Portræt af et venskab
Der står to flyttekasser med mit navn på hjemme i Charlotte Strandgaards stue. Mit navn står med rødt på den ene, sort på den anden. I de to flyttekasser findes hele hendes forfatterskab. Det er over 30 værker i vidt forskellige genrer. Romaner, reportager, antologier, digtsamlinger, børnebøger. Hun vil ikke selv beholde dem, bøgerne, den komplette samling af alt det, hun har skrevet. De får det bedre hjemme hos dig, siger hun og griner lavmælt, hæst og alligevel distinkt.
Første gang, jeg mødte Charlotte, sad hun på en trappe og røg en cigaret omgivet af unge forfattere, jeg ikke kendte. Jeg kom til at tænke på det ikoniske billede af hende og Klaus Rifbjerg og alle de andre, der i 1970 røg hash på Kulturministeriets trappe. Hun har en lang, tæt page på det billede. En småblomstret kjole og et lidt bestemt udtryk. Og nu sad hun der så i levende live, foran mig, på en anden trappe, i en anden tid, med en kortere page og ældre end de andre, men hun var stadig den samme. Og så alligevel ikke.
Jeg ved ikke, hvornår Charlotte og jeg blev venner. Jeg har lyst til at sige, at vi var det fra begyndelsen, men det er ikke rigtigt. Jeg kan faktisk ikke huske vores første møder, om vi drak kaffe ude eller hjemme hos hende, om vi talte længe eller om jeg havde et kort ærinde der. Jeg arbejdede på det forlag, hun udkom på, så det ville give mening, hvis jeg var der af praktiske årsager, men jeg er ikke sikker. Jeg ved bare, at en dag var hun der som min ven, og at hun var kommet for at blive.
Charlottes liv og mit liv minder på flere måder om hinandens. Ligesom jeg, voksede Charlotte op i et hjem, hvor mange mødtes om litteratur, musik og samtale. Ligesom jeg, havde Charlotte en far, der kom til at definere meget i hendes liv på godt og ondt. Og ligesom jeg, debuterede Charlotte som meget ung (hun var 22, jeg 20). Der er dog også mange forskelle, især fordi der er 50 år mellem os. Vi mødte hinanden på hver vores tærskel i livet: Hende med en fod godt inde i alderdommen, jeg som en lidt tøvende kvinde, der gjorde tilløb til voksenlivet.
Jeg havde kun læst et par bøger af Charlotte, da jeg mødte hende, og det er jeg ret sikker på havde betydning for begyndelsen på vores venskab. Der var ingen ærefrygt, der hæmmede mig. Ingen forudindtagede idéer om, hvem hun var som forfatter og menneske. Jeg vidste faktisk ret lidt om hendes forfatterskab, da vi lærte hinanden at kende, og sådan tror jeg en del fra min generation har det med hende. Charlotte Strandgaard er ikke pensum på samme måde, som Tove Ditlevsen eller Kirsten Thorup for eksempel er det. Det betyder dog ikke, at hun ikke har været betydningsfuld i dansk litteraturhistorie, bestemt ikke. Hun har været banebrydende på sin egen måde, skrevet om alt lige fra aborter, skilsmisser, spiseforstyrrelser og psykisk sygdom til alderdom, hjemløshed, alkoholisme og kristendom. Listen over emner er lige så lang som hendes værker, og der er stadig mange af dem, som jeg har til gode.
Jeg vil dog alligevel forsøge mig med en karakteristik af hendes forfatterskab, eller i hvert fald min forståelse af det. Det er et forfatterskab, som ikke kun rummer bøger, men også dramatik og dokumentarer. Det er vigtigt at huske, når man taler om Charlotte Strandgaard: Fortællingerne antager mange former. Nuancerne er i højsædet, der skal være plads til det tvetydige og komplicerede. Orden og æstetik er ikke i højsædet, giv fuck for idealet om den gode sætning, hvis det spænder ben for det, der skal vises – det, der skal fremmanes. Det er den sociale forpligtigelse, ambitionen om at rykke på noget, der driver værket, uagtet hvilken slags værk, der er tale om.
