Poetisk billedlotteri – Herta Müller MENNESKET ER EN STOR FASAN I VERDEN
Dette års nobelpristager i litteratur skrev i 1986 en sprogblomstrende vidnesbyrd-fasan-roman om død og dyrisk sex i Ceausescus Rumænien. Nu er den her på dansk, og hurra for det.
Citat
Amalie kan se alteret gennem den åbne dør. Mellem roserne står der en sort telefon. Sølvkorset hænger mellem Amalies bryster. Politimandens hænder trykker på Amalies bryster. ’Du har smukke nødder,’ siger præsten. Hans mund er våd. Amalies hår hænger ned fra sengekanten. Under stolen står de hvide sandaler. Politimanden hvisker: ’Du lugter godt.’ Præstens hænder er hvide. Den røde kjole lyser for enden af jernsengen. Mellem roserne ringer den sorte telefon. ’Jeg har ikke tid nu,’ stønner politimanden. Præstens lår er tunge. ’Læg benene over kors på min ryg,’ hvisker han. Sølvkorset trykker på Amalies skulder. Politimanden har en fugtig pande. ’Vend dig om,’ siger han. Den sorte præstekjole hænger på det lange søm bag døren. Præstens næse er kold. ’Min lille engel,’ stønner han.
Har man læst bare et par af tysk-rumæneren Herta Müllers bøger, kender man allerede forfatterskabets grundlæggende drivkraft: at gennemskrive det kollektive traume, som Ceausescus diktatur i efterkrigstidens Rumænien påførte den rumænske befolkning. Et diktatur, som Herta Müller selv formåede at flygte fra i 1987, men som lige siden har dannet fælles resonansbund i rækken af romaner, som startede med LAVNINGER (1982) og indtil videre slutter med den netop på tysk udkomne ATEMSCHAUKEL.
Således også Müllers seneste roman på dansk, MENNESKET ER EN STOR FASAN I VERDEN, der oprindelig er fra 1986. Her følger vi den tysk-rumænske møller Windrisch og hans families kamp for at slippe ud af kløerne på Ceausescus voldsregime. Proceduren er klar: Vil man have fat i et pas, må man være parat til at lægge (sin datters, sin kones) skød til politimesteren. Og for at få fingrene i en gyldig fødselsattest (for uden sådan en kan man ikke få pas), må man være parat til at gøre det samme med præsten. Herudover kommer bestikkelsen vha. kolde kontanter, mel, høns, majs og diverse møbler, så hjemmet til sidst er rippet for værdigenstande.
Det er en deprimerende historie, især fordi den – i et tilbageblik – viser sig at gentage Windischs kone, Katharinas, ydmygende kamp for at undslippe krigsfangenskabet i de russiske kulminer efter krigen. Men også fordi det i slutningen af romanen antydes, at Windischs flugt ind i Tyskland samtidig er en flugt fra hans egen belastede fortid. ’Han har et sæt værnemagtstøj på’, lyder det om Windisch, da han vender tilbage for at gense sin landsby. ’De går til alters og har ikke skriftet’. (Her klinger Herta Müllers egen historie med: Moderen var i arbejdslejr i Ukraine og faderen tjente i Waffen-SS.)
MENNESKET ER EN STOR FASAN I VERDEN er et forsøg på at give dette skriftemål, eller rettere: at vise vanskelighederne ved et sådant foretagende. Horder af fugle, blomster, glasdimser, farver, skygger, sne, aske m.m. danner billedlotteri-agtige gentagelsesmønstre, der langt hen ad vejen forbliver temmelig esoteriske. Hist aner man et bibelmotiv, pist en folkemyte, men kun sjældent dukker betydninger frem i klar stråleglans. Det er erfaringen af umenneskelighedens meningsløshed, der arbejdes med her, og hos Müller går den gennem ordkarg lyrisk prosa.
Hermed placerer Müller sig solidt i vidnesbyrdtraditionen (Primo Levi, Imre Kertész, Elie Wiesel, W.G. Sebald, Paul Celan, Thomas Bernhard osv.) og dens bestræbelse på at repræsentere det meningsløse uden at give det mening. Kongeeksemplet herpå må være titlens fasan-aforisme. Efter sigende skulle den være et rumænsk ordsprog om menneskets eksistentielt set ubehjælpsomme tilstedeværelse i verden, og i lyset af bogens desperate persongalleri giver det meget god mening.
Men motivets egen tingslige uigennemtrængelighed er mindst lige så vigtig en brik i forståelsen af Herta Müllers lille, men vældig gode roman. Nemlig at det ikke er til at se en mening, hvor der ikke er nogen.
