanker/jeg efterlod i løbet af/mit liv’
