Af | 23. januar 2005

Politisk avantgarde – BANANA SPLIT 24/2004

Penge, magt, krig og amerikanske præsidenter med samme efternavn er hovedemnerne, når en blandet buket, anført af mellemkrigstidens avantgardister, samles i BANANA SPLIT NR. 24.

BANANASPLIT er et tidsskrift for international litteratur, men denne gang også for international politik og økonomi – emner som alle teksterne i det nye nummer kredser om. Der er danske bidrag, men de fleste forfattere er udenlandske, og af dem flest amerikanske. Det er måske meget rimeligt, da det i første række er USA, der står for skud i tidsskriftet (bare se forsiden, hvor en nordkoreansk hverdagshelt smadrer Det Hvide Hus med en velanbragt knytnæve).

Mindst 18 af de 31 bidragydere er døde, så teksterne spænder vidt i tid. Men mellemkrigstidens avantgarde er stærkt repræsenteret af navne som Gertrude Stein, Filippo Marinetti, Ezra Pound og Fernando Pessoa, og mange af de nyere forfattere har rod i denne tradition.

Avantgarden var, og er, i sit væsen politisk, fordi den altid vil være en protest mod det bestående. Når digterne gør unævnelige og forbudte ting ved sproget og kunsten, er det en stærkere udfordring af vestlig tro på evige værdier, nationalisme, ‘frie’ markedskræfter og mørke jakkesæt, end nok så mange indignerede råb om, hvor ufattelig dum George W. Bush er. Overskriften på denne anmeldelse er derfor en pleonasme – der findes ikke en apolitisk avantgarde. Eksperimenterende litteratur behøver altså ikke kaste sig over et eller andet aktuelt emne for at bekæmpe denne verdens mørkemænd.

Derfor tager de fleste af teksterne i BANANA SPLIT heller ikke afsæt i konkrete begivenheder, selv om ord som ‘Irak’, ‘Bush’ og ‘Camre’ da optræder, men beskæftiger sig mere frit med magt, krig, litteratur og lignende uigennemskuelige fænomener. Bedst gøres det, når forfatteren tidløst og nøgternt forholder sig til et emne, som Andy Warhol, der kommer med en stribe udsagn om penge:

-Kontanter. Jeg er simpelthen ikke glad når jeg ikke har dem. I samme øjeblik jeg har dem er jeg nødt til at bruge dem. Og jeg køber kun DUMME TING.

Max Frisch har også pengene som interessefelt i et af sine glimrende spørgeskemaer:

-Så længe De ikke har nogen formue og har en lav indkomst, taler de rige nødigt om penge i Deres nærvær og desto livligere om spørgsmål, som ikke kan løses med penge, f.eks. om kunst: Oplever De dette som taktfølelse?

Ligeledes bliver økonomi drøftet ned til mindste dollar i den indledende og underholdene ready-made, der består af mails til og fra Al Qaedas regnskabsafdeling.

BANANA SPLIT præsenterer blandt de gamle koryfæer en del nyere udenlandske forfattere, som de færreste danskere ellers ville støde på. Det er prisværdigt, men man kan godt stille spørgsmål om tidsskriftets oversættelsespolitik: Alle engelske tekster oversættes, undtagen danskeren Lars Kirks sammenstykning af reklameslogans. Det er bladets suverænt tyndeste bidrag, og efterfølges af et uddrag af Sonja Åkessons collage PRIS, hvor hun gør det samme, men meget bedre. Hendes bidrag kunne danskere nok godt have læst uden oversættelse, da hvert andet ord netop er ‘pris’. Ligeledes har man valgt at oversætte Jan Erik Volds simple norske tekst om kapitalismen, men enhver der oversætter bokmål til dansk, burde sendes på en enkeltbillet til Camp Eden.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tidsskrift,

Læs også