Polyfoni som grundvilkår – Beate Grimsrud EN DÅRE FRI
Norsk-svenske Beate Grimsrud har med sin prisvindende EN DÅRE FRI givet stemme(r) til de mennesker, der lever på kanten af normaliteten og samfundets normer. På betagende vis lukker hun læseren ind i et kreativt og destruktivt univers befolket af besættende stemmer og stor skønhed.
Citat
– Og jeg som har fått Emil også. En som leker og som har lovet å hjelpe meg å unngå døden. Jeg kommer til å trenge masse tid til å være sammen med dem. Marit sier noe samtidig som både Emil og Espen prater. Det er vanskelig å ha stemmene deres samtidig som jeg skal være som vanlig og svare på de andres spørgsmål. Det er for mye. Men jeg kommer til å måtte lære meg det.
EN DÅRE FRI er en jeg-fortælling om forfatteren Eli, der bor alene i sin lejlighed, skriver bøger og får besøg af sin terapeut Jonatan. Eli er skizofren og psykotisk og sideløbende med, at hun deltager i receptioner for sine værker, modtager eftertragtede litteraturpriser og bliver interviewet til medierne, må hun finde sig i mange og langvarige hospitalsindlæggelser på psykiatriske afdelinger. Sagen med Eli er, at hun ikke kun skal administrere sin egen stemme, men også de drengestemmer, der siden barndommen har befolket hendes hoved. Den første, Espen, indfandt sig, da seksårige Eli var midt i et teaterstykke om den norske eventyrfigur Espen Askeladd. Den rørstrømske og følsomme Espen blev siden fulgt af energiske Emil, aggressive Erik og stilige prins Eugen, og de overtager på skift magten over Elis handlinger.
Romanen skifter mellem en nutid – hvor forfatteren med hjælp fra sin terapeut og sine vedholdende venner kæmper for at opretholde en tilnærmelsesvis normal hverdag – og scener fra hele Elis liv. Barndommen med fire søskende og to fjerne forældre har sat dybe spor i den lille Eli, der gennem hele livet er en outsider. Elskelig men utilregnelig. Vi følger Elis opvækst, bosættelsen i Sverige, forfatterdrømmen, der trods svær ordblindhed bliver til virkelighed, og ikke mindst enestående og rørende skildringer af de utallige sygdomsperioder og indlæggelser. Eli er ofte tungt medicineret og ude af stand til at tackle virkeligheden.
Som portræt af en både skabende og destruktiv kunstner er EN DÅRE FRI et forsvarsskrift for de syge og utilpassede. Det er et stort tabu, Grimsrud tager op, også fordi romanen mere end antyder, at oplevelserne er selvoplevede. Romanens omtalte værker er identiske med Grimsruds værker, og flere faktuelle begivenheder stemmer overens med forfatterens eget liv. Det efterlader læseren i en sund tvivl om værkets autenticitet, og romanen indskriver sig i den strøm af selvbiografiske værker, der udkommer i Skandinavien i disse år.
I lighed med Grimsruds tidligere værker som AT SMYGE FORBI EN ØKSE og SØVNENS LEKKASJE er fortællingen i EN DÅRE FRI opbrudt og fragmentarisk, drevet frem af tableauer og episoder mere end et lineært, fremadskridende handlingsspor. En stor detaljerigdom og uforglemmelige billeder skabes af de komprimerede og præcise sætninger. At genfortælle virkeligheden og være del i sin egen fiktion er et genkommende tema i forfatterskabet, og sætningen ’Jeg er forfatter. Det er ikke et yrke. Det er et liv.’ optræder således både i SØVNENS LEKKASJE og EN DÅRE FRI.
Grimsrud diskuterer, om det er prisen værd at udstille sin egen familie for at få kunstnerisk fred og berømmelse? Om kunsten rangerer højere end det levede liv? Der svares ikke på spørgsmålene, men hendes bøger udgives til fantastiske modtagelser, og det er måske svar nok.