Det kommer også til udtryk i Indimellem holder de af hinanden, som er den bog af Charlotte, jeg især læser igen og igen. Her præsenteres 81 tekster i en umiddelbart skødesløs orden. Hvad der strukturerer teksterne, er uklart: forskellige handlingsforløb, stemninger og stilarter blandes. En beskrivelse af et kæresteforhold mellem to, der elsker og skændes og i sidste ende går fra hinanden som følge af en abort, står side om side med helgenfortællinger, mere klassiske digte og farverige, ret syrede iagttagelser af fx et akvarium og en unavngiven storby. Jeg forsøgte at gennemskue rækkefølgen, forstå strukturen og de forbindelser, den skabte. Da jeg spurgte Charlotte, hvad fanden der foregik i den bog, hvorfor teksterne var i lige præcis den rækkefølge, svarede hun: Tja, det kunne ligeså godt være anderledes!
Det kunne ligeså godt være anderledes, ja, men samtidig kunne det ikke. Indimellen holder de af hinanden (som Charlotte udgav som 26-årig) endte med at blive præcis, som den skulle være, og det er det, Charlotte kan: Hun har en fornemmelse for den gode fortælling, en helt basal feeling med, hvad der fungerer. Det er en evne, jeg misunder hende, og også derfor har jeg bedt hende om at læse de fleste af mine tekster, før de udkommer.
Det åbnede et nyt mulighedsrum i vores relation, banede vejen for en anden slags samtale, da jeg gav Charlotte en af mine uudgivne tekster første gang. Når Charlotte skal læse et af mine manuskripter, er proceduren altid den samme: Jeg printer siderne i en slikbutik på Falkonér Allé, hvor jeg har printet de sidste mange år. Printeren står bagerst i lokalet ved siden af et skramlet campingbord, hvor ældre mænd, kioskejerens venner, deler appelsiner og ryger cigaretter. Når jeg går ind i butikken, siger en af mændene som regel: Skal forfatterinden printe en bog? Og jeg svarer ja, jeg skal printe til Charlotte Strandgaard, velvidende at de ikke kender hende. Derefter tager jeg bussen til Amager, ringer til Charlotte, indtil hun endelig hører telefonen og lukker mig ind, og så giver jeg hende manuskriptet, hvorefter hun – siddende i sengen – skamløst giver sig til at læse den første side op. Det irriterer mig hver gang, men jeg siger det ikke til hende. Det vil jeg gerne læse videre i, siger hun som regel derefter, og så venter jeg på hendes opkald. Det er ikke altid, jeg kan tage telefonen, når hun ringer, nogle gange er det sent om aftenen, men det bremser ikke Charlotte fra at komme med sin reaktion. Jeg har ikke tal på, hvor mange telefonsvarebeskeder hun har lagt til mig med redigeringsforslag, iagttagelser og inputs. Jeg lytter til hendes beskeder minutiøst, indfører rettelser og skærper formuleringer derefter.
Det er dét, Charlotte og jeg gør: Vi udveksler. Det er den bedste beskrivelse, jeg kan give af det, der sker mellem os. Teksterne er en del af det, både hendes og mine egne, men bestemt ikke det hele. Nogle gange har jeg det som om, vi konkurrerer om at fortælle den bedste historie, andre gange går det hele op i en højere enhed. Sådan er det vel i venskaber: Det er ikke altid, det er lige kønt. Men nogle gange er det kønt, ret vildt faktisk. Jeg husker dengang, hvor Charlotte var indlagt på et genoptræningssted i Valby, og jeg netop var gået fra min mand. Det var en hård tid for os begge. Ikke hård som i turbulent og dramatisk, nej, hård som i slidsom og langtrukken. Smerten var permanent, eller sådan føltes det i hvert fald, og at Charlottes smerte var fysisk og min psykisk betød ikke det store.
Lad os tage op til den palliative afdeling, sagde Charlotte den første gang, jeg besøgte hende der i Valby, og jeg forstod ikke, hvad hun talte om. Er du ved at dø, spurgte jeg, mens vi stod i elevatoren med væg-til-væg billeder af en frodig regnskov, og hun smilede og sagde: Nej, men hos de døende er det mere ærligt. Og hun havde ret, det var mere ærligt blandt de døende. Den palliative afdelings terrasse blev et helle for os. Rundt om terrassen stod kirsebærtræerne så smukt, og tæpperne var bløde og varme. Vi sad mange timer på terrassen hver torsdag, drak sort te med sukker og så kirsebærblomsterne springe ud for til sidst at visne. Hver gang, vi sad der, kom de døende forbi og talte med os, eller mest med Charlotte, selvfølgelig. De talte med hende, som var de gamle venner.
Det er let at få det sådan med Charlotte: Som om hun er en gammel ven. Jeg tror, det skyldes hendes indlevelsesevne. Lige så meget som hun nyder at fortælle en historie, lige så meget elsker hun at lytte til en god én. De gode historier nærer hende, nogle gange mistænker jeg hende for at samle på dem, ligesom jeg selv gør. Især det tragikomiske sætter hun pris på. Engang, jeg var blevet dumpet af et menneske, jeg var meget forelsket i, ringede jeg til Charlotte og fortalte om det. Jeg stod i min stue med snotnæse og røde øjne af gråd, og fortalte om at blive droppet der midt i køen i Netto, mens vi handlede til blomkålssuppe, og hun spruttede af grin, hun kunne ikke holde det tilbage. Og jeg kunne ikke lade være med at grine med hende, for hun havde jo ret – hele situationen var latterlig, selvom det gjorde så ondt. I det mindste kan vi grine af det i mange år fremover, sagde hun, og hun havde jo ret. Et digt i samlingen Næsten kun om kærligheden viser måske Charlottes humor bedre end noget andet. Det har nemlig den dejlige overskrift: EN LANG SØNDAG / ELLER JEG SAVNER DIG FOR MEGET / ELLER ØV.
Det er ærligt, det er genkendeligt, og det er selvironisk. Og det er kun ét af de guldkorn, der stammer fra Charlotte. Jeg har mange, og for at være helt ærlig er jeg nogle gange i tvivl om, hvilke der stammer fra en af hendes bøger og hvilke, hun har sagt direkte til mig. Jo mere, jeg læser af hende, jo mere smelter hendes forfatterskab og person sammen. Hun bliver mere tydelig, og samtidig mere kompleks. De bedste af hendes citater husker jeg dog, hvor kommer fra. Sætninger som: Man må gerne gå tilbage til en fuser to gange, men ikke tre og Hvis ikke man har knaldet med sin eks, så har man noget til gode bliver siddende. Dem har hun sagt til mig, når vi har siddet overfor hinanden og drukket varm saft, mens regnen slog mod ruderne.
Jeg blev helt sikker på, at Charlotte og jeg var venner for tre år siden, da hun havde inviteret mig med til et debatarrangement i PEN-regi. Det var første gang, vi skulle til et arrangement sammen, og jeg kan huske, at jeg følte mig alt for ung i forhold til resten af forsamlingen. Det var ældre, erfarne forfattere, der var til stede, forfattere, som jeg havde læst og hørt om, men aldrig mødt. Charlotte tøvede ikke med at hæve stemmen i debatten, hun blandede sig og tog diskussioner op. Hun stillede de dumme spørgsmål, og hun helmede ikke, før hun havde fået et svar, hun syntes, var tilfredsstillende. Jeg blev lidt flov over hende dengang, men når jeg tænker på det nu, tror jeg egentlig, skammen kom inde fra mig selv. At jeg aldrig selv kunne finde på at blande mig på den måde, i hvert fald ikke dengang. Da Charlotte efter arrangementet skulle med en taxa hjem, antog taxachaufføren fejlagtigt, at jeg var hendes datter. Charlotte verfede med hånden, så ham direkte i øjnene med en overbærende mine: Hun er sgu da ikke min datter, hun er min ven. Inden taxaen kørte, lavede hun et luftkys til mig inde bag ruden.
Da jeg besøgte hende i dag, spurgte jeg hende, om hun ikke ville give mig de vigtigste af sine bøger med. Jeg har plads til nogle stykker i tasken, sagde jeg. Hun så undrende på mig: Jeg ved sgu da ikke, hvad der er vigtigst, sagde hun, det må du selv vurdere. Og så stod jeg der med to flyttekasser fyldt med hendes livsværk og følte, at det hele var lige vigtigt.
Jeg endte med at vælge seks bøger, der repræsenterer forskellige dele af Charlottes forfatterskab, men jeg kunne lige så godt at have valgt nogle andre. Sådan har jeg det også med denne tekst. Den kunne have handlet om så meget andet. Om Charlotte som socialist og feminist, som mor og elskende. Som troende og tvivlende, som indigneret og følsom. Det er ikke sådan lige at lave en overskrift, det er ikke let at beskrive mit forhold til hende, for vores venskab er ikke forbi, ligesom hendes forfatterskab ikke er det. Det er levende, stadig i udvikling. Måske er det også derfor, jeg hele tiden udsætter at hente de to flyttekasser med bøger i stuen: Jeg kan godt lide tanken om, at der er noget uafsluttet mellem os. I dag spurgte jeg Charlotte, hvad hun skrev på for tiden, og hun tændte endnu en hvid Kings og svarede: Jeg skriver et digt. Og det bliver et meget langt ét.
